Michael Moore, der tidligere har stået bag film som “Roger & Me”, “Bowling for Columbine”, “Fahrenheit 9/11” og senest “Sicko”, fortæller nu, at han overvejer at droppe dokumentarfilmene til fordel for spillefilm.

Den kontroversielle instruktør, hvis næste film “Capitalism: A Love Story” omhandler finanskrisen, udtaler: ”Mens jeg har lavet denne film, har jeg tænkt på, at dette måske bliver min sidste dokumentar… eller måske i et stykke tid.”

Moore fortæller desuden, at han i løbet af de sidste par år har arbejdet på to manuskripter til spillefilm – en komedie og en mysteriefilm.

Selvom Moore primært er kendt for sine dokumentarfilm, har han tidligere lavet komedien “Canadian Bacon” fra 1995, som havde John Candy i hovedrollen. Filmen handler om, hvordan den amerikanske præsident bliver overtalt til at starte en kold krig med Canada for derigennem at styrke sin popularitet.

Se også: [url=Teaser-trailer til Michael Moores nye film]Teaser-trailer til Michael Moores nye film[/url].



Vis kommentarer (47)
Gravatar

#31 filmz-Bruce 15 år siden

#30 Hvis jeg pakker det underholdende ind, så glider det nok lettere ned :)

Det er også lige på sin plads at nævne at Triumph Des Willens er lavet på baggrund af en vis hr. Göebbels viden om propagandas mulige indvirken på folk og på baggrund heraf bestilt af en vis hr. Hitler. På bagkant af historien og i god afstand fra fortiden, kan man i dag svælge i billedsiden i dag og samstemmende erklære at værkets plads er på Olympen indenfor dokumentarer. Man kan også analysere de visuelle virkemidler Leni Riefenstahl valgte at bruge og sige hun var forud for sin tid. Man kan måske også redegøre for målet med dokumentaren. At vise Det Tredie Riges storhed og portrætte det tyske folk, som et herrefolk. Dupering af det tyske folk og et af mange propagandamidler, til at holde grebet om det tyske folk og gøre det klart til de udfordringer de kommende år måtte bringe.

Underholdende og lærerigt i 2009, for man skal vel lære af sine fejl? Hvad med iI 1933? skulle man da erklære det underholdende og give Riefenstahl et cadeau for at kunne sælge billetter og vise ét billede af sandheden, en vrangforestilling som folket skulle sluge? Eller har man også i sin samtid et ansvar for kritisk tilgang til information som skal rykke holdninger og et ansvar for at gøre opmærksom på dette overfor de, som ikke er istand til selv at filtrere information?

Triumph Des Willens, Riefenstahl, Göebbels, Moore, 9/11. Jo sjove paralleller.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#32 Tommy Kristensen 15 år siden

#31: Så vi skal tage hensyn til folk der ikke kan selv kan filtrere information - hvis folk ikke kan forstå ironi, satire, sarkasme mm - så er det da ikke filmskabernes problem. Hvis nogen har et ansvar, så er det da mig selv som menneske, for at sætte mig ind i sagerne - inden jeg vælger at kæfte op, kræve nye love osv.
Gravatar

#33 filmz-Bruce 15 år siden

#32 Så hvis 60% af det tyske folk sluger Göebbels propaganda, så skal vi ikke tage hensyn til de afledte effekter af dette? Så meget for at lære af historien og sine fejl! Jamen lad os da bare kaste al ansvar fra os så. Og du beskriver så, en helt anden dokumentarstil end den jeg angriber.

Du skriver kun ironi, satire, sarkasme, men hvad med information som pakkes ind som den utvetydige sandhed og som folk sluger som journalistiske beviser og rykker deres holdninger på forkert baggrund? Intet ansvar?
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#34 Tommy Kristensen 15 år siden

#33; Nej egentligt ikke, ikke som sådan, hvis man vælger at dikterer hvad folk må skrive, filmatiserer osv - så er man i mine øjne ikke bedre end diktaturet i en bananrepublik. Så længe man holder sig inden for loven - så kan jeg ikke se noget problem i det. Der vil altid være nogen tågehoveder der ikke kan se forbi deres egen næse - ansvar eller ej. Jeg foretrækker pressefrihed og ytringsfrihed (inden for de love og regler man nu har), og nej tak til stats/smags-censur, bedrevidenhed og vat.
Gravatar

#35 filmz-Bruce 15 år siden

#34 Øhhh har jeg angrebet ytringsfriheden? Beder jeg om indførelse af censur? Sjovt som kritik har det med at blive sat i bås, som om man ikke vil tillade andres ytringer, uanset man er enig heri eller jeg.

Jeg ser ingen grund til endnu engang at uddybe. Hvis man ikke kan forstå det jeg har skrevet, som jeg mener snart er penslet ud i detaljer, så fred være med det.

Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#36 Tommy Kristensen 15 år siden

#35: Jeg er desværre ikke med. Forstår ikke at du tidligere har stampet i gulvet for f.eks ytringsfrihed - også selvom at dem der ytrede var på kant med loven, og over på den forkerte side - og igen forsvarede det med citater fra Atkinson og alt muligt andet, at man skulle sætte det i perspektiv, oplysende formål osv. For mig er det her det samme - Moore overdriver/manipulerer for at belyse - han bruger de metoder han kender/mestrer for at starte en debat - Vestergaard brugte nogle andre metoder. Jeg ser intet problem i Moores måde at lave film på. Det er lovligt at bruge hovedet :)
Gravatar

#37 filmz-Bruce 15 år siden

Og jeg kan så skrive, at det er lovligt at læse indenad og forstå det skrevne ord :)

Når Christoffer Guldbrandsen laver en dokumentar, som belyser en sag vha. journalistiske midler og derved skaber en folkestemning, som kan få store politiske konsekvenser, så er han ikke beskyttet mod kritik fordi han har pakket det ind i en dokumentar. Så skal hans journalistik STADIG kritiseres som enhver anden journalistik, hvorvidt han er saglig eller ej og hvorvidt hans pointer er konkluderet på baggrund af saglighed og objektivitet. Det samme gælder Moore.

Man står ikke over kritik, blot fordi man kalder noget dokumentar!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#38 Tommy Kristensen 15 år siden

Nej, det er jeg fuldstændig enig, jeg mener blot, at en filmskaber, ikke nødvendigvis skal vise ansvar som sådan - og fremstille sagen som en anden Piet Deurs. Hvis de vil vinkle en historie, so be it, men de skal selvfølgelig forvente, at nogen ville være uenig i fremlægningen.

Jeg studser udelukkende over "begrebet" ansvar. Jeg mener overhovedet ikke at en instruktør på forhånd skal tage et ansvar, forstået på den måde, at han skal inkorporere forklaringer skåret ud i pap, analyser der sætter lægmand af osv, fordi at der findes folk der bare æder alt råt. Hvis han vil provokere, lyve, manipulere. overdrive eller vinkle for at belyse noget, som han mener er i folkets interesse (eller sin egen), så skal han da bare give den gas. Men selvfølgelig skal han stilles til ansvar, hvis han i den process overtræder en masse love - samfundets såvel som de uskrevne.
Gravatar

#39 Michael Andersen 15 år siden

#29
Det betyder, at hans dokumentarer rammer folk, danner holdninger og eftersom mange ser hans film, bliver han en meningsdanner af en størrelse, som har magt. Derfor er det vigtigt at se med ligeså kritiske øjne på den journalistik han bedriver, på samme måde som man stiller krav til regulær journalistik.

OP I RØVEN med om det er underholdning eller ej. Når man bevidst udnytter mediet til at få masserne til at tro, at man leverer saglig information, så er det også på sin plads at advare om det modsatte, når det flytter holdninger.


