Michael Moore, der tidligere har stået bag film som “Roger & Me”, “Bowling for Columbine”, “Fahrenheit 9/11” og senest “Sicko”, fortæller nu, at han overvejer at droppe dokumentarfilmene til fordel for spillefilm.
Den kontroversielle instruktør, hvis næste film “Capitalism: A Love Story” omhandler finanskrisen, udtaler: ”Mens jeg har lavet denne film, har jeg tænkt på, at dette måske bliver min sidste dokumentar… eller måske i et stykke tid.”
Moore fortæller desuden, at han i løbet af de sidste par år har arbejdet på to manuskripter til spillefilm – en komedie og en mysteriefilm.
Selvom Moore primært er kendt for sine dokumentarfilm, har han tidligere lavet komedien “Canadian Bacon” fra 1995, som havde John Candy i hovedrollen. Filmen handler om, hvordan den amerikanske præsident bliver overtalt til at starte en kold krig med Canada for derigennem at styrke sin popularitet.
Se også: [url=Teaser-trailer til Michael Moores nye film]Teaser-trailer til Michael Moores nye film[/url].
#31 filmz-Bruce 14 år siden
Det er også lige på sin plads at nævne at Triumph Des Willens er lavet på baggrund af en vis hr. Göebbels viden om propagandas mulige indvirken på folk og på baggrund heraf bestilt af en vis hr. Hitler. På bagkant af historien og i god afstand fra fortiden, kan man i dag svælge i billedsiden i dag og samstemmende erklære at værkets plads er på Olympen indenfor dokumentarer. Man kan også analysere de visuelle virkemidler Leni Riefenstahl valgte at bruge og sige hun var forud for sin tid. Man kan måske også redegøre for målet med dokumentaren. At vise Det Tredie Riges storhed og portrætte det tyske folk, som et herrefolk. Dupering af det tyske folk og et af mange propagandamidler, til at holde grebet om det tyske folk og gøre det klart til de udfordringer de kommende år måtte bringe.
Underholdende og lærerigt i 2009, for man skal vel lære af sine fejl? Hvad med iI 1933? skulle man da erklære det underholdende og give Riefenstahl et cadeau for at kunne sælge billetter og vise ét billede af sandheden, en vrangforestilling som folket skulle sluge? Eller har man også i sin samtid et ansvar for kritisk tilgang til information som skal rykke holdninger og et ansvar for at gøre opmærksom på dette overfor de, som ikke er istand til selv at filtrere information?
Triumph Des Willens, Riefenstahl, Göebbels, Moore, 9/11. Jo sjove paralleller.
#32 Tommy Kristensen 14 år siden
#33 filmz-Bruce 14 år siden
Du skriver kun ironi, satire, sarkasme, men hvad med information som pakkes ind som den utvetydige sandhed og som folk sluger som journalistiske beviser og rykker deres holdninger på forkert baggrund? Intet ansvar?
#34 Tommy Kristensen 14 år siden
#35 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg ser ingen grund til endnu engang at uddybe. Hvis man ikke kan forstå det jeg har skrevet, som jeg mener snart er penslet ud i detaljer, så fred være med det.
#36 Tommy Kristensen 14 år siden
#37 filmz-Bruce 14 år siden
Når Christoffer Guldbrandsen laver en dokumentar, som belyser en sag vha. journalistiske midler og derved skaber en folkestemning, som kan få store politiske konsekvenser, så er han ikke beskyttet mod kritik fordi han har pakket det ind i en dokumentar. Så skal hans journalistik STADIG kritiseres som enhver anden journalistik, hvorvidt han er saglig eller ej og hvorvidt hans pointer er konkluderet på baggrund af saglighed og objektivitet. Det samme gælder Moore.
Man står ikke over kritik, blot fordi man kalder noget dokumentar!
#38 Tommy Kristensen 14 år siden
Jeg studser udelukkende over "begrebet" ansvar. Jeg mener overhovedet ikke at en instruktør på forhånd skal tage et ansvar, forstået på den måde, at han skal inkorporere forklaringer skåret ud i pap, analyser der sætter lægmand af osv, fordi at der findes folk der bare æder alt råt. Hvis han vil provokere, lyve, manipulere. overdrive eller vinkle for at belyse noget, som han mener er i folkets interesse (eller sin egen), så skal han da bare give den gas. Men selvfølgelig skal han stilles til ansvar, hvis han i den process overtræder en masse love - samfundets såvel som de uskrevne.
#39 Michael Andersen 14 år siden
Hvis de æder hans materiale råt, så er det fordi de har den samme opfattelse af dokumentarfilm som dig. Jeg må indrømme at før Michael Moore kom til havde jeg også en forestilling om at dokumentarfilm, der arbejdede med journaliste begreber, skulle være troværdige og havde et ansvar. Men lige netop hans film ændrede min opfattelse af genren, fordi de ødelagde mine forestillinger, så jeg nu tager alle dokumentarfilm med et gran salt.
En journalist har magt, men har en klovn også det? Nah! Derfor vil du få mere ud af at oplyse folk om at det ikke journalistik han bedriver, men underholdning.
#40 Zabriskie 14 år siden
Jeg forstår dine åbenlyse kritikpunkter af Michael Moores dokumentarer, og er ikke i tvivl om at din definition af dokumentargenren ikke fejler noget.
Personligt har jeg også stærke forbehold imod Michael Moore som dokumentarist, specielt Fahrenheit 9/11 finder jeg billig og propagandistisk (hvis det er et ord?) udover det forsvarlige.
Ikke desto mindre mener jeg stadig at Sicko, og specielt "Bowling For Columbine" har fuld berettigelse som dokumentarer, idet de satirisk belyser et meget konkret politisk spørgsmål, henholdsvis våbenlovgivningen og sygesikringen i USA. Her mener jeg det lykkes Michael Moore at understrege sin pointer ved brug af fakta (ja, fakta - alt er ikke løgn og latrin i en Moore-dokumentar), og ved at udstille hykleriet i oppositionens standpunkter.
Der hvor kæden knækker for Moore, er når han ikke bare vinkler sine historier, men direkte forvansker sandheden, og især når han personificerer sit politiske spørgsmål, og finder en syndebuk (som Charlton Heston og George Bush) og derefter karakteriserer denne som djævlen selv.
Da Fahrenheit 9/11 er en lang syndebukshistorie, er det netop også den markant dårligste Moore-film.
Jeg forstår godt parallelen til O'Reilly, men mener dog at det er at trække den for langt.
Nok søger Moore en temmelig lav fællesnævner, men der er stadig langt ned til den laveste fællesnævner, som Bill'O'Reilly lægger sig tæt op ad.
Her vil jeg igen drage parallelen til et essay, bragt i en avis. Her er der ingen tivivl om formens tydelige subjektivitet, og alligevel har formen sin fulde berettigelse. Og på trods af vi befinder os indenfor samme genre, kan et essay både give indsigt i den ene grøft og være særdeles smagløst i den anden - jævnfør O'Reilly og Moore.
Lad det da være en smagssag at du finder Michael Moore totalt manipulerende og leflende for laveste fællesnævner, og jeg finder ham interessant og lærerig. Måske befinder jeg mig lidt nærmede denne lave fællesnævner, end du gør. :-)
---
Angående dokumentargenren generelt, er der intet "postmodernistisk" ved at hævde at en dokumentar pr. definition er manipulation.
Hvis man ser på dokumentarfilmgenrens historie, har den været præget af manipulation fra dens spæde fødsel; "Nanook of the North" fra 1922, som af mange betegnes som en af de første "rigtige" dokumentar er iscenesat i helt ekstremt grad.
I det øjeblik at en dokumentarist sætter to billeder sammen, optaget uafhængigt af hinanden, manipulerer denne.
Dette gør ikke dokumentargenren mindre interessant, man skal blot ikke forveksle den med journalistik. Det er netop dokumentarfilmskaberens ædle opgave at tilstræbe at den konstruerede virkelighed som dokumentaristen skaber, for så vidt muligt stemmer overens med den virkelighed som dokumentaristen så for sine øjne under udførelsen af dokumentaren.
Hvorvidt Michael Moore lykkes i dette foretagende, afhænger ikke blot af øjnene som ser, men også af hvad Michael Moores øjne ser.
God weekend