Playboyen og jernmandenDa Tim Burton i sin tid besluttede at benytte Michael Keaton i rollen som Batman, blev det mødt med højlydte protester fra fans. Lidt over et årti senere tog Sam Raimi også en chance ved at vælge den på det tidspunkt relativt ukendte skuespiller Toby McGuire til rollen som Spider-Man fremfor et større navn. I begge tilfælde var satsningen en succes, og det samme må siges at gøre sig gældende for “Iron Man”, hvis største aktiv ligger i skuespilleren bag titelrollen: Robert Downey Jr. er kort og godt Iron Man.

Men inden det kan nå så vidt, introduceres vi for jernmandens alter-ego, playboyen og milliardæren Tony Stark. Efter at have mistet sine forældre i en tidlig alder har Stark overtaget faderens våbenfabrik samt anlagt sig en drengerøvslivstil, der ville gøre selv Bruce Wayne misundelig. Således bliver man inden for filmens første minutter introduceret til Starks store forbrug af privatfly, hurtige biler og smukke kvinder. Det er en indledning proppet med fjollede drengefantasier, der hurtigt får grundlagt filmens satiriske tone. Men det varer dog ikke længe, før mere alvorlige emner også bringes på banen, da Stark under en våbenfremvisning i Afghanistan bliver offer for sine egne våben og en gruppe terrorister, der tager ham til fange.

Instruktør Jon Favreau har dog valgt at vægte det kulørte aspekt højest i historien om manden, der bygger en meget avanceret robotdragt til sig selv. Stark er en selvgjort superhelt på linje med Batman, der bygger sin heltestatus på sin egen opfindsomhed og personlige viljestyrke, fremfor overnaturlige evner. Dragten, der skal hjælpe Stark med at bekæmpe ondskaben i verden, præsenteres på linje med de mange biler og andre gadgets i filmen som endnu et stykke fantastisk legetøj. Her kommer filmens special effects også til sin ret – de benyttes til fordel for historien og underholdningsværdien fremfor bare at være ren CGI-blær. De forskellige stadier af byggeforløbet af dragten og afprøvningen af den, en slags mekanisk træningssekvens for Stark, er også nogle af filmens mest underholdende sekvenser. Desværre er resten af plottet i “Iron Man” sammensat af ganske forudsigelige elementer fra den efterhånden omfattende superheltegenre.

Motivationen for Starks forvandling fra ligeglad drengerøv til bekymrende superhelt må siges at være bygget op omkring klicheerne for genren. I forhold til helte som Spider-Man og Batman mangler der også en stærkere indre konflikt mellem mennesket og superhelten, som ellers har været grundlaget for nogle af de bedre superheltefilmatiseringer. Starks moralske dilemma ligger ellers lige for i hans rolle som våbenfabrikant, men dette udforskes kun overfladisk. Filmen skal have ros for at have modet til at udspille sig på baggrund af en så nutidig konflikt som kampen i Afghanistan. Men samtidig gør filmens grundlæggende lette tone også, at scenerne fra det krigshærgede land føles en anelse malplaceret, taget den reelle situation i betragtning.

Bedre går det, når filmen koncentrerer sig om at underholde og lader Robert Downey Jr. om at styre showet i rollen som Tony Stark. Downey Jr. tilfører både humor og en smittende charme til karakteren, samtidig med at han ikke er bange for at udstille Starks dårligere sider. Det hele leveres på Downey Jr.’s afslappende facon, der gør, at de scener, hvor Stark er alene med sine gadgets og robotmedhjælpere, er filmens sjoveste. Blandt Downey Jr.’s levende medspillere leverer også Jeff Bridges varen som Starks handelspartner, Stane, der både agerer intern konkurrent i firmaet og faderfigur for Stark. Terrence Howard og Gwyneth Paltrow får desværre ikke helt så mange strenge at spille på som henholdsvis vennen Jim Rhodes og assistenten Pepper Potts. Deres primære opgave ender med at være som måbende tilskuere til Downey Jr.’s uforudsigelige opførsel som både Tony Stark og Iron Man.