Kvinde i krig

’Over gennemsnittet’. Sådan beskriver Steve Trevor sig selv, da Diana Prince spørger, om han er repræsentativ for mandekønnet. Sådan vil jeg også beskrive “Wonder Woman”. For solo-forhistorien om amazon-krigerinden er uden tvivl over gennemsnittet. Og både Batman og Superman må nok også indse, at det er den bedste i DCEU-regi.

For “Dawn of Justice” havde som den hidtil bedste i det nye DC-univers ikke den helstøbte sammenhæng, som den her skabelses-beretning har. Det handler om, hvordan Diana blev til Wonder Woman. Hvordan hun flyttede hjemmefra. Fra den beskyttede kvinde-ø, Themysciras, til menneskets voksne og mandsdominerede verden hærget af 1. verdenskrig for 100 år siden. Og så handler det om blikket. Om at give kvinden i treenigheden imellem Batman og Superman sin egen historie, som Bruce Wayne og Clark Kent så mange gange har fået det. Hvordan er den historie så?

I sammenligning med Lex Luthors filosofiske og knudrede tale om mennesker og guder, da Batman skulle bekæmpe Superman, så er “Wonder Woman” en børnebog. Tyskerne er de onde, briterne er de gode – og krigen stopper, når krigsguden Ares er blevet besejret. På den måde er “Wonder Woman” som sin hovedperson, inden hun flytter hjemmefra. Naiv. For Den store krig er måske verdenshistoriens mest komplekse, der ikke bare kan reduceres til de onde imod de gode. Det forsøger Steve Trevor tiltrængt at forklare superhelten – verdens ondskab skyldes ikke altid bare endnu en superskurk.

Det finder “Wonder Woman” heldigvis langsomt ud af. Den bliver voksen sammen med Gal Gadot i titelrollen, som møder magtfuldkomne generaler på begge sider, imens soldaterne hjemvendt fra krig har mistet arme og ben. Hvorfor gør mennesker det her imod hinanden? Det er den fremmedes blik på vores verden. Som Superman, der kigger på udefra. Men også kvindens blik på mandens krigeriske verden. Er de værd at redde, de stakkels, krigende mænd? Det er spørgsmålet.

Men der er ikke kun spørgsmål. Også handling. Fedest da Wonder Woman træder op af skyttegraven direkte imod tyskerne, som skyder med alt det, de har. Her mødes historiebogen med tegneseriehæftet. Tyskernes kugler fra maskingeværet møder heltindens skjold. Det ser fedt ud. Gal Gadot er som skabt til at møde orange-gylden ild i grå-blå slow motion a la DC. Og det er et fedt mash-up, som da Professor X og Magneto kæmpede på hver sin side af Cuba-krisen i “X-Men: First Class”.