“Master and Commander” er en teknisk fantastisk flot og gennemført film om livet ombord på et engelsk krigsskib for 200 år siden. Filmen er rig på historiske detaljer og har mange spændende momenter, men bliver desværre en anelse for lang. Især midten halter, hvor der simpelthen ikke sker nok til at opretholde interessen mellem filmens flotte søslag.

Jægeren – og den jagede”… Opsnap fransk kaperskib Ancheron… sænk, brænd eller tag det som bytte.” Sådan lyder den klare ordre til den engelske Kaptajn Jack Aubrey (Russel Crowe) og hans mandskab, som befinder sig på fregatten HMS Surprise ud for Brasiliens kyst. Året er 1805 og England er i krig med Napoleon Bonapartes Frankrig. Kaptajn Aubrey skal gøre sit for at den franske flåde ikke opnår kontrol med den del af verdenshavet – og jagten på Ancheron er gået ind. Det er en jagt som tager den 197-mand store besætning med over flere verdenshave og byder på både det værste fra naturens side, i form af dødbringende storme, og på det bedste, som da de kaster anker ved Galapagos-øerne med deres unikke natur og dyrearter. Da HMS Surprise opnår kontakt med Ancheron viser det sig imidlertid at opgaven bliver sværere end som så. Det franske krigsskib er mere moderne og robust end HMS Surprise og er den engelske fregat overlegen. Er jægeren pludselig blevet den jagede?

Overbevisende maritim realisme”Master and Commander” lægger eksplosivt ud. Det første søslag mellem de to store skibe bliver vist i alt dets blodige og larmende realisme. Træ og menneskeknogler splintres når kanonkuglerne smadrer igennem skroget og masterne. Midt i virvaret står skibets læge og opererer de sårede og råber at der skal smides mere sand på gulvet – så han ikke glider rundt i blodet. Også den maritime krigsstrategi er realistisk udført. Et slag afgøres ikke nødvendigvis af hvem der har flest kanoner, men af vindretningen og af hvilken kaptajn som er dygtigst til at manøvrere skibet, så dets kanoner peger mod fjenden og ikke omvendt.

Filmens krigssekvenser og den overbevisende realisme, som er holdt hele vejen igennem, er filmens store styrke og bidrager til en meget atmosfærisk oplevelse. Alt virker planlagt ned til mindste detalje, rekvisitterne ser ud som om de er lånt fra museer og det er rart at se en film som ikke læner sig op ad computerskabte effekter. “Master and Commander” føles og næsten lugter som noget der foregik for 200 år siden og bliver aldrig utroværdig i udførelsen.

Manglende dramatikFilmens tekniske og visuelle side er helt i top, men historien har til gengæld lidt svært ved at følge med. Der er kun ganske få af de voldsomme søslag i hele filmen og langt det meste af de 2 timer og 18 minutter viser den lange tid og udbredte kedsomhed på skibet mellem slagene, som kun forsødes af en ekstra ration grog. Dette er uden tvivl en realistisk skildring af livet ombord på en krigsskib i 1800-tallet – megen venten og kun lidt action – men det får denne del af filmen til at føles lang. Problemet er at der ikke er nogen tilstrækkelig interessant indre konflikt til at bibeholde opmærksomheden når den ydre fare, i form af Ancheron, ikke lige ligger og lurer bag det næste rev eller den næste mættede tågebanke. Konfrontationen der ulmer mellem skibets læge, Stephen Maturin (Paul Bettany), som mener at det er for risikabelt at fortsætte missionen, og den stoiske Kaptajn Aubrey, som vil sætte missionen over sine mænds liv, bliver aldrig rigtig farlig. Kaptajn Aubrey er simpelthen for flink og elsket af sine mænd, der aldrig betvivler hans planer og intentioner.

I det hele taget er Russel Crowes Kaptajn Aubrey en lidt vag figur. Han sætter missionen og pligten over alt andet – og så alligevel ikke. Det bliver aldrig rigtig klart om han har nogle indre dæmoner der gør at han kaster sine mænd gennem alskens lidelser i jagten på det franske krigsskib. Er det personligt? Pligt? Så har Paul Bettany (næsten ugenkendelig med sortfarvet hår og sorte øjenbryn) mere at arbejde med i rollen som den modvillige skibslæge, der hellere vil studere dyrelivet på Galapagos-øerne end glide rundt i mandskabets blod. På trods af at den intellektuelle læge ikke helt forstår sømandsjargonen på skibet og må proppe papir i ørerne når kanonerne affyres, er han vellidt og beundret af mandskabet, som ved at han er en uvurderlig del af besætningen.

På trods af at “Master and Commander” føles lidt lang har den mange mindeværdige scener. Grumme øjeblikke som et selvmord og en dreng der får armen amputeret, men også smukke scener, som optagelserne på Galapagos-øerne og Maturins fascination og glæde ved et naturliv som aldrig tidligere var blevet set med vestlige øjne (optagelserne foregår – som de første nogensinde for en spillefilm – på de rigtige øer).