Star Trek: Enterprise - Sæson 3

InstruktionDavid Livingston, David Straiton, Patrick R. Norris, Rob Hedden, Michael Grossman, James A. Contner, James A. Contner, Jim Charleston, David Barrett, James Whitmore Jr., Terry Windell, LeVar Burton, James L. Conway, Robert Duncan McNeill, Roxann Dawson, Allan Kroeker, Michael Vejar, Marvin V. Rush, Les Landau, Winrich Kolbe, Michael Dorn

MedvirkendeJeffrey Combs, Scott Bakula, John Billingsley, Jolene Blalock, Dominic Keating, Anthony Montgomery, Linda Park, Connor Trinneer, Vaughn Armstrong, Gary Graham, Randy Oglesby, Mark Correy

Længde982 min

GenreSci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Drama, Drama, Adventure, Adventure

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Star Trek: Enterprise – Sæson 3

5 6
3. sæson af “Star Trek: Enterprise” fandt endelig, efter to års kaotisk og lettere ligegyldig faren rundt, fodfæste, blev virkelig interessant, fik ordene ‘Star Trek’ indsat i dens titelsekvens, og meget, meget mere… Skeptikere, giv agt! 3. sæson af “Enterprise” var et vendepunkt for serien. Et vendepunkt, som dog desværre kom alt for sent. Men det stærke, kontinuerlige kvalitetsniveau i denne sæson kommer under alle omstændigheder som et velkomment lyn fra en klar himmel. Star Trek havde ikke været så godt i årevis.
2. sæson af “Enterprise” sluttede med en ganske hæderlig cliffhanger, men lugten af desperation dulmede lidt fornøjelsen. Producerne Rick Berman og Brannon Braga var nødt til at gøre noget drastisk for at rette op på seriens stærkt dalende seertal. Resultatet var at skabe 2. sæsons cliffhanger, “The Expanse”, som af mange passende nok betegnes som værende seriens anden pilotafsnit. Det var ment som begyndelsen på en længere fortælling, der kom til at strække sig over hele seriens 3. sæson.

Men “The Expanse” var ikke så imponerende, som det måske kunne have været. Ambitiøst, men stadigvæk tilsyneladende ikke helt gennemtænkt. Heldigvis traf Berman og Braga deres muligvis bedste afgørelse nogensinde i deres karrierer: de hyrede Manny Coto, manden bag den kortlivede, men roste science-fiction serie “Odyssey 5”, til at overtage rollen som seriens frontløber på manuskriptområdet. Starten af sæsonen er ikke noget, som vil ryste dig i din grundvold. “The Xindi” er bedre end “The Expanse”, men fremstår mest af alt som en lille appetitvækker, der bliver lagt på tallerkenen, før en delikat hovedret kommer på bordet.

De næste par afsnit byder også på et par spændende og forfriskende segmenter. “Impulse” er et glimrende lille afsnit, fortalt på klassisk horror-manér. Det er ikke synderligt originalt, men det er 10 gange mere visuelt stimulerende og effektivt end de gængse 1. sæsons afsnit. Og så kommer de gode afsnit ellers på rad og række. En af Cotos største triumfer bag kameraet er, at det er lykkes ham at få publikum til rent faktisk at investere deres følelser og energi i disse fiktive personligheders videre færd. Det lykkedes aldrig helt for Braga og Berman. Men uge efter uge ønsker man at se Enterprise komme tættere på at fuldføre deres mission.

Også skuespillerne virker langt mere veloplagte end tidligere – måske fordi de har fået langt bedre materiale at arbejde med. Anthony Montgomery får stadigvæk ikke særlig meget spilletid i rollen som skibets kronisk positive pilot. Men alle andre har masser af arbejde med, og så er der også nogle meget opsigtsvækkende gæsteoptrædener, såsom fabelagtige Steven Culp i rollen som lederen af skibets nye militærhold, Major Hayes. Jeffrey Combs dukker op i ny og næ som andorianeren Shran, og Combs er jo altid fremragende. Sæsonens cliffhanger, forfattet af Braga og Berman, er en anelse skuffende, men det er blot en bagatel. Der har allerede været så meget fremragende tv, at man sagtens kan sluge dén bitre mundfuld.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic-widescreen format. “Enterprise” ser præcist lige så godt ud som på de to tidligere udgivelser. Billedet er enormt rent, varmt og fuldstændig blottet for digital støj, pletter, komprimeringsartifacts og edge-enhancement. Men desværre er der en smule af den billedlige blødhed, der plagede mange af de andre Star Trek tv-udgivelser på dvd.
AudioGrundet sæsonens stærkt actionbaserede fortælling bliver der lidt oftere gang i den og anledning til effektive panoreringer mm., i forhold til på de to første “Enterprise” udgivelser. Dolby Digital 5.1 lydsporene på de andre Star Trek tv-serie dvd’er, er lyden på disse discs meget frontbaseret og baghøjtalerne bliver sjældent taget rigtigt i brug. Men meningen er heller ikke at overbombardere lytteren fra alle sider, men at skabe en troværdig og effektiv lydside, og det lykkes her på fineste vis. Lyden er klar og fyldig, og der er både subtile og bombastiske øjeblikket at nyde.
EkstramaterialeMichael og Denise Okuda har lavet tekst-kommentarspor til afsnittene “The Xindi”, “Impulse” og “Countdown”. Som sædvanligt hoster Okuda-parret op med en masse finurlige anekdoter såvel som sprød sarkasme og hårde fakta. Desuden byder udgivelsen på to normale kommentarspor. Det første er til afsnittet “North Star”, som er med den assisterende instruktør, Michael Demeritt. Han snakker løs, så der er masser af informationer at fordøje, og han kommer igennem stort set alle de ting, der skal til, for at skabe et helstøbt afsnit.

Det andet kommentarspor er med Manny Coto på hans fantastiske (og første) afsnit, “Similitude”. Coto er veltalende, interessant og også dejligt oprigtig. Han snakker om alt fra tilblivelsen af historien til referencer i sit manuskript, musikken og dialogen. Der er dog desværre et par pauser, men ellers har sporet et ganske godt flow.

Boksens 7. disc består udelukkende af ekstramateriale. “The Xindi Saga Begins” (13 min.) er boksens første dokumentar. Her hører vi lidt om argumentationen for at lave en hel sæson med én lang historie. Sjovest er det, at Rick Berman synes at lægge skjul på motivationen for dette, mens Brannon Braga ikke har noget problem med at afsløre, at der blev lagt pres på dem af produktionsselskabet.

I “Enterprise Moments: Season Three” (13 min.) taler diverse folk involveret i sæsonen om deres oplevelser det år. Forfatter Mike Sussman taler bl.a. om sit arbejde på “Twilight”, og der bliver talt en del om forholdet mellem historien i sæsonen og virkelighedens terrorangreb på USA. “Enterprise Profile: Connor Trinneer” (17 min) handler naturligvis om skuespilleren, der lægger krop til seriens karismatiske maskinmester, Trip.

“A Day in the Life of a Director: Roxann Dawson” (17 min.) giver os et glimrende indblik i tilblivelsen af et afsnit. Enhver interesseret i instruktionens kunst bør taget et kig på denne lille featurette, hvor Dawson (kendt som Torres i “Star Trek: Voyager”) fortæller om sin tilgang til jobbet. Vi får mulighed for at studere instruktørprocessen over hendes skuldre, mens hun instruerer afsnittet “Exile”.

“Behind the Camera: Marvin Rush” (17 min.) omhandler seriens fotograf, Rush. Han tager os lidt rundt omkring nogle af seriens kulisser, og vi får også et fint indblik i al den forberedelse og det arbejde, der bliver lagt i et skud, inden det rent faktisk bliver optaget. Denne omgang “Enterprise Secrets” (4 min.) handler om brugen af studier til optagelserne. Og så er der slettede scener spredt ud over flere discs til afsnittene “Similitude”, “Chosen Realm” og “E2” samt en hel del gemte, informative video-bidder.

Adskillige billeder, de obligatoriske trailers til den gamle Star Trek serie og Borg-forlystelsen i Las Vegas samt en håndfuld minutters ganske morsomme fraklip runder pakken af.

Intet vil forberede dig på de overraskelser, som ligger gemt i denne fænomenale sæson. Den har sine fejl og mangler, såsom en lidt ordinær og ujævn begyndelse, men sæsonen kommer hurtigt op i omdrejninger, og så er der pludseligt ingen slinger i valsen.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Før Kaptajn Picard og Kaptajn Kirk var der Kaptajn Archer. Sammen med sin galante besætning ombord på rumskibet Enterprise besøger Archer talløse planeter i vores egen galakse, der er fyldt med mysterier, venner og fjender.