Woman in Black, The
Udgivet 8. feb 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
“The Woman in Black” har allerede fået en masse opmærksomhed udelukkende på grund af sin hovedrolleindehaver: Daniel ‘Harry Potter’ Radcliffe. Dette er Radcliffes første hovedrolle, siden “Harry Potter”-sagaen sluttede, så forventningerne til filmen har været høje. Samtidig er det instruktøren James Watkins’ første værk siden debuten “Eden Lake”, der var en af de bedste horrorfilm, som denne anmelder (og horror-entusiast) nogensinde har set. Det kan være svært at følge op på en så glimrende debutfilm – også selvom selveste Harry Potter har hovedrollen.
“The Woman in Black” begynder langsomt og elegant. Hastværk er lastværk, som man siger, og dette ordsprog synes Watkins at have taget til sig. Måske har han endda taget det en smule for nært, for da den endelige kulmination omsider står for døren, mindes man om et andet ordsprog: Alt for lidt, alt for sent. Hermed ikke sagt, at filmen ikke er skræmmende indimellem, eller at Watkins ikke kender sine virkemidler. “Eden Lake” understregede, at han bestemt er én af Englands bedste filmskabere inden for gysergenren, men hvor han med “The Woman in Black” har forsøgt sig med en gyselig, gotisk horrorfilm, har han i stedet fået et meget gammeldags og gennemsnitligt mysterium ud af sine anstrengelser. Og ligegyldigt hvor gode mysterier kan være, er de kun sjældent uhyggelige, og det er “The Woman in Black” desværre heller ikke i lange perioder, selvom filmens hovedformål tydeligvis er at skræmme sine tilskuere fra sans og samling.
Når “The Woman in Black” indimellem skræmmer, gør den det dog med manér. Det er en film om sorg og spiritualisme, der tilmed byder på en nærmest perfekt indre konflikt i hovedpersonen. Her er en mand, der har været tæt på døden, men ved at overvære landsbyens mange tragedier sættes hans egen i et mindre sørgeligt relief. Det er ganske enkelt god historiefortælling, hvis fortjeneste dog nok må gives til Susan Hill, forfatteren bag forlægget. Men dette in mente er det ikke så underligt, at Daniel Radcliffe har valgt “The Woman in Black” som sin første større, seriøse rolle uden for “Harry Potter”-universet. Her får han nemlig rig lejlighed til at demonstrere, at han kan spille andet end den artige, unge troldmand.
Desværre formår “The Woman in Black” slet ikke at pirre nerverne og nakkehårene så meget, som den gerne vil. I stedet ender den med at fremstå som en noget altmodisch og træg gyser, der kun momentvis forskrækker. Hvis man derimod vil skræmmes fra vid og sans af gammeldame-spøgelser i faldefærdige huse, skal man i stedet se den ligesindede “Dead Silence” fra 2007, der er overbevisende uhyggelig på en måde, som “The Woman in Black” kun formår at stræbe efter at være.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet