Film er ikke kun store oplevelser for publikum. Film er også politik og benhård interessekamp. Et af de filmmennesker, der er et levende bevis på det, er Kim Pedersen. ”Hvem?” – tænker du måske. Kim Pedersen er formand for brancheforeningen Danske Biografer, der er en organisation til varetagelse af de danske biografers interesser. Ikke dansk films interesser i bred forstand – kun biografernes.
Det er Kim Pedersen suverænt dygtig til – han er debattør og lobbyist af højeste kaliber. Fredsmægler i Mellemøsten eller blot nuanceret mægler i den danske filmdebat derimod? Dét bliver han næppe nogensinde.
Begge dele kunne man opleve eksempler på i denne uge, efter at Det Danske Filminstitut aflagde sin rapport fra det politisk nedsatte Filmpolitisk Forum. Ganske harmløst havde de fået til opgave at undersøge om: ”…den offentlige støtte til film i højere grad (bør) understøtte udviklingen af nye finansieringsformer og kommercielle forretningsmodeller, der motiverer filmindustrien til at udvikle og deltage i de nye digitale platforme for indholdsdistribution”.
Og ja, det konkluderes, at man bør kigge på at inkludere de digitale platforme i fremtidens forretningsmodeller for film. Jeg læser en behersket både og-løsning. Men det gør Danske Biografer ikke, de læser bål, brand og biograflukninger!
De kan nemlig belære os alle om, at: ”Spillefilm er produceret med henblik på visning på biografernes store lærred. Det er jo netop den detalje, som retfærdiggør, at der bliver brugt oceaner af tid og store summer penge på selve spillefilmsproduktionen. Der bliver benyttet en helt særlig billedkomposition, og udstyret, som benyttes, er meget dyrt og meget avanceret. I modsætning til tv-film, som produceres i hu og hast for billige penge…”.
Jeg behøver vel ikke sige mere end: “Game of Thrones”, “House of Cards” og “Mit liv med Liberace” (Cannes-deltageren blev lavet som tv-film for HBO)? Derudover kan jeg berolige med, at vi er mange, der sagtens kan rumme en mangfoldig distributionsform. Jeg går selv gerne i den store 3D-sal fredag aften for at se “Gravity”, mens lørdag tilbringes i toget med en tablet, hvorfra “Orange Is the New Black” streames, og endelig tilbringes søndagen på sofaen, hvor “Viceværten” genses på dvd.
Netop en dansk film som “Viceværten” var ikke voldsomt dyr eller teknisk svær at lave, og så var den ikke til at opdrive hos en af Kim Pedersens arbejdsgivere blot få uger efter premieren. Biograferne er det vigtigste led i filmfødekæden, men lidt flere nuancer i debatten og “Viceværten” på en streamingtjeneste fire uger efter biografpremieren er ikke en trussel imod fremtidens film. Det er en mulighed – også for Kim Pedersen og Danske Biografer.
Hvad mener du?
#41 Kim Pedersen 11 år siden
Vendingen 'de hundedyre spillefilm' ekskluderer bestemt ikke de kunstneriske film. Tværtimod.
Der er ingen naturlov, der fortæller kunstneriske film ikke kan være hundedyre.
Hvis en kunstnerisk film har 1 million kroner i privatkapital ude at svømme, ud af et budget på 15 millioner kroner og filmen kun har indtægter for 50.000 kroner, vil de fleste nok betegne filmen som hundedyr. Underskuddet er i al fald signifikant.
Dét er (også) problematikken!
Uanset hvor lille en kunstnerisk film der er tale om, vil der altid være privatkapital i klemme.
Privatkapital som jo gerne skulle forrentes.
Staten fuldfinansierer jo ikke de kunstneriske film, så også på disse film betyder indtægterne noget.
Staten støttede sidste år de danske film med gennemsnitligt sølle 37,2 % af filmenes omkostninger, så er der et stort gab, som kun kan betales gennem indtægter.
De kunstneriske film kan derfor ikke undtages af en økonomisk betragtning og det er selvfølgelig også de kunstneriske film, som har størst økonomiske problemer.
Problemer der bestemt ikke vil blive løst af samtidig eller hurtigt udsendelse på de nye digitale medier.
Med venlig hilsen
Kim Pedersen