Tredje gang er ulykkens gangFå mysterier i denne verden er mere ubegribelige end skabelsen af universet, mordet på JFK og instruktøren Brett Ratners evne til at tilegne sig fast arbejde. Godt nok har den 38-årige amerikaner ikke instrueret mange makværker, men manden er så tiltrukket af at danse på middelmådighedens afgrund, at hans navn forståeligt giver filmentusiaster ubehagelige kuldegysninger, når end det sættes i forbindelse med en kommende film. Så er det i det mindste godt, at “Rush Hour”-serien har givet Ratner mulighed for at få afløb for sine få strøtanker og andre ting at tage sig til end at forulempe flere populære filmserier på samme måde som han besudlede “X-Men”-føljetonen.

Når nu “Rush Hour 3” ikke er endt som en komplet fadæse, skyldes det hovedsageligt kinesiske Jackie Chans ukuelige karisma. Derimod er der ikke meget, man kan rose medspilleren Chris Tucker for, som forsinkede projektet i årevis, fordi han forlangte en astronomisk lønstigning. Tucker forhandlede sig i sidste ende frem til 25 mio. dollars og en femtedel af filmens samlede indtjening. Måske skyldes Tuckers iver efter penge, at ingen tilsyneladende har gidet hyre den forbløffende inkompetente komiker til at medvirke i noget som helst i hele seks år – ja, faktisk ikke siden trilogiens midterdel. Man kan kun håbe, at Tucker vælger at bruge sin nye formue på at købe et palads på en afsides, unavngiven ferieø uden tilhørende lufthavn.

Denne gang drager det umage, ordenshåndhævende makkerpar til Paris for at sparke en masse anonyme lømler i skridtet og levere stribevis af ringe vitser. Ingen af persongalleriets nye bestanddele er tilnærmelsesvis mindeværdige, og replikkerne er åndssvage. Fortællingen svinder bort i erindringen som en flygtig drøm, hvilket formentlig skyldes, at alle historiens påtagede drejninger og twists højlydt melder deres ankomst lang tid før, de egentlig optræder, og fordi man synes at have set det hele før – endda i de to forrige film.

Men plottet er også blot til stede for at skabe en spinkel sammenhæng mellem de mange stunts, som undertiden imponerer takket være Chans store erfaring på området. Ligesom det var gældende for de forrige kapitler, er det dog de ganske få minutters fraklip, der kører samtidig med rulleteksterne, som er højdepunktet i “Rush Hour 3”. Det siger en del, at filmens sjoveste momenter er dem, der ikke var planlagte.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Filmen er måske nok ikke det helt vilde, men skivens transfer er exceptionelt. Kontrasten er solid som cement, og farverne gengives perfekt – ikke ét eneste skud byder på nuancer, som virker tilnærmelsesvis overmætte eller matte. Hverken støj, snavs, udtværing eller edge-enhancement optræder, og billedet er så skarpt, at man til tider tager sig selv i at nærstudere dele af billedet, som ikke er en del af forgrunden.

AudioDvd’ens engelske Dolby Digital 5.1 EX-lydspor skuffer heller ikke. Dette er et ofte uhyre aggressivt mix, som virkelig vågner op til dåd under filmens mest temperamentsfulde sekvenser. Allerede under en tidlig biljagt leverer subwooferen en pulserende, dyb rumlen, der får gulvet til at ryste. Der er flere fornemme panoreringer, dialogen er krystalklar, og musikken (især de udvalgte popsange) udnytter også hele kanalnetværket på fornem vis. Lydsporet skaber ikke et nær så troværdigt lydunivers som så mange andre nutidige blockbusters, hvilket måske skyldes den forholdsvis sparsomme brug af baghøjtalerne og manglen på virkelig raffineret atmosfærelyd. Men alt i alt er der tale om et effektivt lydspor, som understøtter billederne fornemt.

EkstramaterialeNår dvd’en smækkes i afspilleren, præsenteres man for trailerne til “Shoot ‘Em Up”, “Mr. Woodcock”, “Det gyldne kompas” og “3:10 to Yuma”. Traileren til “Rush Hour 3” findes andetsteds på dvd’en. Derudover indeholder discen kun yderligere to minutters fraklip og syv uinteressante slettede/forlængede scener.