Der findes film, som man ikke glemmer – film der brænder sig fast på ens nethinde, og som ikke forlader ens tanker lige med det samme, men bliver ved med at rumstere i ens indre. Lad mig slå fast med det samme, at en sådan film er “The Forgotten” ikke! Hvis man har set frem til en spændende thriller, der stiller spørgsmålstegn ved hvad der er sandt, og om vi kan stole på vores minder, så bliver man slemt skuffet. Der er således intet nævneværdigt interessant, nyskabende, overraskende eller for den sags skyld rørende ved “The Forgotten”, der er mere metervare end forfriskende spændingsfilm.

Der lægges ud med at så tvivl om, hvorvidt hovedpersonen Telly (Julianne Moore) faktisk er mentalt syg og har opfundet sin fortid og sine minder om sin søn. Men denne vinkel droppes imidlertid meget hurtigt til fordel for et fortærsket paranoia-plot, hvor det hele pludselig lader til at være en stor sammensværgelse – et intergalaktisk eksperiment – som dirigeres af kræfter fra det ydre rum. Denne afsløring af handlingens drejning bør dog ikke komme som et chok for publikum og faktum er, at da filmen afslører dette, så er man for længst holdt op med at interessere sig. ‘Rumvæsner, virkelig? …who cares?!’, er man fristet til at sige, for den indledende historie om vrangforestillinger og en indbildt fortid er langt mere spændende end sci-fi sammensværgelsen.

Filmen er selv med til at forstærke denne ligegyldighed i sin konstruerede og meget fortænkte historie, der blæser på al logik til fordel for plottets fremdrift. Det er som om instruktøren Joseph Ruben og manuskriptforfatteren Gerald DiPego sværger til devisen om, at ‘målet helliger midlet’, og at der derfor godt kan lægges spor ud til vores to hovedpersoner, som virker direkte malplacerede. F.eks. finder Telly og Ash et indrammet billede af en hangar, der udelukkende har til formål at lede dem videre til næste lokation, men hvorfor dælen har man et sådant billede stående? På samme måde virker alle personerne i filmen snarere som papskabeloner, hvis opgave udelukkende er at guide tilskueren gennem handlingen for at nå til den lidet overraskende slutning. Selv de to hovedpersoner bliver aldrig interessante, og man har derfor ikke nogen synderlig sympati for dem. Disse ting resulterer i, at filmens spændingskurve forbliver forholdsvis flad, og ironisk nok kommer “The Forgotten” til at fremstå lige så kold og kalkuleret, som det fiktive eksperiment, der udføres af de mystiske aliens.

På skuespillerfronten er der heller ikke meget at komme efter. Hverken Julianne Moore eller Dominic West leverer synderligt nuancerede præstationer, men måske skal det snarere ses i lyset af manuskriptet. Heller ikke filmens øvrige cast er værd at fremhæve (end ikke den ellers altid solide Gary Sinise), da de som sagt ikke har meget mere end tynde stereotyper at arbejde med, og ingen af dem formår at komme ud over denne grænse.

Teknisk er filmen hverken superspændende eller direkte makværk. Fotograferingen er udmærket, men anonym (med undtagelse af de sukkersøde flashbacks som er holdt i et ulideligt softtone-look). De få special effects og enkelte chokmomenter, som filmen indeholder, virker ganske godt. Det er dog kun på lydsiden, at der virkelig er noget at komme efter i denne film, og her kan man takke James Horner for hans markante og utroligt atmosfæriske score. Musikken låner til tider fra Angelo Badalamenti og Cliff Martinez, men den formår dog, at stå på egne ben. Desværre er hele filmen sovset ind i musik, og det bliver derfor hurtigt for meget af det gode. Havde det ikke været for den overdrevne brug, havde musikken sandsynligvis fungeret langt bedre og haft en større effekt.