I en lang række af remakes er vi nu nået til John Carpenters kult-klassiker “Sidste nat på station 13” fra 1976. Da Carpenters film udkom var den ret kontroversiel og meget tæt på at få en X-rating. Dens remake opnår næppe samme opmærksomhed som originalen, for det er en ganske typisk action-thriller.

Filmens præmis er ret simpelt: Station 13 skal nedlægges, det er nytårsaften og kun et par enkelte ansatte er tilbage på stationen. De to betjente Jake Roenick og Jasper O’Shea, samt sekretæren Iris Ferry. Men situationen bliver kompliceret da en fangetransport sidder fast i uvejret og må søge ly på stationen. Ombord på transporten befinder sig bl.a. forbryderbossen Marion Bishop. Netop som fangerne er placeret i deres celler bryder helvede løs. Nogen forsøger at bryde ind på stationen og dræbe alle der er derinde. De få betjente og fangerne må slå sig sammen for at bekæmpe fjenden. Filmens spændingsmoment ligger i hvor mange og hvem af de belejrede der overlever angrebet, og her leverer filmen da et par overraskelser eller to.

Plottet er så simpelt, at det næsten er uforståeligt at der kan komme en film ud af det. Det må tilskrives Carpenters talent at det lykkedes at lave en film, der i dag ses af mange som en kult-klassiker. Den betegnelse kommer man næppe til at sætte på remaket, selvom den er skåret over samme plot. Den minder i høj grad om en cowboyfilm, hvor soldaterne forsøger at holde fortet imod de blodtørstige rødhuder. Der er da også adskillige cowboy referencer i filmen og det var også Carpenters tanke at lave en nutidig variant af temaet, da han skrev den første film. Og det understreger jo blot hvor uoriginal filmen er… det hele er jo set før.

Karakterene virker ved første øjekast interessante og tredimensionelle, men hurtigt opdager man at de blot er gentagelser af efterhånden så velkendte temaer. Jake Roenick er en god betjent der er gået i hundene, men han vokser naturligvis med opgaven og tager ansvaret inden filmen er slut. Jasper O’Shea er den gamle rotte, der snart skal på pension… og så ved vi jo godt hvor det bærer hen. Iris Ferry er den sexede sekretær der er villig til at gå i seng med alt der har en puls.

Karaktererne holdes heldigvis i live af nogle udmærkede præstationer fra skuespillerne. Ethan Hawke spiller lidt videre i samme spor som i “Training Day”, men det er slet ikke så skidt endda. Brian Dennehey er altid manden for at spille tough-guy og det er rart igen at se ham på film, efter han de sidste par år primært har lavet tv. Drea DeMateo står svagest og overfører nærmest blot sin rolle som Joeys sexfikserede søster fra tv-serien “Joey”.

For at overleve må betjentene slå sig sammen med fangerne, der også er klicheer: Gangbangeren, junkien, den veltalende lommetyv og gangsterbossen Marion Bishop. De spilles af Aisha Hinds, John Leguizamo, rapperen Ja Rule (der ligeledes leverer det obligatoriske rap-nummer til rulleteksterne) og Laurence Fishburne. Leguizamo er helt klart bedst som den paranoide og hyperaktive junkie Beck, mens Fishburne nærmest kører på autopilot og endnu engang leger Morpheus – helt ned til det lilla jakkesæt.

Det giver en ganske interessant dynamik at fangerne og betjentene skal arbejde sammen og det kommer der et par gode intense situationer ud af, hvilket tilfører lidt hårdt tiltrængt dybde til filmen.

I modsætning til originalen består fjenden denne gang af korrupte politifolk ledet af Marcus Duvall. Han og Bishop er tidligere partners-in-crime og Duvall ved at Bishop vil vidne imod ham hvis han kommer for retten. Det kan han naturligvis ikke tillade og angriber derfor Station 13 for at eliminere Bishop og alle der har set ham. Ideen er såmænd god nok, men udførslen er knap så god.

