Ved verdens ende
Udgivet 8. okt 2009 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Dansk films mest omtalte og produktive manuskriptforfatter er uden sammenligning Anders Thomas Jensen, der står bag nationale blockbusters som “I Kina spiser de hunde”, “Blinkende lygter” og “Brødre”, der blot er nogle få nedslag på en alen lang kommerciel succesliste. Blandt de mindre heldige film fra bagkataloget kan “Solkongen” og “Sprængfarlig bombe” fremhæves, der, udover forfatter Jensen, har instruktør Thomas Villum Jensen som fællesnævner. Disse er nu endnu engang forenet omkring det eksotiske eventyr “Ved verdens ende”.
Plottet lyder umiddelbart ganske vanvittigt og er det da også, men grønne slagtere, der serverer menneskekød er jo heller ikke ligefrem normalt, så lad gå. Selvom plottet lyder originalt og skørt, så er der her faktisk tale om en helt igennem gammeldags film, der har en kraftig duns af 80’erne hængende over sig. Eksempelvis minder filmen om “Nu går den vilde skattejagt”, hvor en hvid vestlig mand og kvinde jagter en hemmelig skat omgivet af eksotisk staffage. Det er mødet imellem den hvide mands logik og rationalitet og så den indfødtes vilde natur, som den hvide helt ikke kan tale fornuft med, men må flygte fra eller bemestre.
Skal vi lade den ulækkert fordomsfulde indholdsside ligge en stund og kigge på selve det filmiske håndværk, så er der tale om en ordinær film, der udmærker sig ved nogle mislykkede CGI-effekter og færre grin end forventet. Det er bare ikke rigtig sjovt, at en påstået ikke-ryger lyver om, at han stadig ryger. En forceret kikset kærlighedshistorie hjælper ikke synderligt på helhedsindtrykket, der generelt er skæmmet af, at persongalleriet ikke er blevet så velfungerende underligt, som man har indtrykket af var meningen.
Manuskriptforfatternes wonderboy har ramt milevidt forbi den filmiske dartskive med denne film. Eneste forklaring på dette vulgærracistiske manus må være, at det var ment som en pastiche, som stakkels Villum Jensen bare aldrig forstod. Enkelte grin hist og her trækker op, som da Severin skyder en uskyldig indoneser og konstaterer, at han kommer til kort, når han skal forklare sin skydeglade adfærd. På samme vis kommer man til kort, når det skal forklares, hvor ringe og groft usympatisk denne film er.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet