3D-linedans imellem de to tårne

Der er langt ned. 412 meter. Jeg balancerer på en line spændt ud imellem det, der en gang var kendt som World Trade Centers tvillingetårne i New York. Det er højdeskrækkeligt. Og imponerende brug af 3D. “The Walk” er effektfilm, når det giver bedst mening.

Hvad der også giver god mening, er at lave endnu en film om den franske galning/kunstner/gøgler Philippe Petit, der i 1974 ophøjede linedans til dumdristig kunst. “Man on Wire” gjorde det samme tilbage i 2008, hvor James Marsh dokumenterede den utrolige begivenhed så dygtigt, som det kan gøres. Så hvorfor gøre det igen? Marsh var der ikke. “Man on Wire” er sammensat af arkivklip og interview. Med Robert Zemeckis er man der. I det øjeblik, at Petit træder ud på den dirrende stålwire i det høje, så trådte jeg i linedanserens sted og kiggede 3D-ned. Wow, vildt og pulsforøgende for en som mig med højdeskræk.

Det er her, at “The Walk” udmærker sig. Også i forhold til “Man on Wire”. Og så rammer den en lignende rørt storhed, da den gale franskmands heist-kup lykkes. Det er smukt. Og jeg er ikke helt sikker på hvorfor. For som i den aktuelle “Everest”, hvor et hold for-sjov-bjergbestiger vil til tops, bare fordi de kan, så er der heller ikke noget fornuftsformål med Petits dans imellem tårnene. Men til forskel fra bjergbestigerne så gør gøglersjælen fra Paris det ikke (kun) for sin egen skyld. Han gør det for publikum. Og for kunsten. Han vil give verden noget, den aldrig har set før. Det lykkes han med. Det gør Petits bedrift stor og smuk at forvandle verdens største symbol for kontor og kapital til et helt andet K. For en dag blev World Trade Center forvandlet til kunst.

Selve hollywoodiseringen af franske Petit med venner er dog ikke helt så smidig som de lette trin på linen. Med Joseph Gordon-Lewitt i hovedrollen har man valgt den mest klodsede måde at få ham til at tale engelsk på. Man forsøger at forklare det. At han gerne vil øve sig på engelsk, hvorfor han beder alle omkring sig om også at tale engelsk. Utroværdigt. Ligesom den franske accent. Vælg et sprog, stå ved det og undlad de kluntede undskyldninger, der gør det modsatte af hensigten.

Her stopper Hollywood ikke. Det hele er gjort lidt mere dramatisk. Heist-turen ind og op i tårnet og kampen med at få spændt linen ud er tilsat en del mere politi og hjælpere med højdeskræk end i “Man on Wire”. På samme måde er Marsh’ beskrivelse af et hold ændret. I “Man on Wire” får holdet Petit op på linen, hvorefter sammenholdet brød sammen, fordi linedanseren havde oplevet noget, de andre ikke havde. I “The Walk” er der mere pænt parforhold imellem Petit og drømmepigen Annie og mere amerikanske ener, der forfølger sin drøm. Dog med hjælp, men ikke som en del af et hold. Det er amerikansk i bedste og værste forstand.