Film er ikke kun store oplevelser for publikum. Film er også politik og benhård interessekamp. Et af de filmmennesker, der er et levende bevis på det, er Kim Pedersen. ”Hvem?” – tænker du måske. Kim Pedersen er formand for brancheforeningen Danske Biografer, der er en organisation til varetagelse af de danske biografers interesser. Ikke dansk films interesser i bred forstand – kun biografernes.
Det er Kim Pedersen suverænt dygtig til – han er debattør og lobbyist af højeste kaliber. Fredsmægler i Mellemøsten eller blot nuanceret mægler i den danske filmdebat derimod? Dét bliver han næppe nogensinde.
Begge dele kunne man opleve eksempler på i denne uge, efter at Det Danske Filminstitut aflagde sin rapport fra det politisk nedsatte Filmpolitisk Forum. Ganske harmløst havde de fået til opgave at undersøge om: ”…den offentlige støtte til film i højere grad (bør) understøtte udviklingen af nye finansieringsformer og kommercielle forretningsmodeller, der motiverer filmindustrien til at udvikle og deltage i de nye digitale platforme for indholdsdistribution”.
Og ja, det konkluderes, at man bør kigge på at inkludere de digitale platforme i fremtidens forretningsmodeller for film. Jeg læser en behersket både og-løsning. Men det gør Danske Biografer ikke, de læser bål, brand og biograflukninger!
De kan nemlig belære os alle om, at: ”Spillefilm er produceret med henblik på visning på biografernes store lærred. Det er jo netop den detalje, som retfærdiggør, at der bliver brugt oceaner af tid og store summer penge på selve spillefilmsproduktionen. Der bliver benyttet en helt særlig billedkomposition, og udstyret, som benyttes, er meget dyrt og meget avanceret. I modsætning til tv-film, som produceres i hu og hast for billige penge…”.
Jeg behøver vel ikke sige mere end: “Game of Thrones”, “House of Cards” og “Mit liv med Liberace” (Cannes-deltageren blev lavet som tv-film for HBO)? Derudover kan jeg berolige med, at vi er mange, der sagtens kan rumme en mangfoldig distributionsform. Jeg går selv gerne i den store 3D-sal fredag aften for at se “Gravity”, mens lørdag tilbringes i toget med en tablet, hvorfra “Orange Is the New Black” streames, og endelig tilbringes søndagen på sofaen, hvor “Viceværten” genses på dvd.
Netop en dansk film som “Viceværten” var ikke voldsomt dyr eller teknisk svær at lave, og så var den ikke til at opdrive hos en af Kim Pedersens arbejdsgivere blot få uger efter premieren. Biograferne er det vigtigste led i filmfødekæden, men lidt flere nuancer i debatten og “Viceværten” på en streamingtjeneste fire uger efter biografpremieren er ikke en trussel imod fremtidens film. Det er en mulighed – også for Kim Pedersen og Danske Biografer.
Hvad mener du?
#1 moulder666 10 år siden
De skal ikke bilde mig ind, at det tager et halvt år at gøre sådan en film tilgængelig via en eller anden form for streaming-tjeneste - og så forstår jeg ikke, at de ikke vil tjene noget ekstra på den ekstra opmærksomhed en film normalt har ved launch.
#2 Doom 2: Hell on Earth 10 år siden
Efter at jeg har fået mit nye Samsung 65" 8-serie, som man jo nærmest får kastet i nakken i sammenligning med for blot 5 år siden, kombineret med udenlandsk Netflix, så er min biotrang stort set forduftet. Udvalgtet af nye(re) og gamle film er så fornuftigt, at man altid kan finde noget at se. Der ligger allerede en håndfuld større film fra 2013 på Netflix. Og uanede mængder fra 2011-2012. Og udvalget bliver næppe mindre i fremtiden, ligesom filmene vil komme hurtigere efter premiere.
Der vil stadig være plads til den helt store luksus biografoplevelse som Imperial og de største sale i CinemaxX og Kinopalæet byder på, og dét vil man vælge, når ting som Gravity 3D, Hobbitten og Star Wars lander. Derfor vil der vedblive at være et marked for de helt store 1-sals biografer, og de vil også kunne tage en høj billetpris.
Men ellers vil man blive hjemme i sin hjemmebio med sit Netto-indkøbte slik, sit hjemmebag, og sin sidemand med slukket mobil, der ikke knevrer op under filmen - eller modat netop kan gøre det, som vi nu ønsker - og sin egen tissepause, så man ikke er nødt til at gå ud os pisse midt i det, som biograferne er for tidsnærrige til at splitte og i den toakts helaftensfilm det egentlig er*.
