FilmenSom 26-årig kom Ramón Sampedro ud for en ulykke på stranden, der lammede det meste af hans krop. 29 år senere følger vi ham i hans sengeliggende tilstand. Han bor i Galicien i Spanien hos sin brors familie, der tager sig af ham. Han har et vindue der lukker den landlige idyl lige ind i værelset og herfra kan han dufte havet.

På trods af, at det var det lumske hav der var medvirkende til hans lammelser, længes han tilbage dertil, og i nogle flotte drømmesekvenser rejser vi med Ramón ud af hans vindue og ind i havets indre, som er det titlen refererer til.

Ramón er dog træt af livet og ønsker at få det afsluttet – han har levet det liv han ønsker og han kan nu kun foretage rejser med fantasien. Der er ikke noget kærlighed at opleve, for som han siger: ”Når man ikke kan elske, kan man ikke elske” – derfor ser han ingen grund til at vente på en naturlig død. Det er her filmens store kontroversielle tema dukker op, netop debatten om aktiv dødshjælp, der i Spanien, som i de fleste andre lande, er ulovligt.

Instruktøren Alejandro Amenábar er stor tilhænger af retten til aktiv dødshjælp og i filmen sidestilles dette valg med retten til at leve sit liv frit.

Organisationen “En værdig død” arbejder for at deres medlemmer får støtte i deres valg om liv eller død. Ramón er medlem af organisationen i håb om at det vil bringe ham tættere på aktiv dødshjælp på lovlig vis. Gené, der arbejder for “En værdig død”, sætter ham i forbindelse med Julia, en advokat der selv har døden tæt på livet. Hun lider af den dødelige sygdom Cadasil. Julia har sagt ja til at præsentere Ramóns sag for domstolene, og gennem hendes arbejde bliver Ramón og Julia tiltrukket af hinanden. De to er meget forskellige; Ramón ønsker at ende livet på trods af at han ikke er i fare for at dø. Han ser i Julia en person der ønsker at leve, på trods af sin dødelige sygdom. Julias syn på livet ændres dog da hun får et tilbagefald og hun kan nu tydeligere se Ramóns motiver for at ville gøre en ende på sit liv.

Ind i Ramóns liv kommer også den ensomme Rosa, der har set ham på tv og i ham ser alt det, hun aldrig selv har oplevet i sin omgang med mænd, der gang på gang har misbrugt eller forladt hende. Hun besøger ham og på trods af et uheldigt første møde, opstår et varmt venskab mellem de to.

Ramóns familie undrer sig over dette rend af kvinder, men accepterer det. Bølgerne går dog også højt i det lille hjem – broderen José raser over Ramóns beslutning og mener det ydmyger familien. Han gør det klart at han ikke støtter op om valget og at det ikke kommer til at ske inde for hjemmets fire vægge.

Virkelighedens Ramón Sampedro døde i 1998. Han kæmpede for sin ret til aktiv dødshjælp frem til sin død.

Amenábar har med “Mit indre hav” forsøgt at skildre en mand der var så glad for livet at han ikke kunne bære at leve uden. Resultatet er en utrolig gribende og vedkommende fortælling, godt hjulpet på vej af fantastiske præstationer fra samtlige skuespillere, i særdeleshed Javier Bardem og Celso Bugallo.

Video”Mit indre hav” er præsenteret i anamorphic widescreen, i filmens originale 2.35:1 aspect ratio. Et utroligt flot transfer præger denne dvd. Farverne er spillevende og der er ingen fejl at spore som følge af snavs eller kompression. Især ved filmens udendørsoptagelser får man fuld valuta for pengene – det er ikke småt med detaljerne i Amenábars verden og billedsiden fremviser dette på bedste vis.

AudioDet er især en dygtig mixing, der også gør “Mit indre hav” til en lydmæssigt stor oplevelse. Man har valgt at give effekter og musik fuldt spillerum, således at man bliver revet med i alle henseender. Dette gør sig primært gældende i drømmesekvenser, men gennem hele filmen byder lydbilledet på en medrivende og stor lydoplevelse. Det er forholdsvis atypisk for en dialogdreven film, men her har man virkelig forstået at udnytte de tekniske muligheder nær optimalt. Musikken spreder sig til baghøjtalerne og selv subwooferen kommer ofte på arbejde.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne dvd består primært af en lang “Making of” dokumentar på 88 minutter. Dokumentaren går bag om kameraet på filmen og gennemgår kronologisk de fleste af elementerne der skulle gå hen og blive til “Mit indre hav”.
Lige fra udarbejdelsen af manuskriptet af Amenabar og Mateo Gil, til casting, valg af locations og optagelser i studie, bliver vi tager med rundt på en grundig gennemgang af arbejdet bag. Det er her ret tydeligt at Amenabar har lagt meget vægt på at genskabe Ramón Sampedros tilværelse så akkurat som muligt bl.a. ved at tage kontakt til de pårørende.

Programmet slutter af med et kig på præproduktionen med klipning og tilføjelse af computereffekter til skabelsen af musikken, hvilket Amenabar også har stået for. Dokumentaren er interessant fra første øjekast og giver en god idé om hvilket kæmpe arbejde Amenabar selv påtager sig under sine projekter.

Tre slettede scener er også at finde på skiven. Scenerne er ret unødvendige og siger ting der er implicit tydelige i filmen, så det er godt de er blevet udeladt.