Michael Moore, der tidligere har stået bag film som “Roger & Me”, “Bowling for Columbine”, “Fahrenheit 9/11” og senest “Sicko”, fortæller nu, at han overvejer at droppe dokumentarfilmene til fordel for spillefilm.
Den kontroversielle instruktør, hvis næste film “Capitalism: A Love Story” omhandler finanskrisen, udtaler: ”Mens jeg har lavet denne film, har jeg tænkt på, at dette måske bliver min sidste dokumentar… eller måske i et stykke tid.”
Moore fortæller desuden, at han i løbet af de sidste par år har arbejdet på to manuskripter til spillefilm – en komedie og en mysteriefilm.
Selvom Moore primært er kendt for sine dokumentarfilm, har han tidligere lavet komedien “Canadian Bacon” fra 1995, som havde John Candy i hovedrollen. Filmen handler om, hvordan den amerikanske præsident bliver overtalt til at starte en kold krig med Canada for derigennem at styrke sin popularitet.
Se også: [url=Teaser-trailer til Michael Moores nye film]Teaser-trailer til Michael Moores nye film[/url].
#41 filmz-Bruce 15 år siden
Jeg er tilhænger af ubegrænset ytringsfrihed. Ingen blasfemiparagraffer eller lignende, blot almindelig ansvar overfor loven.
Der skal to til tango. Ytringsfrihed er ikke retten til at ytre sig og så være fri for andres kritik.
Dokumentargenren spænder vidt og en instruktør har retten til at iscenesætte som denne ønsker. Derefter kommer succeskriterierne, hvorefter en dokumentar skal bedømmes. Der er mange. Michael Moores 9/11 er en økonomisk succes, en publikumsmæssig succes og en personlig succes i og med, at han formår at få mange til at sluge hans argumentation råt og derfor er en stærk meningsdanner. Objektivt journalistisk, sagligt og berigende udfra indholdets kvalitet, er det meste af informationen en fiasko. Fiasko er det også, at konstatere, hvor få mennesker, som er kildekritiske og stiller spørgsmål til partsindlæggenes kvalitet og måden argumentationen præsenteres.
Jeg kan med det samme forudse, at ringen er sluttet og de sidste bemærkninger vil resultere i endnu en afsendelse af argumenter, hvor det endnu engang konstateres, at man har lov til at gøre, hvad man vil i dokumentarer, hvortil jeg igen kan svare, at det ikke kommer sagen ved og at jeg endnu engang ikke kompromitterer nogens ret, til at lave den dokumentar de vil. Blot er det, jævnførende ovenstående sætning om ytringsfrihed, i min gode ret at kritisere :)
Lad os tage udgangspunkt i dokumentaren Den Hemmelige Krig. Havde Christoffer Guldbrandsen været journalist for DR og havde lavet nogle TV Avisen indslag, efter samme skabelon, som han benyttede til sin dokumentar, var han uden tvivl blevet fyret som Jeppe Nybroe. Det kom frem, at han bevidst havde undladt at gøre brug af vidneudsagn, som ødelagde det resultat, han på forhånd havde sat sig for at nå frem til. Derefter benyttede han istedet 2. rangs vidneudsagn for at understøtte sin eget partsindlæg. Han gjorde god brug af audio- og visuelle effekter, for at adskille de "gode" fra de "onde".
Som vi efterhånden alle kan konkludere, udfra diskussionen i denne tråd, er der intet i vejen med Christoffer Guldbrandsens iscenesættelse af sandheden. Han har retten dertil, fordi han gør det i dokumentarmæssig sammenhæng. Så kommer 50.000 kroners spørgsmålet. Hvorledes skal hans dokumentar kvalitetssikres? Havde han været på DR TV, var han blevet fyret for usaglighed. Nu blev det en dokumentar istedet, men den blev også vist på DR TV. Udsendelsen affødte en masse debat. hvortil en masse sikkert vil sige: "Han har skabt debat, det er godt, det er en succes", hvortil jeg vil svare, at manden har fået en masse tilhængere af dokumentarens endelige konklusion, fordi:
A) Det på forhånd passer ind i manges politiske agenda, som er at vælte regeringen for enhver pris, uanset midler
B) Mange ikke evner at filtrere information med kildekritik i baghovedet, men tager informationen som gode varer, i og med det er en dokumentar på DR TV og lavet med
journalistiske midler af en journalist. Resultatet er ligeså slemt, som havde det været indslag i DR TV Avisen, fordi mange ikke kender til journalistisk etik og objektivitet.
Det værste er, at selv politikere stod på nakken af hinanden for at imødekomme dokumentarens konklusioner, hvilket jeg vil tillægge dem motiverne i A, eftersom jeg har svært ved at tro, at folkevalgte politikere i Danmark kan være så uoplyste og være foruden den evne, som er mest vigtig for at kunne kalde sig politiker.
Ovenstående grunde er for mig rigeligt til at sætte lighedstegn mellem dokumentar programmer og regulære journalistiske nyhedsindslag i TV Avisen. Når et dokumentarprogram forsøger at konkludere samfundsmæssige sandheder ved at bruge journalistiske metoder og når en stor del af befolkningen betragter argumentationerne og konklusionerne som værende ligeså vægtige som var de udledt af regulære nyhedsmedier, så skal succeskriteriet for dokumentaren ikke måles i omsætning, publikumstal eller hvorvidt instruktørens personlige mål er opnået, men i objektivitet og journalistisk saglighed. Der er ingen forskel, når meningsdannelse og politiske mål er kernen i dokumentaren tilblivelse.
#39
Jeg kan ikke være mere enig. Måske har jeg i ovenstående ikke udtrykt mig, så alle kan forstå mig. Jeg føler jeg har, for det du siger, er egentlig blot det jeg vil frem til. At have lov til at kritisere og oplyse folk om indholdet af Moores dokumentarer, at det er underholdning, som reflekterer små sandheder, som aldrig får lov at blive sagligt endevendt. Lad ham blot tjene en mia. på at underholde, men lad ham ikke blive en magtfuld meningsdanner på baggrund af usaglig dokumentation. Derfor ønsker jeg at langt flere, ville tage de kritiske briller på, når de skal bedømme mandens værker og skelne mellem det succesfulde, hvad underholdning angår og det ringe, hvad angår informationens saglige kvalitet.
#40
Tak :) Tro mig, det varmede sgu. Jeg var begyndt at blive urolig for, om jeg var begyndt at blive (mere) skriftligt uforståelig :)
Og lad mig så også opsummere omkring Michael Moore, for jeg har været meget uforsonlig omkring manden i denne tråd. Hvis man har læst mine tidligere indlæg i tråde om manden, så giver jeg faktisk manden cadeau for Bowling For Columbine, fordi han opstiller hypoteser, som han derefter sætter ud for at afprøve. Hvorvidt han er manipulerende, skal jeg ikke kunne sige, men han iscenesætter ihvertfald indholdet, på langt mere saglig vis end i sin næste dokumentar.
Jeg har heller intet imod Moores brug af satire. Problemet kommer, når han efter satiren udleder diverse konklusioner, uden at have ladt modparten komme til orde. De få gange, hvor han gør det i 9/11, er i overraskende situationer som udstiller modparten i pinlige situationer og endda ikke lader modparten tale ud. John Stewart kan i det mindste invitere sine modstandere i rundbords dyster, hvor han derefter tværer dem ud. Moore skal først have sit offer i en pinlig situation, hvor overraskelsesmomentet derefter udstiller modparten og dennes dårlige evne til at svare for sig. Havde publikum været uddannede akademikere, oplært i kildekritik, ville han højst afstedkomme nogle grin og hans journalistik ville være gennemskuet.
Men jeg er HELT enig i dine eksempler omkring Heston og Bush. Det er nemt at udstille dem som sørgelige i iscenesatte øjeblikke eller sammenklippede montager, men tænk hvor meget mere virkningsfuldt, hvis han klædte sine modstandere af med argumentation? Sikkert ikke så underholdende og sikkert ikke så mange penge det genererer, men langt mere intellektuelt. Hvad er der galt i at opføre sig intellektuelt, når man forsøger at redegøre for sandheden?
Jeg er også enig i, at O'Reilly ER en langt lavere fællesnævner end Moore. Men det er kun fordi jeg netop, er mere enig med Moores hypoteser end O'Reillys synspunkter. Jeg medgiver, at der er formildende omstændigheder ved Moore, pga. Bowling For Columbine og ingen for O'Reilly, men der er intet formildende ved metoder, som forsøger at påstå sandheden på usaglig vis, dokumentar som regulær journalisk. Jo, det er legitim filmkunst, men det gør det i mine øjne ikke mere spiseligt. Enten opfører man sig ordentligt, eller også gør man ikke. Der er ikke ok at synde, blot fordi man gør det mandage og onsdage mellem 10 og 16. Journalistiske spilleregler er spilleregler, når man tyer til journalistik og fordi, der åbner sig en genre, hvor man kan afprøve nye metoder, så skal moral og etik bedømmes udfra samme skala, alt andet er en parodi.
Lad mig så konkludere, at jeg ikke kritiserer Moores ret til at lave film. Hans ret til at vælge indhold. Hans ret til at vælge metoder. Jeg kritiserer resultatet, nøjagtigt som jeg ville kritisere en film og i tilfældene Moore og Guldbrandsen, som jeg ville kritisere journalistiske indslag, fordi deres dokumentarer tages for pålydende af mange, er meningsdannende og i sidste ende har stor indflydelse på mange menneskers hverdag, på samfundsindretninger og i yderste konsekvens, på hvilken regering, som sidder ved magten.
Og endnu engang tak for et positivt indlæg angående forståelsen af det jeg forsøger at sige :)
#42 Michael Andersen 15 år siden
#43 filmz-Bruce 15 år siden
I dag sendte en god ven en "Tillykke med fødselsdagen min ven :)" på sms. Jeg sendte en "Rend mig i røven" uden smiley tilbage :) Gudskelov for venner med humor ;)
#44 Highland Park 15 år siden
Jamen så et stort tillykke herfra!
#45 Tommy Kristensen 15 år siden
#46 Tommy Kristensen 15 år siden
#47 filmz-Bruce 15 år siden
#45 Ansvaret er i første omgang de ordinære filmkritikere, som nu engang anmelder film og bør kritisere de forskellige aspekter af en given dokumentar. Afhængig af en dokumentars evne til at slå igennem som meningsdannende jvf. ovenstående eksempler, hvor journalistiske metoder tages i brug for at udlede sandheder, så udvides ansvarsområdet og ikke kun filmkritiske øjne, men journalistkritiske øjne bør kommentere omkring indholdet, så de fremkomne "sandheder", ikke blot får lov at bundfælde sig i en stor befolkningsgruppe uden kildekritik.
"Lære af fortiden" relaterer direkte til læren fra Triumph Des Willens. Her ser vi et stk. propaganda, som var en medvirkende faktor til at påvirke en hel befolkning i en ganske uheldig retning. Der var ingen fri presse til at kompromittere indholdet og metoderne, men det har vi i dag. Når der kommer et stk. propaganda værk "forbi" i dag, som er meningsdannende, så skal der ikke kun redegøres for værket ud fra filmiske præstationer og underholdningsmæssig værdi. Så skal der også påpeges styrker og svagheder ved værkets argumentation, så mennesker der er letpåvirkelige får hjælp til at gennemskue propagandaen.