Sky High
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 12. mar 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
18-årige Michael Angarano spiller Will Stronghold, søn af Steve og Josie Stronghold – verdens mest populære og effektive superheltepar. Problemet er bare, at Will ikke rigtig har fået nogen superkræfter endnu, og han frygter, at de måske aldrig vil dukke op. Netop den unge søns ønske om at imponere familie og venner med nye og fantastiske kræfter vil garanteret sikre filmen en plads i enhver 10-årig knægts hjerte. Angarano er desværre ikke altid lige overbevisende. Han koncentrerer sig lidt for meget om at rynke øjenbrynene og få læberne til at skælve i stedet for sit skuespil.
“Sky High” kunne let være blevet noget overpompøst og overkommercielt ævl, men med højt humør og et veldrejet manuskript er det lykkedes at skrue en dejlig fantasifuld familiefilm sammen, som nok skal blive elsket af de mindste og nydt af de ældre, helt-igvis.
Der er to dokumentarer på dvd’en. Den første er “Welcome to Sky High” (15 minutter). Den er ganske morsom, men også meget kortfattet. Yngre fans af filmen vil nok nyde den mest. Derudover er der “Breaking Down Walls: The Stunts of Sky High” (7 min.), der fortæller, som titlen antyder, kort om flere af filmens stunts. Der er enkelte ting, som man troede var computergeneret, der egentlig er udført i virkeligheden. Imponerende. Hvis du trykker på den lilla brik nederst i “Backstage Disney” undermenuen får du serveret en gemt 1-minut-lang dokumentar om filmens charmerende marsvin.
Så er der også omkring 4 minutters knap-så-morsomme fraklip, en musikvideo til nummeret “I Melt With You” af Bowling For Soup, og dvd’en starter med trailere til “Herbie: Fully Loaded”, “Ice Princess”, “Aliens of the Deep”, “Kronk’s New Groove” og special edition dvd-udgaven af “Lady og vagabonden”.
“Sky High” var en af sidste års bedste familiefilm. Et uimodståeligt koncept har lagt fundamentet til skabelsen af en varm, flot og på flere måder original lille film. Javist, den er meget sukkersød, en tand for forudsigelig og byder på én eller to ujævne præstationer, men den har nok gåpåmod til at blive elsket af børn og nydt af unge og voksne. Desværre er præsentationen af filmen på dvd en smule mangelfuld, og det kortfattede og begrænsede ekstramateriale egner sig nok mest til filmens yngste fans.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet