Batman Forever S.E.
Udgivet 11. dec 2005 | Af: The Insider | Set på DVD
På trods af sin relativt lavmælte baggrund, udartede “Forever” sig til næsten det diametralt modsatte: en poppet og opreklameret blockbuster, som hverken var særligt tro overfor forlægget eller de første film. Den nærmede sig mere det, som Burton og co. havde undgået som pesten i de første to omgange: en filmatisering af den kitschede 60’er serie. Man skulle ellers have troet, at en mand som Schumacher, med et fremragende, energisk karakterportræt som “Falling Down” på sit CV, ville have overtaget instruktørtjansen med bravur. Men måske kan man alligevel ikke bebrejde Schumacher så meget. Selskaberne åndede ham i nakken konstant, og han havde langt fra den status, han har i dag, så det var sværere at sige fra.
Jim Carrey og Tommy Lee Jones er begge lattervækkende fornøjelser som hhv. The Riddler og Two-Face, selv om Two-Faces særlige splittede personlighed fra tegneserien ikke skinner nok igennem. Filmens største styrke er, at det er den første film i serien, hvor Batman er den ubestridte hovedperson. Burton kan argumentere alt det han vil, men man savnede ofte Nattens Ridder i hans to film. Batmans motivation for at være den han er, bliver for første gang diskuteret i et nævneværdigt omfang, og det resulterer i nogle af filmens rigtig, rigtig gode scener.
“Riddle Me This: Why Is Batman Forever?” (23 minutter) er en dokumentar, der blev produceret tilbage i 1995 og har Chris O’Donnell som vært. Den er bedre end ventet og også ganske morsom, men O’Donnell er en lige lovlig selvhøjtidelig vært.
“Reinventing a Hero” (28 min.) er udgivelsens mest opsigtsvækkende og interessante dokumentar. Den indeholder nye interviews med bl.a, Schumacher, Kilmer og manuskriptforfatter Akiva Goldsman, som også skrev “Batman & Robin” og senere vandt Oscar for “A Beautiful Mind”. Der kan man bare se. Der bliver talt en del om at få gjort filmen lysere end “Batman vender tilbage” og selvfølgelig om filmens stjernespækkede skuespillerbesætning.
Under denne dvd’s “Beyond Batman” overskrift finder vi dokumentarerne “Out of the Shadows: The Production Design of Batman Forever” (13 min.), hvis indhold siger sig selv. “The Many Faces of Gotham” (14 min.) handler om filmens farverige make-up og kostumer. “Knight Moves: The Stunts of Batman Forever” (6 min.) går tæt på flere af filmens stunts. I “Imagining Forever: The Visual Effects of Batman Forever” (7 min.) fortæller flere folk (især special-effects legenden John Dykstra) om filmens visuelle effekter, der denne gang lænede sig en del op af computervarianten. Endeligt har vi “Scoring Forever: The Music of Batman Forever” (6 min.), hvori Elliot Goldenthal beretter interessant og detaljeret om sit score. Vanen tro er disse alle af høj kvalitet, men der er dog desværre færre af slagsen end på de to forrige dvd’er.
Den mest ventede sektion på denne nye dvd-udgave af “Forever” må dog være den, der indeholder de slettede scener. I årevis har der været rygter om, at “Batman Forever” blev beskåret i et kraftigt omfang for at gøre den mere lettilgængelig og kommercielt orienteret. Der var endda stærke rygter om, at helt op til 100 minutters slettede scener var tilgængelige. Det far ikke før de fire 2-disc “Batman” udgivelser endelig blev annonceret, at man erfarede, at der ikke ville blive udgivet en splinterny, forbedret Director’s Cut udgave af “Forever” som ellers håbet.
Musikvideoen til Seals megahit “Kiss From A Rose” (4 min.) er det sidste, disc 2 har at byde på. Desværre mangler musikvideoen til U2’s “Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me”.
“Batman Forever” blev et stort kommercielt hit, endda langt større end Burtons “Batman vender tilbage”. Mit gensyn med filmen gjorde mig opmærksom på en masse kvaliteter, som jeg ikke før havde tænkt meget over. “Forever” har nemlig sine styrker, såsom gode præstationer, jævnt flot design og et effektivt score. Og som sagt var det den første af filmene, som virkelig prøvede at gå bag om den maskerede hævners motivation. Men filmens kommercielle facade distraherer og irriterer ofte. Lyd og billede er næsten helt i top, og ekstramaterialet er ganske generøst. Batman tilhængere bør alligevel ikke snyde sig selv for denne udgivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet