Walesa – Håbets mand
Udgivet 10. jun 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Stort producerede film om ikoniske politikere er et evigt tilbagevendende fænomen i biograferne. Senest med “Mandela – Vejen til frihed” – og der er snak om en film om Martin Luther King til næste år. Idealet, som alle stræber efter, er Richard Attenboroughs geniale “Gandhi”, der, selv om den til tider har karakter af en helgenkåring, overlegent engagerer sit publikum. Samme engagement havde jeg betydeligt sværere ved at opdrive til “Walesa”.
Filmen er klar i mælet, når den skildrer Walesa som en autoritær og egenrådig mand med et imponerende ego. På den anden side gør den også tydeligt, hvorfor han af de grunde er så effektiv en leder. Nuancerne kommer særligt i spil i forholdet til konen, Danuta, der efterhånden får nok af at spille den opofrende hustru til en politiker, der, når han ikke sidder i fængsel, holder hof med modstandsbevægelsen i familiens lejlighed. Agnieszka Grochowska er imponerede subtil i rollen og kommunikerer hele karakterens følelsesverden i mimik og gestik. En af filmens bedste scener er, hvor Lech har inviteret et filmhold til at optage familien om morgenen. De konfronterer Danuta i køkkenet og udspørger hende om, hvordan det er at være gift med sådan en mand. I tre-fire sætninger får hun uden at sige det direkte kommunikeret præcis, hvor frustreret hun er.
Jeg var til gengæld uforbeholdent begejstret for det tidsbillede, filmen giver. Scenografen fortjener stor ros for den gennemførte og dybt troværdige skildring af 80’ernes Polen. Filmen bruger regelmæssigt arkivoptagelser fra perioden, og billedkvaliteten er det eneste, der afslører brugen af dem. Walesas lejlighed (med et ufrivilligt morsomt helteportræt af ham selv på væggen), politiets forhørslokaler samt den berømte port og mødelokalet på skibsværftet i Gdansk er alle så imponerende realiseret, at man lever sig fuldstændigt ind i filmens setting. En særlig fin pointe er, hvordan Walesas personlige forhold faktisk forbedres i takt med, at hans politiske situation forværres. Parret flytter i ny og større lejlighed, og de mangler ikke længere mad.
Jeg havde forventet mig mere af Wajda. Modsat “Mandela” har Wajda ikke valgt at lægge sig så kraftigt op af Attenboroughs efterhånden velprøvede skabelon. Resultatet er desværre det samme: En film, der hverken er god eller dårlig; to timers underholdning i den bløde mellemgruppe. Jeg skal ikke afvise, at et polsk publikum kan værdsætte detaljer og nuancer i filmen, som kommenterer på eller inviterer til debat af nyere polsk historie, men den er for (Kom)intern til mig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet