Batman vender tilbage S.E.
Udgivet 11. dec 2005 | Af: The Insider | Set på DVD
Historiemæssigt er “Batman vender tilbage” meget ligetil. Man har åbenbart valgt at gå igennem Batman skurkene i prioriteret rækkefølge på det store lærred – først tog man sig af Batmans ultimative nemesis: Jokeren, og nu var turen så kommet til The Penguin og Catwoman, spillet af henholdsvis Danny DeVito og Michelle Pfeiffer, begge aldeles glimrende i deres portrætteringer af deres perverse karakterer. Michael Keaton er tilbage i saddelen som Batman og hans virkelige alter ego Bruce Wayne. Men hvis man syntes, at Jack Nicholson stjal lige lovlig meget af rampelyset i den første Batman film, vil man her virkelig føle sig stødt over den store mangel på Batmans tilstedeværelse. DeVito og Pfeiffer stjæler alle de scener, de medvirker i, med både arme ben. Pfeiffers kostume får Halle Berrys kostume i “Catwoman” til at ligne en slidt skoleuniform.
Måske er det Burtons mere personlige forhold til “Batman vender tilbage”, der gør det til et mere interessant kommentarspor end hans forrige. Ligesom sidst undskylder han for kvaliteten af sit kommentarspor, denne gang med ordene ”folk bør være taknemmelige for, at jeg ikke lavede endnu en Batman film, så I slap for at lytte til endnu et Batman kommentarspor”. Vås. På trods af at sporet byder på en del pauser, er der stadig masser af interessant information.
Vi får desværre kun en enkelt stor, nyproduceret dokumentar i dette tilfælde. På “Batman” dvd’en fik vi 3 af slagsen, men den som er her, “Dark Side of the Knight” (30 min.), er et særdeles nøje kig værd. Den byder også på nye interviews med Burton, skuespillere, producere, etc. Burton gentager et par ting fra sit kommentarspor, men selv de mest hardcore Batman-entusiaster bør støde på et par friske anekdoter her. Der bliver bl.a. snakket om forsøgene på at skrive Robin ind i manuskriptet, castingen af DeVito og Pfeiffer, og Sean Youngs andet (og berygtede) forsøg på at skaffe sig en rolle i en Batman film.
“Batman vender tilbage” dvd’en byder også på en håndfuld korte featuretter om filmens venlig- og ondsindede karakterer. Der er dog færre af dem i denne omgang (samlet varighed: cirka 18 minutter), men de er alle værdifulde, om end korte.
Musikvideoen til Siouxsie and the Banshees herlige “Face to Face” (4 min.) runder pakken af.
“Batman vender tilbage” er en ganske fornem toer og et fint supplement til Batman universet. Filmen lyder fremragende og ser langt bedre ud end før. Og ekstramaterialet er næsten lige så blændende som det på den første “Batman” 2-disc dvd, som kun er en tand mere essentiel end denne fine udgivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet