En lang, kedelig ferie”Bridget Jones” møder “Love Actually”. På en dårlig dag. Det er opskriften på filmen “The Holiday”, der tydeligvis er ment som denne juls mekanisk kommercielle biograftilbud til alle de kvindelige singler i 30’erne.

I London får Iris Simpkins knust sit hjerte, fordi den mand, hun i 3 år har været ulykkeligt forelsket i, forlover sig med en anden. I Los Angeles bliver Amanda Woods lige så ulykkelig, da hun opdager, at kæresten har været hende utro. I desperation over at skulle hænge hjemme i julen, går de begge på nettet og ender med at bytte hjem i 14 dage. Og til alles forbløffelse sker der det fortryllende, at amerikanske Amanda møder Iris’ engelske og superlækre bror, mens Iris i L.A. møder den tiltalende filmmusikkomponist, Miles.

“The Holiday” hører til kategorien af film, som nogle med hån i stemmen vil omtale som kvinde-film. Og “The Holiday” lever desværre op til de værste fordomme indenfor genren. Den allermest graverende fejl ved filmen er, at den som en anden fabriksvare er skabt for at tilfredstille biograflysten hos et bestemt segment af befolkningen på en hel bestemt facon. Der er ikke noget hjerteblod i “The Holiday”, ingen brændende trang til at fortælle en særlig historie, blot en skal af en film, der indeholder de elementer, som pengelystne bagmænd, efter en analyse af film indenfor genren, er kommet frem til må virke. Derudover er filmen alt for lang, så det upbeat komedie-tempo, publikum præsenteres for i traileren, er på ingen måde til stede i selve filmen. Der går ca. 20 minutter mellem hver joke, og de 20 minutter indeholder en lang og konstrueret dialog, der får talt enhver gnist ihjel hos de par, der skal forestille at blive forelskede i hinanden.

De fire hovedroller spilles af Jude Law, Cameron Diaz, Kate Winslet og Jack Black. Skuespillere, der plejer at overbevise indenfor deres eget felt, bliver her fanget i de umulige replikker og i symbolikker, der er så tydelige, at de skæres ud i pap. For eksempel får vi i starten af filmen at vide, at Amanda (Diaz) ikke har grædt, siden hun var barn. Den information bliver der jævnligt vendt tilbage til, og der krydsklippes sågar til scener, hvor Cameron prøver at tvinge sig selv til at knibe en tåre – for ligesom at være en rigtig kvinde. Så er der ingen, der er i tvivl om, hvad der sker, når hun møder manden i sit liv. Og det er kedeligt, at vide hvad der sker! En god romatisk komedie plejer netop at lege med det uforudselige, men det magter “The Holiday” desværre ikke.