YSL – L’amour fou
Udgivet 19. jan 2011 | Af: Benway | Set i biografen
”Hvorfor er det vigtigt at skabe mode? Fordi det bringer glæde. Folk bliver glade for at gå i tøj, der gør, de føler sig godt tilpas.” Der er en bitter ironi i Yves Saint Laurents udsagn, hvis liv var tilegnet til at skabe netop det tøj, men som dog aldrig lod til at få mere end en kortvarig glæde ud af den.
Beretningen starter brat med Laurent, der i 2002 bekendtgør, at han trækker sig fra modebranchen og uden omsvøb beskriver sit forbrug af sprut og narkotika, som han søgte til for et værn mod depressionen. Herefter drejer vi uret tilbage til 1957, hvor Laurent er en kejtet og genert ung mand, som ikke desto mindre er i besiddelse af et indiskutabelt talent for mode og design. Da Christian Dior pludseligt dør, sættes Laurent til at lede Dior-huset i en alder af blot 21 år. Den lynhurtige forfremmelse er overvældende, og Laurents talent sikrer Diors fortsatte prestige, men samtidig eliminerer den effektivt Laurents ungdomsår. Han går mere eller mindre direkte fra teenager til ansvarsfuld voksen uden de dannende år med skødesløse eksperimenter, som de fleste af os tager for givet. På mange måder er det et afsavn, der kommer til at forfølge ham resten af livet.
Det bliver imidlertid også et problem for fortællingen, der kun via et par enkelte sekvenser viser Laurent i fuld vigør og ellers resten af tiden er nødt til at holde sig til de talende hoveder, som plaprer løs. Resultatet af Laurnents anstrengelser – hans kunstneriske side – nævnes knap nok, og i stedet er al fokus lagt på hans sjæleliv og samliv med Bergé.
Det bliver problematisk, eftersom filmen stort set udelukkende præsenterer Pierre Bergés sandsynligvis temmelig censurerede udgave af begivenhederne. Dermed bliver den også et portræt af en mand, som måske nok led en del kvaler, men som alligevel forbliver en fjern, reserveret og i bund og grund lettere kedelig skikkelse. Jeg tvivler på, at man kan opnå en position som Yves Saint Laurents uden også at skabe en del fjender, turmult og bitre opgør, men hvor er de henne i filmen? Og hvad med rygterne om det kølige forhold til Lagerfeld, der for nyligt selv var hovedperson i sin egen dokumentar?
Mest trist bliver filmen, da vi minutiøst kigger på det mausoleum af objekter, som Laurent omgav sig af, mens han hensygnede kastede sin opmærksomhed på dyrt nips i stedet for mennesker. Deri gemmer der sig en virkelig tragisk historie, men den bliver beklageligvis ikke fortalt i denne omgang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet