Melinda and Melinda
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 16. aug 2005 | Af: filmz-Bruce | Set på DVD
Allen formår altid at komme under huden på New Yorks intellektuelle og udstille, hvor svært den kulturelle elite har det med menneskelige relationer, kommunikation og sex. Når et problem skulle diagnosticeres, var Allens varemærke altid hans egne hysterisk morsomme uortodokse fortolkninger af freudiansk psykologi. Dette gør sig også gældende i “Melinda og Melinda”, men denne gang må vi undvære Allen selv i selvportrætsrollen.
Fælles for historien er et middagsselskab, hvor værterne håber at få noget konkret ud af aftenen, hjulpet på vej af god mad, vin og stemning. Men aftenen tager en drejning, da en kvinde ved navn Melinda ringer på døren.
Det må være lidt af en drømmerolle at få lov at spille Melinda ud fra to vinkler og Radha Mitchell gør det ganske godt. Woody Allen er efterhånden blevet 70 år, så hans karakteriske rolle som kronisk antihelt og potentiel kæresteemne til kvinder i 30 års alderen, er ikke troværdig mere. I stedet har Will Ferrel overtaget hvervet og spiller Hobie, som opvejer sin mangel på selvtillid med lige dele sarkasme og ironi, minutiøst leveret til enhver situation. Men Woody Allen undervurderer sit eget varemærke og Hobie er desværre også minutiøst indstuderet efter Allens tidligere præstationer i “Manhattan”, “Annie Hall” og “Hannah og hendes søstre”. Ferrel er overbevisende, men formår ikke at gøre rollen til sin egen.
De to historier er dog ikke lige fængende. Jeg ville have foretrukket at se de to historier fortalt i forlængelse af hinanden, for selv om der generelt leveres godt skuespil, er problemet med to parallelle historier, at det bliver svært at finde sig til rette, og føle for personerne og deres situation. Skiftene undervejs forekommer for hurtigt og er distraherende. Den tragisk inspirerede virker klart skarpest, hvilket er lidt af en overraskelse, eftersom den anden historie indeholder alle elementerne fra Woodys tidligere repertoire.
“Melinda og Melinda” er en rigtig god ensemblefilm, hvis fejl man måske ville være mere overbærende med, hvis man ikke lige vidste det var Woody Allen. Eftersigende skulle hans næste film, “Matchpoint”, som er instrueret i London, være på højde med hans tidligere værker. Det er dog langtfra en dårlig idé eller spild af tid at bruge halvanden time på ham og Melinda, lige her og nu.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet