Transporter 2
Udgivet 15. apr 2006 | Af: The Insider | Set på DVD
Filmens mest prominente fejl må siges at være skuespillet. Selv ikke Stathams charme kan skærme hans medspillere for kritik. Især Kate Nauta er rædselsfuld som den psykopatiske og skydeglade slyngel Lola. Hun formår at levere sine fåtallige replikker med samme vitalitet og ærbødighed som dit lokale teleselskabs telefonsvarer, og hendes mekaniske mimik får næsten filmen til at grænse sig til at være science-fiction. At hun er en tidligere model i sin første spillefilmsrolle bør ikke komme som nogen stor overraskelse. Og så er der Allessandro Gassman, som tydeligvis har brugt masser af tid på at studere Van Dammes knap-så-flatterende bagkatalog, inden han gav sig i kast med Bessons materiale. Men lad os se det fra den lyse side: skuespillernes inkompetence gør det i det mindste enormt berigende at se dem blive nakket.
“Transporter 2” er endnu et søm i Luc Bessons hærgede kiste. Det er egentlig ikke nogen forfærdelig film som sådan, men det er heller ikke nogen særlig god film. En enormt middelmådig og uoriginal omgang actionspektakel serveret på en dvd uden brugbart ekstramateriale overhovedet, men dog med en fin AV-præsentation. Udelukkende for fans.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet