I “Bowling for Columbine” søger Michael Moore at afdække den amerikanske holdning til våben og ikke mindst årsagen til de mange tusinde skuddrab som USA hvert år oplever. Med sin usædvanlige facon formår Moore at vise en masse underholdende, gribende og chokerende scener, men mister til sidst en smule overblikket, da han – i modsætning til sin tidligere film “Roger & Me” – har svært ved at finde og pege på den “skyldige”.

Moore er en dygtig dokumentarist og fremragende iscenesætter, som med stor præcision formår at placere sig selv i centrum med sin nådesløse og frembrusende tilgang til sine historier. På denne måde tvinger han også sine “ofre” til at reagere. Moore er glad for at blive afvist for så vender han bare stærkere tilbage anden gang, som da han i “Bowling for Columbine” bliver ignoreret af topfolkene i supermarkedskæden “Wal-Mart”, for derefter at vende tilbage med samtlige tv-stationer i ryggen – så vil de pludselig gerne tale med ham. Modsat mange dokumentarister er Moore altså ikke en flue på væggen som iagttager – han er en aktiv deltager, som er med til at forme og forandre filmen.

Moore starter sin film med at gå ind i en bank, hvor man får et gevær som gave, hvis man åbner en konto. Moore spørger dernæst om det ikke er uklogt at udlevere våben i en bank. Dernæst går han til en frisør, hvor man kan købe patroner mens man venter på sin klipning. Allerede fra starten er Moores holdning klar: USA’s tilgang til våben er grotesk – og en af årsagerne til de over 11.000 våben-relaterede dødsfald nationen hvert år oplever.

Som filmens titel antyder fortæller Moore sin historie med udgangspunkt i Columbine-massakren, hvor to elever med fuldt overlæg skød og dræbte deres skolekammerater samt en lærer. Moore bruger tragedien som et eksempel på de mange og meningsløse drab man så tit hører om i USA, og viser hvorledes amerikanerne ofte overreagerer og peger fingre af de forkerte: efter Columbine blev rockmusikeren Marilyn Manson således sat under hårdt pres og måtte aflyse koncerter, fordi flere foreninger og politikere mente at det var typer som ham, der fik de to elever til at gå amok. Men som Moore korrekt bemærker, så lytter de også til den farvefulde goth-rocker i andre dele af verdenen, uden af den grund, at skyde sine klassekammerater i hovedet.

Den mere liberale holdning, at den letlempelige våbenlovgivning og de mange våben som florerer i landet skulle være årsagen til de mange drab, dementerer Moore ved at tage et smut til USA’s nabo, Canada. Her har man tradition for jagt og landet har samme antal håndvåben pr. indbygger som USA. Men her er det årlige drabstal nede på et par hundreder. Desuden har man ikke den samme frygt for kriminalitet som i USA – og som Moore viser, låser Canadierne ikke deres døre – utænkeligt for en amerikaner, som barrikaderer sig bag både stållåse og jerngitre!

Moores argument er, at amerikanerne – mere end de fleste andre nationer – via medierne bliver pumpet fulde af skrækhistorier om farlige sorte kriminelle og terrortrusler, der får våbensalget til at stige med 70 %, og som i virkeligheden måske er stærkt overvurderet. Og samtidig med at Bush øser penge ud på bekæmpelsen af den mere eller mindre synlige terrortrussel, bliver de sociale problemer nedprioriteret og de sorte ghettoer – hvor volden tit er størst – vokser. Moore illustrerer med en morsom men stærkt simplificeret lille tegnefilm i bedste “South Park”-stil, hvorledes det amerikanske frygt-fænomen kan spores helt tilbage til kolonitiden, hvor de første pilgrimme måtte flygte fra Europa pga. frygt for religiøs forfølgelse. Derefter fulgte skræmmekampagner, der resulterede i frygt for de “vilde” indianere, de sorte slaver, udenlandsk arbejdskraft, osv. Altså alt der virker “fremmet” og ikke passer ind i idéen om et hvidt, småborgerligt Amerika – dvs. som Marylin Manson.