CyberWarGames 101

’Jeg har en søn. Han er ti år gammel. Han har computere. Han er så god med de computere. Det er utroligt.' Det er Donald Trumps ord. De stammer fra en af valgkampens debatter. Emnet er cyberkrigsførelse og -sikkerhed. Det var i hvert fald den vej spørgsmålet pegede. Svaret – knapt så meget. Trumps forvirrende ordfumleri pressede sig flere gange på i min erindring, mens jeg så Alex Gibneys “Zero Days” om den amerikansk skabte Stuxnet-virus, der blev designet til at bringe Irans atomprogram i knæ. Et glimrende sted at starte for præsidenten og os andre novicer, der ikke aner en brik om de kampe, som udspiller sig ved verdens nye, digitale frontlinjer.

Hvis der er én ting, man alting kan være sikker på at få ud af en Alex Gibney-dokumentar, så er det nemlig oplysning. Grundig. Omfattende. Af og til tæt på overvældende overlæsset. Det ser dog sort ud for oplysningen i starten af “Zero Days”. En mørk silhuet af et talking head i profil taler med forvrænget stemme i dunkle, poetiske vendinger om at vandre på mørke stier. Dernæst følger en kavalkade af fuldt oplyste snakkehoveder, der alle siger variationer af det samme: Ingen kommentar. Når talen falder på Stuxnet, er alt mørkelagt. Heldigvis er det Gibney, der er på sagen.

Graveren Gibney har et usædvanligt skarpt øje for lyssky aktiviteter. Spørg bare Julian Assange, Lance Armstrong eller Scientology. Med sin sobre, nøgterne og – ærligt talt – lidt kedelige stil udreder Gibney gang på gang beskidte net af løgne og hemmeligheder. I “Zero Days” er det den amerikanske stat, der skal holdes til ansvar for sine ugerninger. For er det overhovedet forsvarligt at angribe et iransk atomværk med en kode, der smadrer dets atomcentrifuger? En krigshandling uden krigserklæring. Og hvilke konsekvenser kan det få, at USA nu har bragt en ny type våben i spil? Som den tidligere chef for CIA og NSA, Michael Hayden, siger: Når USA foretager sig noget, bliver det den nye standard. Andre lande vil føle sig berettigede til at gøre det samme.

Der er meget at blive klog på i “Zero Days”. Den historiske baggrund for Obamas atomaftale med Iran, som Trump nu tordner mod. De tekniske aspekter ved berigelsen af uran. Hvordan en computervirus skrives, spredes og opdages. De politiske, etiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser af cyberkrig. Infomation og refleksion kommer i samme ustoppelige strøm som actionsekvenserne i “Mad Max: Fury Road”. Konstant. Ubønhørligt. Og det bliver i sidste ende en anelse monotont. Desværre.

Det hjælper heller ikke, at det er notorisk svært at sætte billeder på computerkoder, malware og cyberangreb. Her rækker Gibneys fantasi ikke længere end til billeder af blinkende servere, bunkevis af tykke kabler og rækker af ulæselige koder, der glider ned over lærredet. Et bedaget opkog af billeder fra film som “Wargames” og “The Matrix”. Det bidrager ikke synderligt til forståelsen af de komplicerede sager.