Overset dansk perle

Da “Viceværten” fik biografpremiere sidste år, blev filmen ledsaget af generelt udmærkede anmeldelser, men alligevel var det kun sølle 1400 danskere, der vovede sig ind i biografen for at se den. Dermed blev den en næsten historisk fiasko, men da danske film generelt klarer sig godt, så længe de er komedier eller lavet af klassens pæne, men kedelige pige, Susanne Bier, blev “Viceværten”s fiasko set som et nederlag for den mere eksperimenterende del af dansk film. Og det er en pokkers skam, for det er i dristige værker som “Viceværten”, at Danmark for alvor understreger sine kvaliteter som filmland.

Set udefra ligner “Viceværten” en film, man har set utallige gange før – specielt i Danmark. En tvær, ældre mand, der er godt træt af livet, møder en ung kvinde, med hvem han får et seksuelt forhold, og stille og roligt genfinder han livsglæden. Dette er imidlertid alt andet end en dækkende beskrivelse af filmens reelle handling, og går man ind til “Viceværten” med en forventning om ovenstående skabelonfortælling, hvilket jeg gjorde, så kan man godt regne med en decideret chokerende oplevelse.

Filmens centrale omdrejningspunkt er det seksuelle forhold mellem viceværten Per, spillet af Lars Mikkelsen, og så Julie Zangenbergs rolle, der ikke er kendt som andet end “Pigen”. Per er et helt igennem usympatisk og afstumpet menneske, og i flere scener har man svært ved at vide, hvad man skal gøre af sig selv, fordi det, der foregår i filmen, er så gennemført ubehageligt. Lars Mikkelsen brager igennem i denne rolle, og jeg er fristet til at sige, at det er en af hans bedste præstationer nogensinde, hvilket bestemt ikke siger så lidt. Julie Zangenberg har ikke en eneste replik igennem hele filmen, og hvis det lyder underligt, så er det det bestemt også. Alligevel udfylder hun rollen som pigen perfekt, og hun tilfører karakteren præcis den dragende mystik og gådefuldhed, der skal til for at gøre hende interessant.

Det er svært at få et godt greb om, hvad der egentlig foregår i “Viceværten”. Jeg har efterhånden set filmen tre gange, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvordan i alverden man moralsk skal dømme behandlingen af pigen – om pigen måske endda misbruges eller udnyttes, eller om der er tale om en slags semi-incest. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at det at have sex med pigen har visse mystiske eftervirkninger, og inden længe begynder flere og flere mænd i det sociale boligbyggeri, som filmen foregår i, at efterspørge besøg hos den troskyldige pige. Og som seer sidder man i disse scener og har det næsten gruopvækkende ambivalent, fordi man på den ene side forstår mændene, på den anden side forstår den splittede Per og som noget helt tredje overvejer, om der overhovedet er nogen, der tænker på pigen?

At filmen fungerer så pokkers godt skyldes dels de eminente skuespilpræstationer, hvor også Peter Plaugborg og Nikolaj Kopernikus’ blændende præstationer bør fremhæves. Men størst ros skal alligevel gå til makkerparret Katrine Wiedemann og Kim Fupz Aakeson, der som henholdsvis instruktør og manuskriptforfatter har blandet socialrealisme og absurd surrealisme på en måde, der næsten ikke burde kunne fungere. Men takket være et manuskript, der vitterligt formår at formidle alt uden at blive påtaget, og en instruktion, der har et skarpt øje for samtlige karakterers psyke og hele historiens absurde gru, så opsluges og forføres man helt frem til den… ja, noget mærkværdige slutning!

“Viceværten” havde fortjent et langt større biografpublikum, end den fik. Det er en modig og pokkers original film, der kan noget af det helt særlige, dansk film tidligere har kunnet, før Susanne Bier gjorde det konventionelle Hollywood-drama til forbilledet for også danske kvalitetsfilm. “Viceværten” er anderledes – både i stil, handling, tematik og karakterskildring. Med fantastiske skuespilpræstationer, et vanvittigt godt manuskript og en fortælling, der er så absurd og grotesk, at man længe vil gå og spekulere over, hvad pokker det hele handlede om, kan jeg kun anbefale “Viceværten” på det varmeste!

Video

Med udgangspunkt i socialrealismen og med et gråt og trist socialt boligbyggeri som hovedlocation er det afgjort meningen, at “Viceværten” skal se grumset og grå ud. Dog lader transferet på dvd-udgivelsen meget at ønske, da edge-enhancement, støj, aliasing og banding ofte forekommer og jævnligt distraherer. Både farverne og detaljerigdommen er sjældent imponerende, og der er i højere grad tale om dårlig transfer-koding end bevidste valg af filmmagerne.

Audio

DTS 5.1-lydsporet lægger ganske fint ud under en samtale mellem Per og hans søn, hvor samtlige højtalere tages godt i brug til at gengive trafik- og gadestøj, men herefter er der langt mellem de iørefaldende udnyttelser af surround-systemet. Dertil kommer, at flere replikker er svære at høre, hvilket dels skyldes mumlen (som i efterhånden alle danske film!), men som der bestemt ikke gøres noget for at kompensere for på lydsiden. Filmen indbyder dog heller ikke til et meget aktivt og aggressivt lydspor, så alt i alt præsenteres filmens lydside og filmmagernes intentioner fint nok.

Ekstramateriale

Udgivelsen indeholder desværre ikke noget ekstramateriale.

Kan man eje et mirakel?

I et efterår med ekstraordinært mange danske film i biografen er “Viceværten” nok en af dem, som mange vil springe over – hvis de da overhovedet opdager den. Men det vil være synd, for den fortjener at blive set!

Den 60-årige Per (Lars Mikkelsen) er en besk og bitter vicevært med en eks-junkie af en søn, to sølle venner og ondt i ryggen. En dag finder Per en smuk pige (Julie Zangenberg) liggende nærmest nøgen i en tom lejlighed. Pigen er stum, men hun smiler konstant og virker glad, selv mens han meget usympatisk forgriber sig på hende. Da Per opdager, at hans samvær med pigen har kureret hans rygsmerter, vil hans to venner, der ligeledes lider af diverse “gammelmandsskavanker”, også have en tur. Det får de – med forbedret helbred til følge. Og alt mens mirakelpigens ben og rygtet om hendes magiske evner spredes, begynder Per ganske langsomt at holde af hende og betragte hende som sin egen.

Umiddelbart lyder det som oplægget til halvanden time med fedtede, gamle mænd, der river Julie Zangenberg rundt. Det er det for så vidt også, men vi får det bare ikke rigtigt at se efter den første omgang. Den virker til gengæld meget voldsom i sin kontrast mellem den store, brutale Per og den uskyldige, passive pige. Og det forstærkes kun af filmens rå og håndholdte udtryk. Resten af filmens sexscener høres kun gennem væggen, og det er ikke nødvendigvis behageligt at være overladt til sin fantasi på den måde.

De etablerede navne på rollelisten, såsom Lars Mikkelsen, Nikolaj Kopernikus og Tommy Kenter, leverer de solide præstationer, man forventer af dem. Filmens store spørgsmålstegn er Julie Zangenberg. Kan hun udfylde en bærende rolle i en voksen film, og skal vi til at tage “Klatretøsen” alvorlig som skuespiller igen? Svaret er et tøvende ja. For i “Viceværten” har hun ingen replikker, og hun bevæger sig knap nok. Hun laver faktisk ikke meget andet end at smile og være nøgen. Det gør hun til gengæld ret godt – forstået på den måde, at hun formår at signalere en sødme og et nærvær gennem den tavse, passive facade, og det passer godt til filmens magiske realisme-tema. Der er måske lidt rigeligt “nu vil barnestjernen tages alvorligt, og se, hvad hun lader sig udsætte for!” over det, men som det eneste tilnærmelsesvis magiske element i en ellers meget socialrealistisk film, brænder hun igennem. Næste gang må hun dog gerne få et par replikker at arbejde med.

Nogle vil sikkert læse filmen som en grænseoverskridende kommentar til prostitution og handel med kvinder, fordi det nu engang er en ung kvinde, der så at sige bliver delt ud af. Men den centrale historie om Per ville også have fungeret, hvis det var hans stueplante, der havde magiske evner. Det ville bare ikke have fungeret lige så effektivt, fordi det er sværere for publikum at fatte sympati for en plante, og fordi Per så havde fremstået som skør, når han begyndte at nære følelser for den. Filmen handler mere om det, den stumme pige vækker til live i den usympatiske vicevært, og om hvorvidt man kan tillade sig at have ejerfornemmelser over for et mirakel, som alle kunne have gavn af at komme i kontakt med – også selvom det er ekstrem nærkontakt. Og hvis man deler ud af det, er man så automatisk et godt menneske?