I “Peter Plys og Hafferlaffen” vender vi tilbage til hundredemeterskoven som fortsat kan levere gode historier. Den vil utvivlsomt være et sikkert hit for de mindste.

Disney har, bortset fra deres samarbejde med Pixar, ikke haft nogle overvældende gode år. Sideløbende med deres større produktioner har de dog lavet en række mindre film baseret på A.A. Milnes Peter Plys historier som har været ganske gode. Den nye række af Peter Plys film startede med “Tigerdyrets familiefest”, fortsatte med “Grislings store eventyr” og nu er turen så kommet til “Peter Plys og Hafferlaffen”.

I filmen møder vi de velkendte figurer: den godmodige Peter Plys med den meget lille forstand, det overgearede Tigerdyr, den nervøse Grisling, det deprimerede Æsel og den kommanderende Ninka Ninus. Hovedpersonen i filmen er dog Kængubarnet og Hafferlaffen. Hafferlaffen er den eneste figur der er lavet til denne film, i bøgerne bliver den kun omtalt indirekte (på engelsk hedder den Heffalump, hvilket før er blevet omskrevet til Elefantdyret i de danske oversættelser). I Milnes historier er Hafferlaffen mere et produkt af Peter Plys og Grislings fantasi end et ægte væsen, men i denne film viser det sig at der ret faktisk findes hafferlaffer.

I angst for hvad Hafferlaffen kan finde på af farlige sager, organiserer vennerne fra hundredemeterskoven en hafferlaf-jagt, mere eller mindre kompetent ledt af Ninka Ninus. Kængubarnet, der ikke må deltage da de andre mener han er for lille, begiver sig ud på egen hånd, og inden længe møder han Laffe, der viser sig blot at være en harmløs Hafferlafunge. De to bliver hurtigt venner, og må sammen forsøge at skabe fred mellem de stridende parter.

“Peter Plys og Hafferlaffen” er en film hovedsagligt for de mindste, og som sådan fungere den glimrende. Handlingen er ganske simpel og letforståelig. Hovedvægten er lagt på forholdet mellem Kængubarnet og Hafferlaffen, og det er utvivlsomt ganske effektivt fordi de begge vil være lette for børnene at identificere sig med.

Filmen var oprindelig tiltænkt som en direkte-til-video udgivelse, men under produktionen synes man at filmen var blevet så god, at den kunne udsendes som biograffilm, hvilket var en korrekt vurdering. Dette er formodentlig årsagen til at tegnestilen ikke er på højde med f.eks. “Tigerdyrets familiefest”. Særligt omgivelserne mangler detaljer. Til gengæld så er filmen forfriskende rolig og stilfærdig. Der er ingen voldsomme udtryk eller hurtige klip, hvilket gør filmen særligt velegnet til mindre børn. Hafferlaffen selv er tegnet som en blanding af en elefant og en krammebamse. Han ligner netop et væsen der er trådt ud af et barns drøm, og ser alt andet end farlig ud.