For det første så har filmens hovedskurk Duvall, der ellers er godt spillet af Gabriel Byrne, meget lidt tid på skærmen. For det andet så virker det usandsynligt at SWAT teamet der angriber stationen med deres højteknologiske grej, er ude af stand til at bekæmpe otte dårligt udstyrede modstandere. De er ganske uorganiserede og angriber med en eller to mand ad gangen. Det er ikke alene dårlig taktik, det er også ret utroværdigt. Heldigvis er intet så skidt at det ikke er godt for noget, for hver gang de angriber kan man nyde nogle udmærkede action sekvenser, der er seværdige uden at være overgearede.

“Sidste nat på Station 13” lever primært på disse action sekvenser, samt spændingen om hvem der overlever og hvem der dør. Skuespillet er grundlæggende acceptabelt for en film af denne type, mens plottet udelukkende fungerer som en god grund til at fyre actionsekvenser af. Skal man have lidt letbenet action med en smule spænding og et par gode bulder og brag er “Sidste nat på Station 13” et oplagt valg.

VideoUdgivelsen kommer med at Anamorphic Transfer i 2.35:1 Aspect Ratio. Hele filmen foregår om natten og det meste af tiden på en mørklagt politistation. Filmens farvepalette består primært af forskellige grader af sort og mørkeblå og transferet præsenterer dem rigtig godt, med nogle dybe mørke farver. Skarpheden er rigtig god, og der er ikke spor af artefakter eller kompressionsfejl. Skal man sætte fingeren på noget er der en meget lille smule grums i visse scener. Det skyldes dog nærmere de mørke betingelser som filmen er optaget under end transferet.

AudioLydsiden på udgivelsen er fremragende. Der er to lydspor på engelsk, Dolby Digital 5.1 og DTS. Filmen har et rigtig godt lyddesign og lydsporene er det bestemt værdigt. Surroundhøjtalerne er meget aktive og separationen er rigtig god. Man dukker sig næsten når kuglerne pifter en om ørerne. Subwooferen er godt i gang når maskinpistolerne glammer og eksplosionerne lyser skærmen op. Lydsporene fungerer også rigtig godt i de stille scener. Dialogen er klar og tydelig og i en scene i en skov høres kun vindens hylen og sneens knasen når karaktererne træder i den. Det er rigtig godt og det kvitterer vi for med en topkarakter.

EkstramaterialeFørst og fremmest er der et kommentarspor med instruktør Jean-François Richet, forfatter James DeMonaco og producer Jeffrey Silver. Richet er franskmand, så han er til tider svær at forstå pga. accent, så her ville det have været dejligt med danske undertekster på ekstramaterialet. Heldigvis akkompagneres han af de to andre, der hjælper til og oversætter når det er nødvendigt. Det er et udmærket kommentarspor, hvor de snakker om filmens produktion, hvordan de overkom sprogbarrieren og meget andet.

Dernæst er der en række slettede scener, med mulighed for kommentarspor af Richet. Scenerne består primært af små karaktermomenter, som måske kunne have givet en smule mere dybde til karaktererne. Richet forklarer hvorfor scenerne er blevet slettet, men man må koncentrere sig for at forstå hans tykke franske accent.

Derudover er der 4 featuretter, “Armed & Dangerous”, “Behind Precinct Walls”, “Plan of Attack” og “The Assault Team”. De er omkring 5-10 minutter lange og omhandler forskellige aspekter af filmens tilblivelse. Endelig er der en kort featurette, “Caught in the Crosshairs”, som er af den slags hvor alle klapper hinanden på ryggen.

Har vi virkelig brug for alle disse genindspilninger af gamle klassikere, som synes at vælte ind fra Hollywood for tiden? Hvis originalen var god, hvorfor så ikke bare gense den – skal vi partout serveres for gammel vin på nye flasker, bare for at nutidens publikum også skal kunne følge med? Med fare for at lyde som en gammel forstokket stodder, så vil jeg mene nej. Bevares, det sker da ind i mellem, at en enkelt af disse film formår at tilføre forlægget noget nyt, men som regel er den slags forsøg på at slå plat på en foregående succes eller et glimrende manuskript blot ynkelige.

Genindspilningen af John Carpenters (“Maskernes nat”, “Det grusomme udefra”) rå actionfilm “Sidste nat på station 13” fra 1976 har da også valgt at beholde den oprindelige præmis. En nedlagt politistation bliver rammen om en belejring, hvor politi og forbrydere indenfor bliver nødt til at arbejde sammen for at overleve. Men i Jean-Francois Richets moderne version er det ikke længere en hob blodtørstige kriminelle, der angriber stationen, men i stedet en gruppe korrupte politimænd, der ønsker at likvidere en af de indsatte, inden han kan afsløre dem. Det kommer der en heftig gang action ud af, men handlingen og karaktererne bliver ladt i stikken.

Starten tegner ellers lovende. Vi introduceres for Jake Roenick (Ethan Hawke), som under en undercover sag mister sine to makkere. Det er en hektisk og visuelt vibrerende intro, hvor den rå og barske tone fra originalen slås an. Men så begynder det at gå ned ad bakke. Det er som om instruktøren og manuskriptforfatteren mest er interesserede i at lave en blankpoleret thriller med velkendte plottwists. Drivkraften i hele spændingen er derfor sat op på, hvem der mon er i ledtog med de korrupte politibetjente og hvem som er reelle nok.
Samtidig har de åbenbart været bange for at tabe forståelsen på gulvet, og derfor fyldes hver eneste dialogscene med læssevis af eksposition, der virker totalt malplaceret. Det er en skam at publikum undervurderes så meget i deres evne til at fange filmens set-up, for det medvirker til, at det bare ikke flyder naturligt.

For at citere lederen af de korrupte betjente, Marcus Duvall (Gabriel Byrne), så minder det hele mest af alt om ”et simpelt regnestykke”. Alt er sat op, så det belejligt passer sammen, og det endelige resultat er da også alt for let at forudsige på forhånd, inklusiv diverse mellemregninger. Således forsvinder det meste af den spænding som forventes, hvilket er synd, da historiens udgangspunkt lægger op til en masse interessante komplikationer.

Det er den franske instruktør Jean-Francois Richets første amerikanske film, og når man tænker på, at han indtil nu har holdt sig til smalle og mere socialrealistiske fortællinger, så er det forbløffende hvor lidt af hans personlige præg, der er at få øje på i “Sidste nat på station 13”. Den er faretruende tæt på Hollywoods metervare, og hvor Carpenters version var mere i stil med “Night of the Living Dead”, så minder Richets mest af alt om en “Die Hard 2”-klon. Den har dog stadig noget af den kompromisløse vold, som kendetegnede originalen, og det er befriende at se, at en actionfilm tør løbe linen ud og vise den slags iskolde blodsudgydelser. Det tilfører den heftige ramasjang en vis nerve, hvor voldsudgydelserne ikke bare bliver overfladisk og ufarlig æstetik, men skræmmende og nærværende. Man fristes næsten til at sammenligne med computerspillet “Max Payne”, dog uden bullet-time og John Woosk actionballet.

Det er især under selve angrebet på stationen at filmen kommer til sin ret, som i scenen hvor Bishop eliminerer en af sine modstandere med to molotov-cocktails. De brutale likvideringer overrumpler én og tilfører den ellers konventionelle fortælling en hårdt tiltrængt gennemslagskraft.

Det er et glimrende cast, som instruktøren har samlet sammen, men de må desværre alle se sig slået af de forcerede dialoger og de ret utroværdige karakterbeskrivelser som tillægges deres roller. Værst er det med filmens bad guys, der kunne være blevet en interessant ingrediens i hele suppedasen, da de er politibetjente og ikke egentlige forbrydere som udgangspunkt. Men de gøres hurtigt samvittighedsløse og ender som kedelige koldblodige og kalkulerede mordere. End ikke den superbe Gabriel Byrne kan stille noget op med sin endimensionale rolle. Ethan Hawke er god som den martrede politimand med egen psykolog (og ‘love interest’ in spe), selvom hans rolle ikke har meget at byde på ud over de åbenlyse klicheer. Laurence Fishburne, der spiller Marion Bishop, manden som angriberne vil have fat i, har heldigvis taget fri fra sin karikerede Matrix-figur, og giver den som stenhård, men fornuftig storforbryder.