Da Michael Caine i sin tid spillede hovedrollen i komedien “Alfie” gjorde han det med en sådan overbevisning, at filmen var med til at gøre ham til en stjerne. Det er næppe sandsynligt, at denne genindspilning af “Alfie” vil gøre det samme for Jude Law, dels fordi Law allerede må regnes som en stjerne, og dels fordi historien ikke har de samme skarpe kanter som den tidligere. Det forhindrer dog ikke den nye “Alfie” i at være vældig underholdende.

Alfie er en englænder bosat i New York. Hans interesser er efter eget udsagn: ”Vin, kvinder og … nå ja, det er stort set det. Vin og kvinder”. Han er chauffør i et lille limousine firma, men al hans energi er rettet mod at forføre så mange kvinder som muligt, hvilket den ulasteligt klædte charmende slubbert gør med stor succes.

Han har dog et næsten fast forhold til den enlige moder Julie, hvis søn Alfie modstræbende erkender at være meget glad for. Andre kvinder passerer forbi i Alfies liv: den forsømte hustru Dori, den smukke Nikki, som Alfie dog opdager har en del personlige problemer, og den ældre Liz, der på mange måder lader til at være et spejlbillede af Alfie selv. Desuden er der hans bedste vens ekskæreste, hvis forhold Alfie forsøger at genoprette, på sin egen utraditionelle måde naturligvis. Den alternative teknik får dog særdeles alvorlige følger for Alfie og hans venner.

Vi får direkte adgang til alle Alfies opfattelser, eftersom Jude Law betror sine tanker direkte til kameraet gennem hele filmen. Det er hans subjektive opfattelse af historien som vi ser. I sine bekendelser er han umiddelbart hensynsløs ærlig, men efterhånden som handlingen udvikler sig bliver det mere og mere tydeligt, at Alfie ikke alene lyver for sine ofre, men også for sig selv. Han er efterhånden blevet så dygtig til det, at han ofte er fuldkommen fremmed overfor sine egne følelser, og bliver overrasket af konsekvenserne af hans handlinger.

Jude Law er perfekt som charmøren Alfie. Han er fuldstændigt overbevisende i rollen og det er ikke svært at acceptere at han kan forførere de fleste kvinder med sit afvæbnende smil. Når filmen fungerer så godt som den gør, skyldes det først og fremmest hans underholdende præstation. Hans direkte talen til kameraet kommer hurtigt til at virke fuldstændig naturlig. De forskellige biroller er dog også velspillede, særligt af Nia Long og Omar Epps. Desuden får den altid kompetente Susan Saradon mulighed for at fyre nogle af filmens bedste replikker af.

“Alfie” er umiddelbart en komedie, og den leverer også mange sjove sekvenser. Komikken viger dog efterhånden for alvoren, selvom Alfie med sit evig optimistiske syn på livet ikke synes at bemærke det før det er for sent.