World’s End, The
Udgivet 14. nov 2013 | Af: paideia | Set i biografen
Jeg har altid været draget af filmtrilogier – lige fra Kieslowskis “Tre farver” til “Ringenes herre”. Ikke mindst i de endeløse diskussioner af, hvilken film i serien der er den bedste. Det kan diskuteres, om “Imperiet slår igen” virkelig på alle punkter er bedre end de to andre “Star Wars”-film (ja, selvfølgelig!), om “The Matrix Reloaded” har nogen positive kvaliteter (egentlig ikke) og om Blade er sejere i første eller anden del af trilogien (who cares…?). Der vil utvivlsomt være lige så lange og ophidsede diskussioner om Edgar Wright og Simon Peggs Cornetto-trilogi (der også kaldes “Tre smagsvarianter” som reference til Kieslowski). Det vil dog være detaljerne, der gør forskellen, for “The World’s End” lægger sig fint i sporet fra de to foregående film – “Shaun of the Dead” og “Hot Fuzz”.
Gary overtaler med mere eller mindre acceptable midler sine fire venner til at mødes i barndomsbyen for én gang for alle at gennemføre den (i Garys hoved) legendariske pubcrawl. På én aften skal de besøge 12 pubs med afslutning i pubben med det passende navn, The World’s End. I starten går det godt, men efterhånden går det op for vennerne, at Gary har løjet for dem, og at byen tilsyneladende er blevet overtaget af aliens. Hvilken, der er værst af de to onder, bruger gruppen en del tid på at diskutere…
Filmen er fyldt med satiriske samfundskommentarer om livet i provinsen, den gradvise konvertering af lokale værtshuse til kædeejede konceptpubber, der alle ligner hinanden. Det er underholdende og godt forløst, men i filmens klimaks kammer det lige nøjagtigt over og bliver desværre for velment og kluntet. Det er så meget desto mere synd, da den pågældende scene bæres af Bill Nighy, der er en af mine personlige favoritter. Det reddes dog for mig med en vidunderligt grotesk slutning, der uden tvivl vil vække begejstring hos fans af makkerparrets tidligere samarbejder.
Jeg vil afholde mig fra at rangordne “The World’s End” i forhold til de to andre film i trilogien, men blot bemærke, at jeg var godt underholdt. På alle måder anser jeg den for at være en fuldgyldig del af serien. Verdens undergang er bare bedre i selskab med gode komikere, som “This is the End” også beviste. Om I så foretrækker Simon Pegg eller James Franco som selskab på den yderste dag, vil jeg lade være op til jer selv at afgøre.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet