En anseelig del af nutidens gysere er skåret efter den gennemført klassiske parole, med en række karakterer der strander i ødemarken og én efter én lemlæstes af en bizar, afskyvækkende overmagt. Det gælder i udpræget grad også franskfødte Alexandre Ajas’ visuelle genopsætning af Wes Cravens “The Hills Have Eyes”. Alligevel er der nu noget sært dragende over dette bloddryppende monster, der trods sin udtalt klassiske metier bestemt har sine øjeblikke.

Med amerikanernes kontroversielle atomprøvesprængninger i den mexicanske ørken i midten af sidste århundrede som de historiske (og fysiske) rammer, befinder vi os i selskab med den republikansk skolede familien Carter. Anført af den pensionerede politimand Bob (Ted Levine) og hans hustru Ethel (Kathleen Quinlan) er de taget på campingferie tværs over staterne for at fejre deres sølvbryllupsdag i selskab med teenagebørnene Bobby (Dan Byrd) og Brenda (Emilie de Ravin), samt den noget ældre søster Lynn (Vinessa Shaw), hendes tilkomne, forretningsmanden Doug (Aaron Stanford), og deres fælles spædbarn.

Allerede i filmens indledende strofer får man indtryk af den spraglede families mangfoldigheder og forskelligheder. Alt, hvad der ligner interne stridigheder og skærmydsler, bliver dog hurtigt bilagt, da familien, foranlediget af et dramatisk biluheld, bliver fanget i den mexicanske udørk. Som den rebelske teenager Brenda udbasunerer: ”Vi er på røven”. Og det er lige præcis, hvad de er. Mere end de tror! Skræk og rædsel lægger sig som en tung dyne over det golde område, da den ene af to medbragte schæfere findes fuldstændigt maltrakteret, og en anden af familiemedlemmerne kort efter lider en tilsvarende krank skæbne.

Bjergene omkring dem byder nemlig på hemmeligheder, der formentligt er svære helt at adskille fra amerikanernes førnævnte prøvesprængninger, men som også giver filmen sit nødvendige brændstof. Stærkest i den afdeling står i øvrigt en aldeles frastødende voldtægt, der på væmmelsesbarometret nok kan måle sig med Gaspar Noés ditto i “Irréversible”. Den er del af filmens helt centrale scene og binder på fornøden vis alle ender og kanter sammen, og agerer tilmed startskud for det endelige opgør med de afklædte bjergegnes muterede indbyggere, der af uransalige årsager ikke vil familien noget godt.

Selv om “The Hills Have Eyes” lægger ganske klodset og firkantet ud, har Alexandre Aja alligevel været i stand til at vokse med opgaven. Både far og svigersøn, søster og bror er indledningsvis absurd stereotype. Men da først handlingen for alvor er skudt i gang, og karaktererne har fundet deres retmæssige ståsteder, fungerer spillet egentligt ganske glimrende. I den forbindelse er det ikke uvæsentligt at fremhæve den enlige tankpasser (Tom Bower), der øjensynligt kender til områdets hemmeligheder. Og det er det ikke af to grunde. Dels fungerer han aldeles glimrende, leder tankerne hen på Sergio Leones mest vejrbidte karakterer, og er frastødende og aldeles usympatisk.

En anden årsag er hans indledende rolle som brik i et ganske snarrådigt manuskript, der umiddelbart lægger op til at bruge ham som hovedperson, for derefter at tage en fræk drejning a la Hitchcock og i stedet lægge sit fokus på familien. Nuvel. Aja har skabt et ganske fint stykke håndværk ud fra Wes Cravens berømte forlæg. Der er enkelte huller i manuskriptet samt et par hændelser, hvis realisme nok kan diskuteres. Det er imidlertid bagateller og ændrer ikke på det faktum, at “The Hills Have Eyes” i sin nye form er ganske udmærket underholdning inden for sin genre.

Video”The Hills Have Eyes” præsenteres i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Det er et ganske velfungerende transfer, hvor billedet står ganske skarpt, ligesom kontrasten er god. Farverne imponerer ved, at de med deres nuancer er med til at skabe den rette stemning for filmens univers.

Der er dog eksempler på støj og edge enhancement. Enkelte steder forstyrres skarpheden af myrer i billedet, og visse mørke passager byder desuden på udtværinger, hvilket giver ridser i lakken på det ellers rimelige indtryk.

AudioDer er to lydspor til “The Hills Have Eyes”, et engelsk og et ungarsk, som begge fremstår i Dolby Digital 5.1. Selv om filmen i flere passager savner en tydeligere auditiv bund, gives der dog talrige prøver på et ganske gennemarbejdet lydunivers. Det havde dog gavnet helhedsindtrykket med en tungere bas til at fremhæve de mange effektlyde. Til gengæld udmærker dialogerne sig ved at være skarpe og tydelige.

EkstramaterialeEkstramaterialet beskrives bedst som lidt af en blandet landhandel men er i og for sig rimeligt tiltrækkende. Således forefindes et medfølgende kommentarspor med Wes Craven og Peter Locke, der begge er producere på “The Hills Have Eyes”. “Surviving the Hills: Making of ‘The Hills Have Eyes'” er en halvtreds minutter lang dokumentarfilm, der beskriver optagelserne til filmen, trækker tråde til det originale oplæg og desuden rummer interviews med både skuespillere og crew. Endeligt er der blevet plads til musikvideoen “Leave the Broken Hearts” af The Finalist, der for i øvrigt er at finde på filmens soundtrack, samt trailere til “Behind Enemy Lines II: Axis of Evil”, “Omen 666” og “The Ringer”. Anstændigt og varieret.

I 1977 instruerede Wes Craven den originale horrorfilm “The Hills Have Eyes” og instruktøren markerede sig fra starten af som en af gyserens mest sejlivede instruktører, med bl.a. “A Nightmare on Elm Street”-serien og gav slashergenren nyt blod i form af “Scream”. Sidste år havde han dog knap så meget held med den lettere tumpede varulvefilm “Cursed”, og denne gang nøjes han med at indtage producerrollen på genindspilningen af hans gamle kultsplatter. Den nye version holder sig efter sigende ganske tæt på originalen, og det er lykkedes den forholdsvis ukendte franske instruktør Alexander Aja at hælde gammel vin på nye flasker uden at spilde alt for meget.

Familien Carter er taget på campingtur i anledning af forældrenes sølvbryllup. De ender imidlertid ude i den øde ørken, hvor bilen selvfølgelig bryder sammen, uden skyggen af civilisation i sigte. Det viser sig dog at netop denne golde udørk har være genstand for atomprøvesprængninger tilbage i 50’erne, hvilket har ramt stedets beboere, der er blevet ofre for strålingen. Disse muterede rednecks er efterhånden godt onde i sulet og familien Carter bliver en perfekt deltager i deres katten efter musen leg.

Vi befinder os i splattergenren, mere end i selve gysets domæne, og filmen er da også mere grafisk ulækker og blodig end egentlig uhyggelig. Men inden de afhuggede lemmer begynder at flyve om ørene på én, tager filmen sig tid til at præsentere sin histroie og sine personer. Bevares, vi har ikke at gøre med den dybe karakterpsykologi, men skuespillerne og dialogen lykkes at skabe et fint og troværdigt billede af den amerikanske familie på ferie i ødemarken. Vi ved ganske vist som tilskuere, at de fleste af hovedpersonerne snart kommer til at lide en grusom død, men netop derfor er det også vigtigt at skabe identifikation, da vi ellers var endt med at være ligeglade med karakterernes skæbne. Og her hænger “The Hills Have Eyes” godt med.

De øde omgivelser etableres sikkert, komplet med forladt spøgelsesby befolket af mannequindukker, ligesom de muterede monstres effektive make-up gør dem til horrible modstandere på linie med Leatherface, Freddy og Michael Myers. Som Elefantmanden tilsat morderisk psykose lurer de på den stakkels familie, selvom der ikke gives nogen synderlig forklaring på hvorfor disse vanskabninger er blevet onde sadister. Den slags ting hører jo med til genren, og det er desværre også her hvor filmen har sin største hæmsko, for den klynger sig stadig ubarmhjertigt til de stringente konventioner og horrorfilmens dramaturgi, således at vi ikke overraskes i det store hele. Instruktøren har f.eks. ikke kunnet modstå fristelsen til at benytte en række billige gys, selvom han gudskelov holder igen med dem, og vi undgår heller ikke den klassiske eksposition af fortidens hændelser i form af en række avisudklip, der selvfølgelig pryder den ensomme tankpassers væg.

Trods den barske eskalering af blodsudgydelser – og de er ikke for sarte sjæle – ligger filmens udvikling hele tiden sikkert i vores baghoved. Vi ved at visse personer nok skal klare den, hvilket er en skam, da filmen kunne have opnået en højere grad af spænding og gru, hvis den havde givet fanden i konventionerne og almindelig amerikansk bornerthed. Selv midt i alt det væmmelige og de blodige special effects bliver det aldrig for alvor farligt – måske med undtagelse af det første møde med de sadistiske freaks, hvor filmen tør vise tænder.