Koslænget
Udgivet 13. aug 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Bedst er de mange skæve og aparte karaktertegninger, der gør “Koslænget” til en habilt underholdende affære trods de fortællemæssige ujævnheder. Hovedfokus hviler på ungtyren Otis, der i sit sorgløse og ungdommelige stadie har travlt med festerne og drengestregerne, mens faderen Ben forsigtigt prøver at forberede sønnike på voksenlivets alvorsfulde genvordigheder, heriblandt det kommende lederskab af bondegårdens dyr og de farer, der lurer uden for indhegningen. Men også det hårdtsparkende muldyr Miles og resten af bondegårdens vilde festoriginaler, særligt tempodanseren Vilde Mike, er nu hele fornøjelsen værd. Og så en smule til.
Coming-off age eventyret farer dog lettere kluntet afsted og bliver aldrig den sammentømrede helhed, man kunne have ønsket. Der er unægteligt et anstrøg af berøringsangst, og far-søn temaet samt den blomstrende kærlighed til den nytilkomne og underskønne kvie Daisy bliver desværre tilnærmet i alt for forsigtige ryk. Til gengæld – og her fungerer “Koslænget” efter alle kunstens regler – må Otis indstille sit liv som festabe og indtræde i voksenlivet på rekordtid, da faderen over natten må lade livet for fødderne af en flok glubske prærieulve. Lederskabet bliver den skinbarlige realitet for den højtråbende og rebelske ko, og se, det var nu nok ikke lige, hvad han havde haft med i sin kalkule aftenen forinden.
For trods skønhedspletter og fodfejl er “Koslænget” nu stadig en charmerende og hudløst (k)ærligt fortalt og fantasifuld leg med det tegnede medium, hvis det da ellers er muligt at abstrahere fra en så graverende fejl, at alle bondegårdens tyre af uransalige årsager er blevet udstyret med yvere. Det kan i hvert fald undre, at instruktøren Steve Oedekerk og håndlangere ikke har haft bedre styr på bondegårdsdyrenes anatomi og fysiske tilbøjeligheder. Og sammen med den fortærskede historie trækker det desværre de muntre indslag ned på et noget mere jordnært og stuerent niveau, end hvad det kunne være blevet til.
Spændingskurven er af samme årsag nok lidt amputeret. Takket være den velkendte formular ved vi jo, at dyrene nok skal overvinde den udefrakommende ondskab. Men det og den lidt kluntede historie sat til side, har holdet bag “Koslænget” trods alt stadig lagt sig i selen hvad angår kreativt tegnede figurer og fantasifulde indslag. Og med den slags kogalskab vinder det animerede familieunivers uden bævren stadig på point.
“Koslænget” tugtes med en kvalmende forudsigelig handling, men alligevel ødelægges charmen ikke ved en film, der er rig på skøre indfald og muntre sketches en masse. Filmen er ikke voldsomt original i sin udskæring, men står alligevel distancen med et højt tempo og – ikke mindst – et fandens højt og smittende humør. Det kan dog til stadighed undre, at bondegårdens tyre er udstyret med yvere, og bedre er under alle omstændigheder ekstramaterialet, der, som udgivelsens bedste part, flyder over med alskens rariteter.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet