Manden med hatten er tilbage igenNæsten tyve år er gået, siden vi så ham ride ud i horisonten. Og passende nok er handlingen i denne fjerde film om Indiana Jones rykket frem til 50’erne, og den heltemodige arkæolog har fået nogle tydelige år på bagen. Denne gang er det ikke kun the milage, men bestemt også årene, der trykker – men det afholder dog ikke Indy fra at svinge pisken igen med næsten samme iver og vigør.

Året er 1957 og Indy kæmper ikke længere mod nazisterne. Krigen er kold og Rusland er kommet på banen. I jagten på arkæologiske skatte render Indiana Jones ind i den farlige Irina Spalko, der søger efter det sagnomspundne krystalkranie og de mægtige kræfter, det besidder. Men da en ung knøs ved navn Mutt opsøger Indy og beder ham om hjælp med at finde en gammel professor, der er forsvundet i sin søgen efter kraniet, tager eventyret fart. Nye og gamle bekendte dukker op på den hæsblæsende rejse, der fører vore helte i kontakt med hemmeligheder, der måske burde være forblevet gemt.

Steven Spielberg, George Lucas og Harrison Ford har igen allieret sig med den håndfuld efterhånden aldrende folk, der var med til at sparke hele Indiana Jones-franchisen i gang i 1981. Spekulationerne omkring den fjerde Indy-film har været mange, og hvis der er nogen mytisk filmhelt fra Hollywoods bagkatalog, der kan spænde folks forventninger til bristepunktet, så må det være Indiana Jones! Derfor er det også med lige dele fryd og nervøsitet, at man går ind til det nyeste kapitel i den filmserie, man ikke havde troet ville blive genoplivet efter så lang tid.

Og underholdning, det forstår Spielberg og co. naturligvis at levere. Trods de mange års adskillelse samt, at Indiana Jones befinder sig i en anden tidsperiode, så er luften ikke gået af ballonen, og det legefulde humør er intakt hos både instruktøren og hans hovedrolle. Samtidig holder stemningen fra de tidligere film med enkelte fjollede episoder, der vidner om en tiltagende fascination af computeranimerede dyr hos de herrer Spielberg og Lucas. Dette er dog ikke noget, der overskygger filmen som helhed. Energien og den næsten barnlige henrykkelse ved sådanne rævesmilende røverhistorier, som kun Indiana Jones kan komme ud for, er stadig tydeligt at spore i hvert et billede af filmen.

Hvor “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” derimod mister lidt af lakken er i sit hovedplot. At kommunisterne er den nye fjende er et fint tiltag, der understreger, at filmmagerne ikke vil blive hængende i Anden Verdenskrig for altid. Men Cate Blanchetts Irina Spalko er og bliver en noget tam version af en hovedskurk, og der er et stykke vej op til Paul Freemans Belloq. Det er desuden en skam, at man har ladet hovedpræmissen for eventyret hvile på en kosmisk indblanding, der undsiger sig de religiøse motiver, som har været gennemgående for de tre forrige film. Det mytologiske, hvad end det er kristendommen eller Sankara-stenene i “Indiana Jones og templets forbandelse”, har bare en stærkere resonans end de fantasifulde udskejelser, som krystalkraniets kongerige i sidste ende bliver offer for. Det er som om, det er elementer, der hører hjemme i en anden film, og det er synd, for det skæmmer helhedsoplevelsen.