De slentrende døde

Den første sæson af “The Walking Dead” lagde ud med et brag af et åbningsafsnit – en uhyre intens og blodbesmurt affære, der både formåede at introducere seriens karakterer og deres zombiefyldte omgivelser uden nogensinde at slække grebet om speederen. Desværre dykkede seriens kvalitet løbende gennem sæsonens fem resterende episoder. Tempoet dalede, uhyggen ligeså, og til sidst var det ikke kun de frådende zombier, der savnede mere kød på karaktererne. Men seriens første årgang støbte trods alt en god grobund for en efterfølgende og potentielt overlegen sæson.

Den anden sæson af “The Walking Dead” kom dog allerede skidt fra start, før det første afsnit blev transmitteret, da seriens hovedproducer, Frank Darabont (manden bag seriens pragtfulde pilotafsnit samt nyklassikeren “En verden udenfor”), blev fyret forrige august, angiveligt fordi han havde brokket sig over planerne om at nedskære seriens budget og mindske brugen af zombier, idet tv-stationen AMC var træt af at betale for den makabre makeup. Man siger ofte, at kunst trives under restriktioner, men når man laver en tv-serie om et Amerika, der plages af de levende døde, virker det umiddelbart fjollet at spare penge på netop sminken. Jeg håbede på forhånd, at der blot var tale om løse rygter, men det viser sig desværre, at der var hold i Darabonts kritik.

Ligesom seriens første årgang kommer den anden af slagsen godt fra start. I det første afsnit, “What Lies Ahead” (den sidste episode, Darabont forfattede), støder vores få helte og heltinder på et ocean af efterladte biler, og gruppens efterfølgende møde med en horde af sultne zombier tirrer for alvor nerverne. Det er et spændende og begivenhedsrigt afsnit, der fornemt slår tonen an, men nøjagtig som i seriens første sæson daler kvaliteten efter den indledende episode. Uden at afsløre for meget så støder hovedpersonerne på en lille gård, hvor der bor nogle gavmilde mænd og kvinder. Farmen er en fredfyldt oase midt i et zombiefyldt helvede, så naturligvis har ingen lyst til at forlade stedet. Det gør de så heller ikke, og serien går prompte i stå.

Det er naturligvis helt i orden, at seriens bagmænd trækker i håndbremsen for at tvinge karaktererne ind under mikroskopet og gøre os klogere på dem, men desværre benytter forfatterne ikke tiden på netop dét. I stedet trasker personerne som regel formålsløst rundt og leverer den ene ensartede ”vi skal søreme passe på, at vi ikke mister vores menneskelighed, selvom verdenen er gået under”-svada efter den anden, og næsten hver eneste karakter reduceres til en lavmælt statist, der kun tager del i handlingen, når zombierne dukker op, og der bliver behov for endnu en revolvermand. De nye personligheder på gården gør heller ikke meget andet end at brokke sig over de nyankomne gæster. Det lader altså til, at Darabont havde ret, for farmen fremstår som et klokkeklart forsøg på at spare penge ved at bevare karaktererne ved én location.

Derudover er gruppens leder, ekssheriffen Rick Grimes, endnu mere enerverende, end han var i sæson 1. Ricks ukuelige positivitet er tit utroværdig og ofte direkte fjollet. I rollen har engelske Andrew Lincoln i øvrigt ikke kun ualmindeligt svært ved at tøjle Ricks texanske accent, han magter heller ikke at gengive den pinsel eller det pres, der plager ordenshåndhæveren. Lincolns skuespil er til tider en komisk opvisning i overteatralsk skuespil – han gynger hovedet vildt, bider ustandseligt i læberne, taler staccatoagtigt, kærtegner skægget og rynker konstant øjenbrynene som en mand, der udmærket er klar over, at han ikke evner naturtro skuespil, og som forsøger at maskere sine mangler med en nærmest manisk mimik.

Seriens klart mest interessante karakter er den hårdhudede redneck Daryl, der spilles af den brillante Norman Reedus, men han får sjældent megen tid i rampelyset – bortset fra i det ganske glimrende afsnit “Chupacabra”, som omsider dykker ordentligt ned i Daryls spændende fortid. Og sæsonen er langtfra nogen bundskraber, og der er vitterligt mange mindeværdige momenter, såsom da en enkelt sidefortælling når sin dramatiske og højst uventede konklusion til slut i episoden “Pretty Much Dead Already”. Det er et hjerteskærende øjeblik – ikke blot, fordi det er så følelsesladet, men også fordi det tydeligt illustrerer, hvor god “The Walking Dead” kunne have været, hvis den havde været mere målrettet og gennemtænkt.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Sæson 2 af “The Walking Dead” ser bedre ud i HD end sæson 1. Detaljerigdommen er tit direkte slående, og billedet har ofte en tilpas mængde gryn, som giver serien et råt, men attraktivt look, uden at billedsiden nogensinde bliver for snavset. Det var et genialt træk at skyde serien på 16mm-celluloid. Slørende støjreduktionsfiltre bruges heldigvis ekstremt sjældent, og farverne er generelt kølige og nedtonede, men aldrig unaturlige. Derudover er kontrasten god, og jeg bemærkede ingen glorier.

Audio

Skivernes DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor lyder lige så godt som dem, der fulgte med BD-udgivelsen af seriens første sæson. Når zombierne går til angreb, leverer kanalnetværket naturtro panoreringer og pludselige, velplacerede lydeffekter, der får nakkehårene til at krible. Derudover leverer baghøjtalerne adskillige subtile atmosfærelyde (lige fra fjerne zombiebrøl til pludselige vindpust), der kun gør serien endnu mere stemningsfuld og gribende. Lydeffekterne leveres i øvrigt altid med den helt rette slagkraft – jeg tror aldrig, jeg har hørt skud lyde bedre i en tv-serie. Replikkerne er tydelige, og Bear McCrearys glimrende musik gengives krystalklart.

Ekstramateriale

Desværre er her ingen af de kommentarspor, som følger med den udenlandske BD-udgivelse af sæsonen, men til gengæld er her 29 minutters slettede scener fra otte af sæsonens afsnit – deriblandt et spændende, sakset sideplot fra åbningsafsnittet “What Lies Ahead”. De fleste scener blev droppet med god grund, men fans vil formentlig sætte pris på disse saksede sekvenser. Derudover er her 11 korte dokumentarer, der tilsammen varer lidt over en time, og som gransker alt fra lydeffekterne og musikken til sminken og ensemblet. Her er faktisk flere interessante anekdoter (især gennemgangen af Bear McCrearys musik fascinerer), men indimellem bliver man træt af at høre filmmagerne og skuespillerne skamrose deres eget arbejde. Ekstramaterialet er utekstet og præsenteres i 1080p.