En bio som Palads spår jeg død med en rose i røven indenfor en håndfuld år. Hvis ikke den egentlig allerede er smadret af perkervælde. Jeg har ikke været derinde i 5-7 år.
Jeg var for nylig ved at søge et lederjob i Falkoner Bio, da det passede perfekt på min erfaring og min filminteresse. Men jeg havde simpelthen ikke troen på den biografs levedygtighed. Og jeg gad ikke starte i en stilling, hvis jeg fandt det op ad bakke.
(* Jeg kan faktisk ikke huske, sidst jeg så en film i bio med pause, til trods for at de fleste store actionbrag rammer 2½ timer. I 80'erne var en normal film 1½ time, mens en helaftensfilm var 2½ timer og splittet op).
#3 goodspeed23 10 år siden
Begge dele bør jo nyde godt af hinanden i forhold til at tilfredsstille kundernes ønsker, det er trods alt det det i sidste ende handler om.
#4 Slettet Bruger [4240117366] 10 år siden
Jeg synes bestemt, at man bør udgive sådanne film så hurtigt som overhovedet muligt, efter de er gået i biffen og er man bange for indtjening, kan man jo bare leje dem ud i et halvt års tid, indtil de kommer på hjemmemarkedet.
Jeg tror til gengæld, at biograferne i dén grad har behov for at lave noget, som man ikke kan se hjemme, netop pga. de muligheder, man har for at rocke en hjemmebiograf i dag. Hvorfor har vi fx. ikke en IMAX-biograf eller tilsvarende i København, som ikke er Planetariet?
De mindre biografer, som fx. Grand, tror jeg bestemt vil blive ved med at leve, fordi de taler til et meget specifikt publikum, men de mindre mainstreambiografer, vil ganske sikkert få det svært, især biografer som Palads, hvor nogle sale er noget frygteligt bras.
De har seks sale, hvor der er plads til cirka 50-60 mennesker - oplevelsen i disse sale er langt dårligere, end oplevelsen, jeg kan få der hjemme og det koster 70 kr. for en billet, hvilket er halvdelen af hvad en ny blu-ray koster på Amazon. Det er ganske enkelt ikke pengene værd.
#5 Lord Beef Jerky 10 år siden
#6 Michael Andersen 10 år siden
Det er fordi pause var et produkt af tiden med filmruller. Pga. pladsmangel blev lange film fordelt på flere ruller. I dag hvor filmene kører digitalt skal der af gode grunde ikke skiftes rulle undervejs.
#7 steadi07 10 år siden
Det er lidt underholdende at opleve det de første par gange, men når man fra Danmark havde vænnet sig til at se filmen ud i et, så kan det godt opleves som irriterende.
#8 Kim Pedersen 10 år siden
Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer – 7/12/2013
Det er korrekt ovenstående er formand for Danske Biografer. Det er ligeledes korrekt, at det er biografers tarv som skal tækkes, men i den verserende diskussion er det i ligeså høj grad spillefilmen, som institution, der forsøges forsvaret.
Spillefilm og biografer hænger nemlig uløseligt sammen. Det er nok de færreste der vil være tilfredse med blot at kigge på biografernes hvide lærred, hvorfor spillefilmen har foreningens udelte interesse.
Brancheforeningen Danske Biografer er bestemt ikke uenige i Filmz’ overskrift. Men det kræver biografer og streaming kan leve i fredelig sameksistens.
De nye digitale medier har bragt spillefilmsbranchens økonomi i frit fald. Tidligere kunne forbrugerne købe en dvd for 179,- kroner. Nu kan forbrugeren få adgang til tusindvis af film for kr. 79,- pr. måned.
Det siger sig selv, at denne prissætning ikke kan betale de hundedyre spillefilm.
Årsagen til der for nuværende råbes vagt i gevær, er de underliggende agendaer DFI og filminstruktørerne har i denne sag. Det handler ikke blot om ”Viceværten”, som kom ud med et gigantisk underskud for filmproducenten. Et underskud, de digitale medier, med deres lave prissætning, aldrig ville kunne redde. I øvrigt viser erfaringen, at hvis forbrugerne ikke vil betale for at se en film i biograferne, vil de heller ikke betale for at se dem på de efterfølgende platforme. Forbrugerne viser først interesse for en filmflop, i selv samme øjeblik den kan ses ’gratis’ på DR eller TV2. Og det hjælper jo ikke så meget på en films økonomi.
Det skal i parentes bemærke, at ”Viceværten”, iflg. de aftaler biograferne har med deres juridiske modpart – distributørerne - sagtens kunne være blevet udsendt tre måneder efter biografpremieren. Biograferne udviser nemlig enorm fleksibilitet. Det benyttede filmens producent og distributør sig dog ikke af. Tværtimod. Filmen blev først udsendt på de digitale medier efter fire måneder. Men det var alene producenten og distributørens afgørelse.
