Der har de senere år været en udbredt tendens – særligt i Hollywood-regi – til at finde frem til hedengangne og for længst glemte tegneserier og give dem nyt liv på det store lærred. En af de seneste, men absolut ikke mindst kendte, er Alan Moore og Dave Gibbons’ fandenivoldske “Watchmen”, der så absolut gør sig godt i en audiovisuel version.

Det, der for alvor skubber handlingen i gang, er imidlertid rovmordet på en af tegneserieheltenes egne, Komikeren – en fordrukken superhelt, hvis tid åbenbart var kommet. Rygter om en dødsliste, hvor også andre superhelte figurerer, slipper ud, og særligt den maskeklædte Rorschach agerer retfærdighedssøgende detektiv i New Yorks regnvåde gader anno 1985. Stemningen er tung og undergangstruet, og det er vist hævet over enhver tvivl, at film noir som genre har været forbillede for filmens eller for den sags skyld fortællingens bagmænd. Det er de nu også sluppet ganske hæderligt af sted med.

Ikke desto mindre må “Watchmen” være førerhunden inden for sin genre. Den rummer alt, hvad en tegneseriefilmatisering må og bør. Romantik, action, komik og drama går fint hånd i hånd, og de mange delhistorier gør det for så vidt også. Det, der i virkeligheden gør filmen adskillelig fra de fleste af sin art, er imidlertid dens vovemod og knap så karikerede udgave af superhelte, som det ellers er kutyme. Her er både plads til gode og dårlige sider, til kriminelle handlinger og sågar til en enkelt voluminøs sexscene, der i øvrigt ganske stilistisk udfoldes til tonerne af Leonard Cohens “Hallelujah”.

“Watchmen” præsenteres i et imponerende skarpt filmlook, der er blottet for enhver form for edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger. Også farvetemperaturen er konsekvent og indbydende, mens kontrasten er stabil og stærkt betonet. Kort sagt et eminent transfer.

Lydsiden gør sig nu heller ikke mindre godt. Det engelsksprogede Dolby Digital True HD 5.1-lydspor er kræs for øregangene, og dialogen flyder tydeligt ud uden overstyringer. Underlægningsmusikken og de tidstypiske schlagere skaber stemning imellem de utallige distinkte effektlyde og vellykkede lydpanoreringer. Smukt.

At udgivelsen kommer fordelt på to skiver, lover i virkeligheden mere, end der holdes. På den ene skive er udelukkende filmen, mens den anden indeholder ekstramaterialet. Elleve små videodagbøger sætter fokus på karaktererne, kostumerne, locations, set design, tegneserieforfatteren Dave Gibbons og forholdet til den virkelige verden. En lille viral video foregiver at være et nyhedsindslag fra en amerikansk tv-station fra 1970 om Dr. Manhattan. “Real Superheroes: Real Vigilantes” går på femogtyve minutter i rette med superheltenes moral og selvtægtsudøvelse. Et andet indslag skamroser igennem interviews og klip fra filmen på amerikansk facon tegneserien, mens en ditto ser på brugen af videnskab og fysikkens love i en film, der i bund og grund er bundet op omkring skismet mellem humanisme og naturvidenskab. Udmærket, men mere kunne der nu godt have været plads til.

Tegneserienørdernes bibel… Den grafiske roman, der ikke kunne filmatiseres… Tegneseriernes svar på “Krig og fred”. Det skorter ikke på rosende ord af nærmest religiøs natur, når tegneseriefans omtaler Alan Moore og Dave Gibbons’ 23 år gamle superhelteepos “Watchmen”, og det er der også rigtig god grund til. Med dens dekonstruktivistiske syn på superheltegenren og en kompleks kriminalgåde som fortælleramme gav den hele tegneseriegenren et ordentligt los bagi.

Og så er det store spørgsmål selvfølgelig: Lykkedes det så? Til det kan man kun svare et stort, rungende både-og. “Watchmen” er – ligesom superheltene i den – kompleks, voldsom, betagende og fyldt med modsætninger. Det ene øjeblik udspiller der sig scener, som er så æstetisk overrumplende og filmisk geniale, at man sværger, man aldrig vil vaske sine øjne igen. Det næste øjeblik befinder man sig på Mars med en nøgen, blå mand, der lirer den ene åndssvage filosofiske betragtning af efter den anden, og man har pludselig lyst til at skure både øjne og ører med sæbe og vand.

Drabet på The Comedian er filmet med samme brug af slowmotion-effekter som i “300”, og Nat King Coles romantiske slager “Unforgetable” akkompagnerer ironisk den blodige og actionfyldte billedside. Den scene ville få selv Tarantino til at bøje sig i støvet af beundring. Men paradoksalt nok bliver den også symptomatisk for filmens problem – “Watchmen” kan simpelthen ikke holde niveauet og skøjter rundt mellem genialitet og makværk. Den komplekse og ellers yderst tankevækkende handling, der kæder opklaringen af mordet på The Comedian sammen med forhindringen af en forestående atomar udslettelse af menneskeheden, mister ofte fokus. Det havde givet filmen et gevaldigt løft, hvis Snyder havde turdet skære mere ind til benet og droppet de mange sidefortællinger.