Underholdende undergang

Som en nyforvandlet zombie kommer tv-serien “The Walking Dead” stormende med udstrakte arme, der griber fat i os, rusker os og flænser vores nerver, indtil vi er parate til at skråle. Sagt med andre ord: Den første halvdel af føljetonens første årgang er en ren fornøjelse. Desværre har sæsonens anden halvdel mere tilfælles med en ældre, udmagret zombie, som langsomt løber tør for kræfter (i seriens tilfælde: gode ideer), mens de fordærvede organer visner. Ja, Frank Darabonts gyserserie er ujævn, men den har heldigvis flere forcer end fejl.

“The Walking Dead” er baseret på tegneserien af samme navn, som omhandler en gruppe mennesker, der kæmper for at overleve i et sønderknust og zombieinficeret USA. Umiddelbart lyder det måske mærkeligt, at en filmmager som Darabont skulle have lyst til at gå i krig med en tv-serie om de levende døde, da han primært er kendt for opløftende dramaer som “En verden udenfor” og “Den grønne mil”. Men Darabont har altid haft en forkærlighed for gysergenren – han stod bag “The Mist” og skrev manuskripterne til bl.a. Kenneth Branaghs “Frankenstein” og den tredje (og bedste) “A Nightmare on Elm Street”-film.

Darabont har altså erfaring på området, og det skinner især igennem i seriens pragtfulde pilotafsnit, “Days Gone By”, som Darabont både forfattede og instruerede. Efter en hektisk skudduel bliver sheriffen Rick Grimes alvorligt såret og ryger i koma. Da han vågner på hospitalet, er der ingen læger til stede, men til gengæld massevis af maltrakterede lig i gangene og grufulde brøl bag flere forseglede døre. En katastrofe er tydeligvis indtruffet, mens manden var bevidstløs.

Jovist, disse tidlige scener plagierer starten i den epokegørende “28 dage senere” (og ja, Danny Boyles zombiehit udkom før tv-seriens tegneserieforlæg), men Darabont kaster os direkte ud i det blodbesmurte kaos, således at vi øjeblikkeligt knytter os til Grimes. Smart træk. Sammen med sine kollegaer bag kameraet har Darabont også skabt en fuldstændig troværdig og stemningsfuld skildring af verdens undergang med oceaner af rådne lig, baldrede bygninger og forladte biler foran en endeløs og evigt mørk horisont. Statisternes zombie-makeup er også ækel og forfærdende, nøjagtig som den bør være, og selvom computereffekterne indimellem halter, så virker seriens verden vitterligt øde og forladt.

I en af pilotens scener, hvor en tårevædet Grimes konfronterer en døende zombie, bliver tragedien for alvor sat i relief, og det bliver til et forbavsende bevægende moment. Og heldigvis er der flere af den slags stærke øjeblikke senere i serien – såsom da en af de overlevende må acceptere en slægtnings transformation til zombie. Indimellem er der også kulsort humor i verdensklasse, som da Grimes smører sig ind i ildelugtende indvolde for at kunne passere de levende døde ubemærket. ”Han var en organdonor”, bemærker en af karaktererne om den lemlæstede zombie, som de har “høstet”. Herligt.

Sæsonen består af blot seks episoder, men ærlig talt formår ingen af de sidste fem afsnit at leve op til den blændende pilot. Mange af karaktererne er lige så anonyme som zombierne, og undervejs bliver Grimes’ ukuelige optimisme både trættende og utroværdig. De mere grovkornede bifigurer er mere interessante – såsom et par bissede bondeknolde, der spilles af Norman Reedus og Michael Rooker. Men d’herrer får for lidt spilletid, og der bliver heller ikke afsat nok tid til forholdet mellem Grimes og hans ven Shane, som begik alskens ugerninger, mens sheriffen lå i koma. Flere spændende handlingstråde som disse efterlades for ofte på manuskriptforfatternes sybord, og forhåbentlig formår Darabont og Co. at finde dem igen, før de for alvor går i flæsket på sæson 2.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Coveret hævder fejlagtigt, at afsnittene præsenteres i billedforholdet 2.35:1, men de præsenteres altså i 1.78:1 ligesom på tv. “The Walking Dead” ser skiftevis fantastisk og blot nogenlunde ud i HD. I mange af nærbillederne er detaljerigdommen slående, og billedet har ofte en tilpas mængde gryn, som giver serien et råt, men attraktivt look. Men indimellem lader det til, at man har forsøgt at reducere grynniveauet via støjreduktionsfiltre (DNR), og derfor er der flere skud, der virker flade og savner tekstur. Farverne er generelt kølige og nedtonede, men aldrig unaturlige, kontrasten er god, og glorier optræder meget sjældent.

Audio

Vi danskere er heldige, idet vi får en stribe DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor at gøre godt med, hvorimod den amerikanske udgivelse “blot” indeholder Dolby TrueHD 5.1-lydspor. Og den danske udgivelses lydspor udnytter samtlige kanaler – bare tjek de fabelagtige panoreringer i piloten, da politiet jager en gruppe kriminelle på landevejen. Desværre udnytter resten af afsnittene ikke kanalnetværket helt så effektivt. Baghøjtalerne leverer dog adskillige subtile atmosfærelyde – lige fra fjerne zombiebrøl til pludselige vindpust – der kun gør serien endnu mere gribende. Lydeffekterne leveres altid med den helt rette slagkraft – jeg tror aldrig, jeg har hørt skud lyde bedre i en tv-serie. Replikkerne er tydelige, og Bear McCrearys glimrende musik gengives krystalklart.

Ekstramateriale

Godt nok får vi nogle ekstra gode lydspor på den danske BD-udgivelse af “The Walking Dead”, men det er irriterende, at ingen af afsnittene er blevet inddelt i kapitler. Man bliver altså nødt til at spole, hvis man vil finde en bestemt scene.

Udgivelsen består af to skiver, og ekstramaterialet befinder sig på disk 2. Her er en stak (generelt ultrakorte) dokumentarer, som byder på både nogenlunde interviews og kedsommeligt rygklapperi. Der bliver talt om alt fra seriens makeup til forskellen på tv-serien og den oprindelige tegneserie. Bedre er en kort guide til at lave ens egen zombiemakeup og udvalgte uddrag fra Comic-Con, hvor flere af seriens bagmænd og skuespillere diskuterer føljetonen. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.