Af økonomiske årsager kan der nemlig være fornuft i, at give en film længst mulig afstand til f.eks. dårlig omtale og dårlige anmeldelser. ”Magi i luften” kunne være blevet udsendt på dvd og vod efter 2½ måned, men producenten og distributøren valgte at vente hele 8 måneder(!)
Og så er der nogen der kalder biograferne ufleksible.
Amerikanske undersøgelser har i øvrigt vist, at i selv samme øjeblik forbrugeren får et diffust indtryk af biografvinduets længde, går det ud over mellem- og de små film i biograferne. Forbrugeren siger simpelthen: ”Vi venter med at se disse film, når vi alligevel kan se filmene om kort tid til spotpris i hjemmet”. Og en ond cirkel er dermed påbegyndt, som i sidste ende vil vanskeliggøre biografernes drift.
Bag Det Danske Filminstituts forholdsvis afdæmpede konklusion i rapporten, gemmer sig dog en helt anden og farlig agenda, både for biograferne, men så sandelig også for spillefilmen.
Når Henrik Bo Nielsen udtaler til Weekendavisen den 29. november: ”Måske kunne man lave et system, hvor folk kunne sidde derhjemme og se nye film for 110 kroner i stedet for at bevæge sig i biografen,” er vi tættere på DFI’s agenda. Og den bekymrer mig. Både på biografernes og spillefilmens vegne.
Udover DFI slet ikke kan fastsætte udbudsprisen på de digitale medier - det er i strid med konkurrencelovgivningen – så er udmeldingen vist ganske klar.
Problemet er blot, at kommerciel biografdrift ikke kan lade sig gøre, hvis forbrugeren får valget mellem at se filmen hjemme i sofaen eller i biografen. Det viser alle undersøgelser. Og man kan jo også blot spørge sig selv, hvorfor biografernes ikke længere viser re-premierer. Re-premierer stod, indtil videoens fremkomst, for 30% af biografernes omsætning. Video dræbte re-premieren, ligesom vod og steaming har dræbt blockbuster.
I artiklen nævnes ”Game of Thrones”, ”House of Cards” og ”Mit liv med Liberace”.
Enhver forretning har engang imellem brug for et slagnummer. Men ser supermarkeder sælge mælk, som et slagtilbud, med stort tab for supermarkedet som følge heraf. Det gælder også for Netflix, HBO og TV. Men de kan så sandelig ikke bruges på eksempler på nogen som helst fremtid. De bruges kun til at lokke forbrugeren til forretningen, som så forhåbentlig bliver hængende.
Overfor disse beskedne tre tv-serier/tv-film står hundredevis af spillefilm i biograferne, som både har genereret langt, langt større indtægter, flere tilskuere og mere presseomtale.
Biograferne ’føder’ så at sige en spillefilms succes på det efterfølgende platforme.
Spillefilm, som kun kan lade sig gøre at producere pga. den store indtægt biograferne generere og som det, i den fremtid DFI og de danske filminstruktører skitserer, ikke vil være mulige.
I kommentarfeltet mener ”DocDoom” at biograferne næppe vil overleve. ”DocDoom” skal dog ikke tro det bliver i en verden alt andet lige. Årsagen til man kan nyde spillefilm på stuealteret lige nu, er fordi biograferne lever og lever i bedste velgående. Hvis biograferne ikke fandtes ville streaming og vod ikke kunne betale produktionen af spillefilm. Film, som de allerdyreste blockbusters, ville øjeblikkeligt dø, men film som ”Der untergang”, ”Black Swan”, ”Kongens store tale” og ”The Artist” ville ej heller kunne produceres.
3-4 måneder eksklusivt biografvindue er en meget lille pris for at bevare biograferne, men først og fremmest spillefilmene.
#9 Hive 10 år siden
Så kort sagt: streaming har, i hvert fald for mig, en positiv påvirkning på mit antal biografbesøg.
#10 lassep 10 år siden
En biograf som palads med mange små sale burde afskaffes. Filmoplevelsen i små sale er dårligere end ved de fleste nye tv.
Så mantraet "film skal ses i biografen" skal nok ændres til "nogle film skal ses i biografen, resten kan fint ses hjemme."
For ikke nok med det er skide dyrt at købe en billet til en biofilm, det er også alt alt for dyrt at købe slik og sodavand.
2 personer i biografen med slik og sodavand til f.eks. hobbitten koster mere end 6 måneders netflix.