Hvis de æder hans materiale råt, så er det fordi de har den samme opfattelse af dokumentarfilm som dig. Jeg må indrømme at før Michael Moore kom til havde jeg også en forestilling om at dokumentarfilm, der arbejdede med journaliste begreber, skulle være troværdige og havde et ansvar. Men lige netop hans film ændrede min opfattelse af genren, fordi de ødelagde mine forestillinger, så jeg nu tager alle dokumentarfilm med et gran salt.

En journalist har magt, men har en klovn også det? Nah! Derfor vil du få mere ud af at oplyse folk om at det ikke journalistik han bedriver, men underholdning.
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#40 Zabriskie 15 år siden

Bruce:

Jeg forstår dine åbenlyse kritikpunkter af Michael Moores dokumentarer, og er ikke i tvivl om at din definition af dokumentargenren ikke fejler noget.

Personligt har jeg også stærke forbehold imod Michael Moore som dokumentarist, specielt Fahrenheit 9/11 finder jeg billig og propagandistisk (hvis det er et ord?) udover det forsvarlige.

Ikke desto mindre mener jeg stadig at Sicko, og specielt "Bowling For Columbine" har fuld berettigelse som dokumentarer, idet de satirisk belyser et meget konkret politisk spørgsmål, henholdsvis våbenlovgivningen og sygesikringen i USA. Her mener jeg det lykkes Michael Moore at understrege sin pointer ved brug af fakta (ja, fakta - alt er ikke løgn og latrin i en Moore-dokumentar), og ved at udstille hykleriet i oppositionens standpunkter.

Der hvor kæden knækker for Moore, er når han ikke bare vinkler sine historier, men direkte forvansker sandheden, og især når han personificerer sit politiske spørgsmål, og finder en syndebuk (som Charlton Heston og George Bush) og derefter karakteriserer denne som djævlen selv.

Da Fahrenheit 9/11 er en lang syndebukshistorie, er det netop også den markant dårligste Moore-film.

Jeg forstår godt parallelen til O'Reilly, men mener dog at det er at trække den for langt.
Nok søger Moore en temmelig lav fællesnævner, men der er stadig langt ned til den laveste fællesnævner, som Bill'O'Reilly lægger sig tæt op ad.

Her vil jeg igen drage parallelen til et essay, bragt i en avis. Her er der ingen tivivl om formens tydelige subjektivitet, og alligevel har formen sin fulde berettigelse. Og på trods af vi befinder os indenfor samme genre, kan et essay både give indsigt i den ene grøft og være særdeles smagløst i den anden - jævnfør O'Reilly og Moore.

Lad det da være en smagssag at du finder Michael Moore totalt manipulerende og leflende for laveste fællesnævner, og jeg finder ham interessant og lærerig. Måske befinder jeg mig lidt nærmede denne lave fællesnævner, end du gør. :-)

---

Angående dokumentargenren generelt, er der intet "postmodernistisk" ved at hævde at en dokumentar pr. definition er manipulation.

Hvis man ser på dokumentarfilmgenrens historie, har den været præget af manipulation fra dens spæde fødsel; "Nanook of the North" fra 1922, som af mange betegnes som en af de første "rigtige" dokumentar er iscenesat i helt ekstremt grad.
I det øjeblik at en dokumentarist sætter to billeder sammen, optaget uafhængigt af hinanden, manipulerer denne.

Dette gør ikke dokumentargenren mindre interessant, man skal blot ikke forveksle den med journalistik. Det er netop dokumentarfilmskaberens ædle opgave at tilstræbe at den konstruerede virkelighed som dokumentaristen skaber, for så vidt muligt stemmer overens med den virkelighed som dokumentaristen så for sine øjne under udførelsen af dokumentaren.

Hvorvidt Michael Moore lykkes i dette foretagende, afhænger ikke blot af øjnene som ser, men også af hvad Michael Moores øjne ser.

God weekend


Le temps détruit tout

Skriv ny kommentar: