Batman, Bob Kanes snart 70-år-gamle påfund, er stadig en af tegneserieverdenens største, mest elskede og velbevarede kronjuveler. Batman er langt fra den perfekte helt. Han er meget menneskelig, idet at han ikke altid træffer de rette valg. Og han har stærke indre dæmoner, som han prøver at få ekserceret ved at klæde sig ud som en flagermus og tæske løs på salige, ubegavede voldsmænd. Desværre var det lykkedes folk at ødelægge Batmans dystre image i 60’erne via en særdeles useriøs og kaotisk tv-serie og en film baseret på denne – begge ganske “hyggelige” bedrifter, men slet ikke i den rette Batman ånd. Så det kom som en stor lettelse, da Tim Burtons “Batman” udkom i 1989, og sørgede for, at den rette og oprindelige mørke, dystre Batman stemning fra tegneserierne blev genopvækket.

At et storstilet actionbrag på så effektiv vis blev skruet sammen af en relativt ukendt instruktør, som kun havde en familiefilm og en spøjs, makaber komedie på sit CV, er noget nær et mirakel. Burtons beslutning om at caste den relativt umuskuløse Michael Keaton i rollen som Bruce Wayne/Batman var også meget kontroversiel, men det endelige produkt skulle vise sig at overgå samtlige forventninger. Michael Keaton er perfekt i rollen som Batman. Han blev primært valgt på baggrund af sine gennemskærende øjne, og de borer sig virkelig også ind i seerens bevidsthed. Det samme gælder Jack Nicholsons præstation som Jokeren. Det er en svær rolle, som med lethed kunne være blevet ufrivillig komisk, men Nicholson formår at få Jokeren til virkelig at føles som en farlig, tosset galning, som ikke blot er ude efter et godt grin, men også andres ulykke og mere magt til sig selv.

Selvom “Batman” ikke indeholder nogen større action-sekvenser, som så mange nyere actionfilm tilbyder i enorme mængder, består den af den ene fænomenale velopsatte og veldrejede scene efter den anden, som med lethed kan ses igen og igen og igen… Det skyldes både Tim Burtons sikre instruktion, skuespillernes fabelagtige præstationer, Danny Elfmans eksplosive score (der stadig er mandens bedste til dato) og samtidigt også det forbløffende Oscar-vindende production design arbejde. Burtons Gotham City føles som ingen anden by, der nogensinde er blevet trykt på celluloid.

Filmens unikke blanding af nutidige kostumer og kostumer fra gangster-epoken, gotisk bygningskunst og moderne arkitektonisk præcision, gør filmen umulig at tidsbestemme og til en film, som stadig er så forfriskende og underholdende at se på tyvende gang, som den var, da man for første gang spærrede øjnene op for den. “Batman” viste, at man ikke behøvede at efterleve actiongenrens velkendte klicheer for at sikre sig en plads på filmhitlisten.

Uden “Batman” var superhelte-genren aldrig blevet så anstændiggjort, som den er blevet. Filmen formåede at gøre genren værdig til at vende tilbage til det store lærred efter adskillige års tavshed – en bedrift så imponerende som den helt, filmen portrætterer. Og filmen står stadig den dag i dag som ikke alene genrens bedste film til dato, men samtidig også en af de største filmiske triumfer nogensinde.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Den oprindelige “Batman” dvd-udgivelse var en af Warners første på markedet. På trods heraf ser filmen stadigvæk vældig godt ud. Man kunne derfor let have ventet, at Warner blot ville have genbrugt det gamle transfer til denne udgivelse. Men dette nye transfer besidder alle det gamles styrker og ingen af dets svagheder. Kontrasten er solid og farvegengivelsen præcis.

Det eneste seriøse problem med billedsiden i forrige omgang var mængden af digital støj, men Warner har givet filmen en ordentlig omgang i vaskemaskinen, så den nu fremstår næsten fuldstændig fejlfri. Prøv blot at sammenligne kvaliteten af titelsekvensen på de to udgivelser for at se forskellen. Billedet er også en anelse skarpere og kontrasten faktisk en smule mere solid, hvilket jo er en naturlig fordel, når filmen byder på en så mørk fortælling og hovedperson.

AudioPå den første “Batman” dvd fik vi et solidt Dolby Digital 5.1 lydspor at lege med. Det øjensynligt selv samme DD5.1 spor bliver her suppleret med et DTS-spor. Forskellen mellem de to spor er ærligt talt meget lille, men begge spor er særdeles velmixede, med masser af auditiv klarhed, aktivitet, panoreringer og effektiv subwoofer brug.

EkstramaterialeDer er ingen tvivl om, at denne nye 2-disc udgivelse af “Batman” er en forbedring i forhold til den gamle i enhver tænkelig henseende. Ikke engang en trailer bød den første udgivelse på, og heldigvis har filmens kapitelopdeling også fået sig en opdatering med flere kapitler og kortere mellemrum imellem dem. Traileren er at finde på disc 1. Her finder man også et kommentarspor med Tim Burton.

Burtons enorme fanskare vil vide, at mandens kommentarspor for det meste er langsommelige, tørre og pausefyldte affærer, som simpelthen bare bør skippes – det synes manden endda selv. Men han er alligevel blevet bedre til dem i løbet af årene, og “Batman” er faktisk også et ganske godt spor. Burton har en del på hjerte. Faktisk så meget, at han af og til synes at mumle sig igennem et par verbale labyrinter. Her er både fine anekdoter og morsomme bemærkninger.

Men selv om der er færre pauser end på flere af hans andre kommentarspor, er der alligevel stadigvæk en del af dem, og nogle af dem er ret lange. Sporet er tydeligvis blevet efterredigeret (måske for at fjerne stemmen af en person, som stiller Burton spørgsmål undervejs), og det har nok kun gavnet det. Når selve filmen er færdig, gratulerer Burton lytteren for at være kommet igennem kommentarsporet. I dette særlige tilfælde er det ikke nødvendigt.

Der er endnu flere herligheder på disc 2. I “Legends of the Dark Knight: The History of Batman” (41 minutter) snakker flere prominente folk indenfor tegneserieverdenen (såsom instruktør Kevin Smith, Stan Lee og Frank Miller) om Batmans historie. De fleste tegneserienørder ved nok det meste i forvejen, men der er stadigvæk talløse guldklumper at finde i denne velproducerede dokumentar, såsom udtalelser fra Batmans afdøde skaber, Bob Kane, og Marvels Stan Lees rørende omtale af selv samme.

“On The Set With Bob Kane” (3 min.) er en ultrakort featurette fra 1989, der viser Bob Kane snakke om sit forhold til filmen, som han virker meget positiv indstillet overfor.

“Shadows of the Bat: The Cinematic Saga of the Dark Knight” er en dokumentar, som er delt op i tre dele (“The Road to Gotham City”, “The Gathering Storm” og “The Legend Reborn”) med en samlet spilletid på lidt over 70 minutter. Det her er simpelthen en fabelagtigt dokumentar – morsom, inspirerende og oplysende. Uden tvivl den ultimative dokumentar om tilblivelsen af Burtons moderne klassiker. Den består af både gamle og nye interviews med alle filmens vigtigste menneskelige drivkræfter. Fra manuskriptforfatter Sam Hamm og instruktør Tim Burton til skuespillerne Michael Keaton, Kim Basinger og Jack Nicholson. Der er endda også et interview med skuespillerinden Sean Young, som oprindeligt var blevet hyret til at spille Vicky Vale, men mistede jobbet efter en rideulykke. Dokumentaren starter længe før, optagelserne overhovedet begyndte, og den slutter efter premieren.

Dvd’en indeholder også stakkevis af korte featuretter om filmens forskellige helte og skurke. Tilsammen varer de i alt cirka 20 minutter, og de byder på fine interviews med bl.a. dem, som spillede disse roller, samt flere personer involveret i tegneserierne.

Under menuoverskriften “Beyond Batman” (ikke at forveksle med tegnefilmsserien “Batman Beyond”) finder man 6 dokumentarer, som går tæt på hver deres del af filmen: “Visualizing Gotham: The Production Design of Batman” (10 min.) handler om filmens Oscar-belønnede production design. “Building the Batmobile” (9 min.) handler selvsagt om designet og konstruktionen af Batmans famøse køretøj. “Those Wonderful Toys: The Props & Gadgets of Batman” (6 min.) om Batmans våben og andet værktøj. “Designing the Batsuit” (7 min.) handler om den imponerende dragt. I “From Jack to the Joker” (11 min.) taler Nicholson lidt mere om sit forhold til karakteren. Og endeligt har vi “Nocturnal Overtunes: The Music of Batman” (7 min.), hvori Danny Elfman taler om sit mageløse score, som står i stærk kontrast til meget af det overflødige biks, han producerer i øjeblikket. Disse er alle veldokumenterende featuretter, som på fineste vis kommer rundt om deres respektive emner.

Så er der tre Prince musikvideoer. Vi får lov at se den prisbelønnede musiker slå gækken løs til numrene “Partyman”, “Scandalous” og “Batdance”. Man kan godt få en fornemmelse af, at Prince havde misforstået filmens tonalitet, men de er alle 80’ere i højeste grad og stadigvæk ganske morsomme på en lidt cheesy facon.

Oprindeligt var det også meningen, at Batmans unge assistent, Robin, skulle optræde i filmen, men han røg dog hurtigt ud af manuskriptet. Men inden da havde man allerede lavet en masse storyboards til en scene, hvori han medvirkede. Her har man valgt at strikke disse storyboards sammen og tilføje både lyd, musik og stemmer af bl.a. Mark Hamill, kendt som Luke Skywalker og Jokerens stemmelægger i den fænomenale Batman tegnefilmsserie fra 90’erne. Warner Brothers havde ikke behøvet at gøre så meget ud af dette lille videosegment, men at de har gjort det, viser hvor seriøst de tager både projektet samt filmens fans. Imponerende.

Man kunne måske godt savne lidt flere kommentarer omhandlende selve optagelserne og et par slettede scener, eftersom der er klip fra et par stykker i nogle af dokumentarerne. Men ellers er her stort set alt, hvad en fan kunne ønske sig.