Zathura
Udgivet 8. mar 2006 | Af: Benway | Set i biografen
Det er den slags neddæmpet samhørighed der er grundstenen i “Zathura”, en film der ligesom et brætspil skaber følelsen af at vi bevæger os ud i verdenen mens den reelt fører os tættere sammen.
Danny og Walter på henholdsvis 6 og 10 år, skal tilbringe dagen hos deres far i hans nyindkøbte ældre hus. Forældrene er skilt og faderen (Tim Robbins) bliver kaldt på arbejde. Han beder deres teenage storesøster om at holde øje med dem, hvilket hun dog ikke rigtigt gider. Danny og Walter kommer hurtigt op at skændes, hvilket ender med at Walter smider Danny ned i kælderen. Her finder han et gammelt, lettere forfaldent, rum-brætspil ved navn “Zathura”. Det er et gammeldags mekanisk spil hvor man efter tur skal trykke på en knap for at bevæge sit lille rumskib henover overfalden.
Filmens primære målgruppe er formodentlige drenge i alderen 10 – 14 år, men den er dog et ganske godt bud på en familiefilm der burde kunne underholde alle medlemmerne. Filmen er et charmerende bekendtskab, bl.a. i kraft af dens gennemførte 50’er science fiction udformning med firkantede robotter og frådende firbensrumvæsner. Selvom der er brugt ganske flotte computereffekter til filmen, så har de en håndlavet og bevidst primitiv fremtoning der fint supplerer tonen.
At bringe børn i fare kunne meget vel være alt andet end sjovt, men ikke her hvor vi på intet tidspunkt tror at nogen kommer til skade. På det punkt fungerer den bedre end “Jumanji”, som til tider var for hård kost til genren. Selv når fremmede rumskibe blæser kæmpe huler i det flyvende hus eller den ekstremt dårligt koordinerede robot angriber, bliver brødrene aldrig mere bekymrede end at de husker at skændes. Her ligger en af filmens bedste dispositioner. Familien – ikke rumrejsen – er dens hovedemne.
Til gengæld lider fortællingen under at vi næsten ikke forlader huset og at handlingens udvikling er meget begrænset. Historien bliver hurtigt noget repeterende: træk kort, overvind fare, træk nyt kort, osv… Samtidig mangler filmen den følelsesmæssige tyngde der kunne gøre den decideret bevægende. Hvad vi i stedet ender med er en ganske fin familiefilm uden de store armsving men med en kæk følelse af barndommens betagelse af mysterier, eventyr og rumrejser.
Undervejs er det svært ikke at sende en kærlig tanke til den danske ungdoms tv-serie “Crash” fra 80’erne. Den handlede om en dreng der tager på rumrejse i sit værelse som han styrer med skrivebordslampen. Ligesom den er “Zathura” en legende beretning der balancer forsigtigt mellem det fjollede og det opfindsomme uden at falde i. Her er god grund til at spille med.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet