Mere Pixar end Pixar

Med den banebrydende “Toy Story” udfordrede John Lasseter og Pixar i 1995 for alvor Disneys position som animationsfilmenes bannerfører. Samtidigt kickstartede de den computeranimerede spillefilmsindustri. “Toy Story” handler som bekendt om legetøjet på børneværelset og det, de laver, når ingen leger med dem. Her 17 år senere er meget af legetøjet på virkelighedens børneværelser udskiftet med digitale spillekonsoller og controllere, og Lasseter er blevet kreativ direktør for Disneys animationsafdeling. Derfor er det heller ikke uventet, at Disney nu har lavet en film om computerspil-figurer og det, de laver, når ingen spiller med dem. Man kunne have frygtet, at “Vilde Rolf” ville være en uinspireret opdatering af Pixar-klassikeren, men “Vilde Rolf” er helt sin egen – og en fest for legebørn i alle aldre.

Filmens hovedperson, Rolf, arbejder til daglig som skurk i det “Donkey Kong”-lignende arkadespil “Fix-Det Felix Jr.”. Hans job er at smadre en bygning, så spillets hovedperson, Fix-Det Felix Jr., kan reparere den igen. Efter fyraften, når spillearkaden er lukket, er Rolf med i en selvhjælpsgruppe, hvor han sammen med bl.a. spøgelset fra Pac-Man og Bowser fra “Super Mario”-spillene forsøger at forlige sig med den skurkerolle, han føler sig fanget i. Da “Fix-Det Felix Jr.”-spillet har 30-års jubilæum, holder beboerne fra spillets bygning en fest for deres helt, Felix, og giver ham en flot medalje. Og som spillets skurk er Rolf naturligvis ikke inviteret.

Rolf føler sig ikke værdsat, og det går ham så meget på, at han søger over i et af arkadens andre spil for at forsøge at vinde en medalje til sig selv. Han får fat i medaljen i et stærkt “Halo”-inspireret spil, men her er han som en elefant i en glasbutik, og hans klodsede facon gør, at han ikke kommer tilbage til sit eget spil igen. I stedet ender han i børnespillet “Sukkerchok”, hvor hele verden er lavet af slik! Her møder han den gæve pige Vanilje, som også føler sig udenfor i sin verden. Folkene bag filmen har tydeligvis haft det enormt sjovt med at finde på både filmens overordnede handling og alle dens små, indforståede jokes. Filmen sprutter af fortælleglæde og legesyge fra start til slut, og det smitter helt op på bagerste række i biografsalen.

Disney har købt retten til at bruge en enorm mængde figurer fra populære computerspil helt tilbage fra 1980’erne og frem til i dag. “Sukkerchok”-spillet er også proppet med velkendte slikprodukter, og Disneys investering har virkelig båret frugt. Der er blevet brugt mange kræfter på at kæle for detaljer og teksturer, især i “Sukkerchok”-universet. Her er kæmpeudgaver af softice, skumfiduser og bolsjestænger, der ser så indbydende ud, at spytkirtlerne kommer på overarbejde. Det var lige før, jeg fik lyst til at slå et smut forbi biografens slikbod efter filmen! Alt imens man så sidder der og morer sig over et gensyn med figurerne fra 80’er-puslespillet Q*bert eller en genial reference til en kort scene i “Troldmanden fra Oz”, får man serveret en underholdende historie med en solid morale om at elske sig selv som den, man nu engang er. Og selvom filmens sidste time er fyldt med sukker, glider det hele ned uden en kvalmende eftersmag af overdreven prædiken eller pædagogik.

Traditionen tro har figurerne i “Vilde Rolf” meget tilfælles med de amerikanske skuespillere, der oprindeligt lægger stemme til dem, og meget af det kan gå tabt i den danske version. Men Nikolaj Steen er god som Rolf, der originalt har stemme af John C. Reilly, og Christiane Schaumburg-Müller er faktisk helt forrygende som Vanilje, der på engelsk ikke bare får sin stemme fra, men faktisk er en miniudgave af Sarah Silverman. Det er fantastisk casting fra dansk side. Ligeledes må man tage hatten af for, at vores alle sammens “Troldspejlet”-vært, Jakob Stegelmann, også har en lille og utroligt velvalgt rolle!