Christopher Nolans “Inception” har netop rundet de 431.186 solgte billetter i de danske biografer. Dermed er filmen den mest sete i 2010 med “Far til fire på japansk” på 2. pladsen med 430.417 solgte billetter. Det skriver kpn.dk.
Se også: Anmelderne er begejstrede for “Inception”: En ny “The Matrix”.
Frederik Juul, direktør for filmens danske distributør Sandrew Metronome, siger: ”Det er fantastisk at se publikum tage så godt imod en film, der ikke ligner andet på markedet. Og det viser, at publikum gerne vil udfordres og prøve nye ting. Det kan vi kun være glade for som branche.”
Også i resten af verden har “Inception” klaret sig forrygende. Filmen havde et budget på 160 mio. dollars og har indtil videre omsat for næsten 700 mio. dollars på verdensplan.
Det er dog tvivlsomt, om “Inception” vil slutte året af som den mest sete herhjemme, idet “Harry Potter og dødsregalierne: Del I” får premiere 18. november. Den forrige film i serien om den bebrillede trylledreng, “Harry Potter og halvblodsprinsen”, solgte 596.291 billetter.
Læs Filmz’ biografanmeldelse af “Inception”.
#11 Hr. Nielsen 13 år siden
Det kan du jo så tænke lidt over;)
#12 HonoDelLoce 13 år siden
Og hvor jeg bor kører den stadig 4 gange om dagen :D
#13 Nicerush 13 år siden
HURRA FOR HOLLYWOOD!
#14 jeppehp 13 år siden
Btw som naiv kunne man jo tænke at nu vil Hollywood begynde at investere i "skæve" projekter, men mon ikke bare det bliver til at de nu 110% tør skyde penge i Nolan og i nogle Inception- "kopier" og så vender AvP skrækkeligt tilbage ;)
---------------------------------------------------------
Om film, musik, hygge og hverdagsting på hosjeppe.blogspot.com
#15 Batsy 13 år siden
#16 NP 13 år siden
Den visuelle del af Inception gør sig bedst i biografen. Men filmens narrativ er så kluntet præsenteret, at det nok bedre egner sig til direct-to-dvd.
#17 filmz-ab 13 år siden
Absolut uenig da. På ingen måde kluntet, faktisk ret imponerende, at Nolan kan holde mange bolde i luften, uden at tabe skidtet. En bedrift ifølge mig rent fortælle-teknisk.
#18 Batsy 13 år siden
#19 NP 13 år siden
Jeg undskylder på forhånd for det lange svar. :)
Nolan har selv pointeret, at Inception er en såkaldt heist-film. Altså en film, der centrerer sig om tilrettelæggelsen og udførelsen af et tyveri. Det er en velkendt genre, der ligger op til en forventning om et hvem-narrer-hvem plot. Med et engelsk udtryk: the devil is in the details.
Fra Inceptions start bliver man som tilskuer præsenteret for en omfattende mængde eksposition og nødvendigheden af, at holde styr på flere forskellige drømmeniceauer samtidig. Filmens tilrettelæggelse påbyder derfor mig som tilskuer, at være opmærksom på alle detaljerne og følge opmærksomt med for at forstå handlingen.
Muligheden for at trænge ind og manipulere andre folks drømme forklares meget gennemgående. Der introduceres en lang række regler og begrænsninger som resten af filmens handling vil være nød til at holde sig til. Derfor må man som seer betragte filmen som at udfolde sig på denne meget regelbundne og formalistiske måde.
Til at formidle denne information til seeren introduceres karakteren Ariadne - eller karakter er vist for meget sagt, da hun udelukkende tjener som plotfunktion, der fungerer som stand-in for seeren og retfærdiggør den minutiøse gennemgang af drømmeverdens regler og begræsninger. Dette gælder sådan set også resten af filmens karakterer, der blot opfylder en funktion for at drive handlingen videre. (Sjovt nok fokuserede filmens marketingskampagne netop på karakterernes funktion i plottet.) Der er således ingen karakterudvikling at finde hos dem - lige meget hvor blærede skuespillere både Hardy og Gordon-Lewitt er.
Og selvom både tiirettelæggelsen og udførelse af kuppet er flot visuelt udført og ideen, om at de enkelte niveauer påvirker hinanden, er rigtig god bliver det hele dog fantasiløst til sidst. Indtil Gordon-Lewitts vægtløse kamp i hotelgangen havde filmen ganske godt fat i mig, men herefter vælger Nolan at skifte fokus til den stort anlagte kamp i snelandskabet. Filmens fokus flyttes dermed fra en ny og innovativ scene til en kedelig actionscene, der allerede er ser før og langt bedre udført andet steds. Dette skift falder sammen med at filmen når 2 timers mærket, og der bliver jeg opmærksom på uret og begynder at spekulere over, hvornår filmen når sin afslutning. Den begynder simpelthen at træde vande. Hvordan kan en film om drømme blive fantasiløs? Burde alt ikke være muligt her?
Men rigtig galt går det først ved filmens slutning, hvor Nolan bryder den 'kontrakt' som hans film har opstillet med tilskueren: hvis du følger opmærksomt med skal du nok finde svarene.
Det lader til at det lykkes for holdet, at plante den ønskede ide i Fischers bevidsthed, men filmen giver aldrig svar på om denne ide også får den ønskede effekt i 'virkeligheden.' Måske gik de ikke dybt nok? Så kan man argumentere for, at det er uvigtigt, men det er dog dette centrale udfald, som det meste af filmen er bygget op omkring.
Til allersidst kommer Cobb karakter hjem og bliver genforenet med sine børn. Han lader toppen snore på bordet og filmen slutter uden at give seeren svar på om toppen vælter eller ej. Filmen afslutter dermed med et spørgsmål: er det hele en drøm eller ej?
Selvom dette er en fed nok slutning, så er den bare ikke underbygget af resten af filmen. Selvom jeg har været ganske opmærksom hele vejen igennem, er der intet centralt element i filmen, der peger på nogen entydig konklusion. Der er derimod flere muligheder: hele historien kan udspille sig som det er vist i filmen, hele filmen kan være en drøm fordi Cobb har været fanget i Limbo hele tiden eller måske er det kun det sidste af filmen, der er en drøm. Svaret findes ikke i filmen men kun hos Nolan selv, og ham er det jo de færreste, der har direkte adgang til.
Og hvis det hele blot er en drøm, er der endnu mindre grund til at investere sig følelsesmæssigt i Cobbs forsøg på at vende hjem eller om det lykkes dem at plante ideen hos Fischer. Filmens handling bliver gjort ubetydelig.
Men endnu værre er det, at Nolan med filmens slutning negerer alt, hvad der går forud. Filmen skifter fra at ville forklare alt, til at trække på skulderen og sige: hvad synes du selv?
Filmen begår den irriterende fejl at tro, at den er mere intelligent end sit publikum. Men det er ikke svært at virke intelligent og bedrevidende, når man tilbageholder vital information eller helt undlader at svare på spørgsmål. Mest af alt virker det som mødet mellem Neo og Arkitekten i The Matrix Reloaded, hvor Arkitekten fyrer en masse fine floskler af, hvorpå Neo blot svarer: "You didn't answer my question."
#20 filmz-ab 13 år siden
For det første, så har Nolan ikke kun sagt, at filmen er en heist film. Den er faktisk flere ting.
Du har ret i, at de fleste personer fungerer som brikker, som skal drive plottet fremad. Der er således ikke meget udvikling i den forstand, men er det i virkelighed en nødvendighed? Gennemgår Decard i Blade Runner nogen speciel udvikling? Eller den ikoniske karakter Kyle Reese fra Terminator? Men for at svare på spørgsmålet, så synes jeg netop at Cobb’s karakter gennemgår en rejse (i det indre), en slags terapi som Leo selv kalder det. Han er filmens mest interessante skabning, og det synes jeg Nolan har portrætteret til perfektion. En person der forsøger at gør op med fortidens synder, og forsone sig med børnene som han engang forlod, appellerer i den grad til min følelsesmæssigt register.
Om operationen Inception lykkedes på Fisher er for mig lidt underordnet, selvom det antydes, at det forløb som planlagt, da Saito foretager hans telefonopkald, som lovet. Det er korrekt, at det er operationen der er i centrum, men det er i ligeså høj grad den personlige rejse for Cobb, der er i centrum. Det er ham vi føler mest for. Saito er vel blot en forretningsmand, ligeledes Ficher, der så viser sig at have problemer med sin far, som stikker dybere.
Korrekt, slutningen er ikke entydig. Men er det ikke fint, at svarene evt. kun skulle gemme sig hos Nolan? Det er jo hans personlige projekt, så hvorfor forære sit publikum det hele? Filmen handler om drømme (lucide drømme mere præcis) og jeg havde personligt ikke været tilfreds med en entydig afslutning, når hele filmen er bygget op omkring drømme, leg med grænserne, leg med det narrative og et indviklet plot. Jeg synes ikke Nolan blot trækker på skulderen og siger; hvad synes du selv, men bruger faktisk filmens tagline: "Sindet er gerningsstedet". Eller filmens egen filosofi: "You always wind up right in the middle of what's going on". Den opbygger klart en forventning om, at det her kan føre hvor som helst. Præcis som scene-skift fra den ene location til den anden.
Jeg ved ikke om filmen undlader ligefrem vital info til seerne eller lign. At der findes flere tolkningsmuligheder, er eller kan ligeså vel være en egenskab, og ikke siden The Matrix har jeg følt mig så barnlig begejstret, udfordret og underholdt.