“Scream 5” får samme titel som Wes Cravens original fra 1996.
Der var “Scream”, “Scream 2”, “Scream 3” og “Scream 4” – nu kommer den femte film med titlen “Scream”. Kun “Scream”.
Dermed benytter “Scream”-franchisen samme reboot-strategi i forhold til titlen, som gyserfans senest så det med “Halloween”-serien, hvor den nye film også blev opkaldt efter originalen.
Det er den originale “Scream”-forfatter Kevin Williamson, der nu annoncerer titlen til den femte “Scream”.
Williamson er med som executive producer, mens manuskriptet denne gang er skrevet af Guy Busick og James Vanderbilt.
Samtidig bliver der tale om den første film i serien, som ikke er instrueret af afdøde Wes Craven, men derimod af makkerparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, som står bag “Ready or Not”.
Rollelisten til den nye “Scream” anføres af navne som Melissa Barrera, Kyle Gallner, Mason Gooding, Mikey Madison, Dylan Minnette, Jenna Ortega, Jack Quaid, Marley Shelton, Sonia Ammar og Jasmin Savoy Brown samt gamle “Scream”-kendinge som Courteney Cox, David Arquette og Neve Campbell.
Læs også ‘“Get Out”-instruktør klar med ny film – måske inspireret af Wes Craven‘.
“Scream” får premiere i januar 2022.