Harry Potter og det mordlystne genfærd

“The Woman in Black” har allerede fået en masse opmærksomhed udelukkende på grund af sin hovedrolleindehaver: Daniel ‘Harry Potter’ Radcliffe. Dette er Radcliffes første hovedrolle, siden “Harry Potter”-sagaen sluttede, så forventningerne til filmen har været høje. Samtidig er det instruktøren James Watkins’ første værk siden debuten “Eden Lake”, der var en af de bedste horrorfilm, som denne anmelder (og horror-entusiast) nogensinde har set. Det kan være svært at følge op på en så glimrende debutfilm – også selvom selveste Harry Potter har hovedrollen.

Den forpinte Arthur Kipps (Radcliffe) har mistet sin hustru for mange år siden under fødslen af parrets barn. Siden den episode har hans liv været en evig kamp for at komme igennem hverdagen og samtidigt være et forbillede for sin nu 4-årige søn. Han er godt i gang med at miste sit arbejde som advokat, men han får en sidste chance af arbejdsgiveren: Arthur skal tage til en afsidesliggende landsby for at ordne de sidste papirer på vegne af en afdød kvinde, der boede i et gammelt hus uden for byen. Men der er noget underligt ved landsbyens beboere, der ikke fortæller den unge advokat, hvad der foregår, men i stedet opfører sig særdeles mistænkeligt. Deres opførsel forværres yderligere, efter Arthur får øje på en mærkværdig, sortklædt kvinde ved det forladte hus, hvorefter byens børn begynder at dø under mystiske omstændigheder.

“The Woman in Black” begynder langsomt og elegant. Hastværk er lastværk, som man siger, og dette ordsprog synes Watkins at have taget til sig. Måske har han endda taget det en smule for nært, for da den endelige kulmination omsider står for døren, mindes man om et andet ordsprog: Alt for lidt, alt for sent. Hermed ikke sagt, at filmen ikke er skræmmende indimellem, eller at Watkins ikke kender sine virkemidler. “Eden Lake” understregede, at han bestemt er én af Englands bedste filmskabere inden for gysergenren, men hvor han med “The Woman in Black” har forsøgt sig med en gyselig, gotisk horrorfilm, har han i stedet fået et meget gammeldags og gennemsnitligt mysterium ud af sine anstrengelser. Og ligegyldigt hvor gode mysterier kan være, er de kun sjældent uhyggelige, og det er “The Woman in Black” desværre heller ikke i lange perioder, selvom filmens hovedformål tydeligvis er at skræmme sine tilskuere fra sans og samling.

Det er dog ikke ensbetydende med, at “The Woman in Black” aldrig formår at chokere os, men desværre tyer filmen alt for ofte til billige chokeffekter i form af slagkraftige lydeffekter. Eksempelvis bliver beskidt vand fra hanerne markeret med en pludselig lyd (for beskidt vand i gamle vandhaner er åbenbart vanvittigt uhyggeligt), og en uventet hånd på en rude bliver akkompagneret af præcis samme brag på lydsiden. Undertegnede har svært ved at tro, at disse lydeffekter stadig virker på et publikum, der efterhånden må være vant til lidt af hvert.

Når “The Woman in Black” indimellem skræmmer, gør den det dog med manér. Det er en film om sorg og spiritualisme, der tilmed byder på en nærmest perfekt indre konflikt i hovedpersonen. Her er en mand, der har været tæt på døden, men ved at overvære landsbyens mange tragedier sættes hans egen i et mindre sørgeligt relief. Det er ganske enkelt god historiefortælling, hvis fortjeneste dog nok må gives til Susan Hill, forfatteren bag forlægget. Men dette in mente er det ikke så underligt, at Daniel Radcliffe har valgt “The Woman in Black” som sin første større, seriøse rolle uden for “Harry Potter”-universet. Her får han nemlig rig lejlighed til at demonstrere, at han kan spille andet end den artige, unge troldmand.