Michael is the Mann

Umiddelbart lyder tanken om en nyfortolkning af 80’er-tv-serien “Miami Vice” som en skrækkelig idé. Den dengang populære krimiserie var i allerhøjeste grad et produkt af sin tid. Selvom serien havde en betydelig indflydelse på både tv-mediet og den amerikanske kultur (hovedsageligt modekulturen), hidkalder alene titlen minder om alt fra pastelfarvede skjorter og forældede sportsbiler, til overgearet melodrama og grinagtig synthesizermusik. Hvordan kan man lave en film baseret på “Miami Vice” i dag uden at lave noget, der både er ufrivilligt komisk og fuldstændig ude af trit med nutiden? Svaret er enkelt: Man hyrer Michael Mann til at klare opgaven.

Mann var i sin tid med til at producere tv-føljetonen, der kørte fra 1984 til 1989, men hans spillefilm fra 2006 er moderne med stort M. En synopsis lyder ellers som en opremsning af politifilmgenrens ældste konventioner: Et par benhårde betjente går undercover for at opsnappe en af Sydamerikas største narkohandlere, men den ene forelsker sig hovedkulds i skurkens højre hånd, Isabella, og undervejs må detektiverne døje med alskens bidske lakajer. Men Mann navigerer gennem minefeltet af klicheer med ynde og snilde, og på trods af instruktørens brug af genkendelige ingredienser er det færdigtilberedte produkt spækket med positive overraskelser, der får seancen til at adskille sig væsentligt fra genrens mange metervarer.

For en gangs skyld taler fiktive politibetjente ikke som hysteriske teenagere. De fabelagtige actionscener er intense og kaotiske. Heltene er ikke ufejlbarlige ordenshåndhævere, og deres handlinger har mærkbare konsekvenser. Og skurkene er ikke flamboyante lømler med tåbelige agendaer. Kort sagt: Michael Mann har produceret, forfattet og instrueret en thriller, der snarere end at forfalde til klicheer gør oprør imod dem. Brugen af kostelige HD-kameraer styrker ligeledes illusionen om, at vi overværer noget, der meget vel kunne være autentisk – også selvom enkelte skud fremstår hjemmevideoagtige.

Ligesom i Manns “The Insider” og “Collateral” bevæger kameraet sig så tæt på karaktererne, at en særlig intimitet mellem figurerne og tilskueren opnås. Og den intimitet er livsnødvendig for filmen, for ligesom i Manns hovedværk, “Heat”, står skildringen af grænsen mellem det at være helt og skurk højest på Manns dagsorden. Ligeså ofte som instruktøren iscenesætter en velkoreograferet skudduel, tager han os med på en fascinerende udforskning af tankegangen blandt dem, som modigt drager ind i den kriminelle underverden og underlægger sig dens klamme spilleregler for at gøre verden til et tryggere sted. Man kan mærke på personerne, at deres arbejde tærer på sjælen og psyken, og Mann og hans veloplagte ensemble sørger for, at vi også føler smerten.

Narkodetektiverne Sonny Crockett og Ricardo Tubbs portrætteres nu af hhv. irske Colin Farrell og Oscar-belønnede Jamie Foxx. Foxx er formidabel i en rolle, der synes skræddersyet til den karismatiske entertainer. Men Farrell har fået rollen med mest kød på, og på trods af irlænderens mærkelige frisure brænder han sig fast på nethinden med en præstation, der har ligeså mange lag som Sonnys personlighed. Farrell er en af de medvirkende årsager til, at filmens pærevælling af hæsblæsende action og psykologisk drama fungerer.

Ligeså betydningsfuldt som Crockett og Tubbs venskab er kærlighedshistorien mellem Crockett og Isabella, der spilles af den både henrivende og dygtige Gong Li. Kineserens engelsk er langtfra perfekt, men hvem behøver et gigantisk ordforråd, når man kan udtrykke så meget med øjnene og kroppen som Li? Romancen afføder undertiden ikke blot duften af kærlighed, men også sødsuppe, men i fællesskab slår Farrell og Li så mange gnister, at man bliver ligeglad. Og man må heller ikke glemme at nævne den fantastiske, undervurderede John Ortiz, som giver Foxx og Farrell masser af underholdende modspil i rollen som den klamme, men charmerende mellemmand Jose Yero. Nøjagtig ligesom filmen oser Ortiz af stil og selvtillid.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.35:1. “Miami Vice” blev skudt i HD, så det giver sig selv, at transferet på denne Blu-ray aldrig plages af snavs. Til gengæld er mængden af digital støj ofte høj – primært under nattescenerne. Dagscenerne ser dog sædvanligvis fremragende ud. Billedet er altid skarpt, og farverne er flotte og aldrig tilnærmelsesvis utroværdige. Hverken komprimeringsfejl eller edge-enhancement forekommer, og kontrasten er sædvanligvis solid, men under de føromtalte nattescener er kontrasten undertiden lidt flad, hvorved detaljer drukner i billedets mørkeste afkroge.

Audio

Denne Blu-ray indeholder et DTS-HD Master Audio 5.1-mix, som overgår det mere ordinære Dolby Digital 5.1 Plus-lydspor, som befandt sig på filmens HD-DVD-udgivelse. Dialogen er indimellem lidt utydelig, og når reallyden benyttes, akkompagneres replikkerne undertiden af uønsket baggrundsstøj. Men ellers er der tale om et fremragende lydspor. Samtlige panoreringer er sublime, og både dybe og høje toner gengives klokkeklart og med tilstrækkelig slagkraft. Både brugen af fronthøjtalerne og baghøjtalerne er eksemplarisk – en plausibel auditiv atmosfære skabes gang på gang. Desuden får de utallige velvalgte musiknumre lov til at spille en tilpas prominent rolle i lydbilledet.

Ekstramateriale

Ud over filmen indeholder skiven blot en lille stak korte dokumentarer. Videomaterialet præsenteres i 480p. I “Miami Vice Undercover” (13 min.) diskuterer bl.a. ægte politifolk og filmens skuespillere det at arbejde som undercover-betjent. Det er uden tvivl diskens mest interessante featurette – skræmmende og interessant. “Miami & Beyond: Shooting on Location” (10 min.) og “Visualizing Miami Vice” (13 min.) omhandler filmens locations og look. “Gun Training” (3 min.), “Haitian Hotel Camera Blocking” (3 min.) og “Mojo Race” (5 min.) gennemgår kort skuespillernes våbentræning og to sceners tilblivelse – den ene af disse er ikke med i biografudgaven af filmen.

Desuden medfølger musikvideoen til Nonpoint-nummeret “In the Air Tonight”, og man kan bogmærke ens favoritscener. Det bør i øvrigt pointeres, at denne Blu-ray indeholder biografudgaven af “Miami Vice”. I udlandet er Michael Manns ‘Director’s Cut’-version af filmen blevet distribueret på Blu-ray. Det havde været fint, hvis begge udgaver havde befundet sig på skiven.

Når man i dag hører “Miami Vice” serien omtalt, er det stort set altid i forbindelse med pastelfarver, Ferrarier og Jan Hammers musik. I manges bevidsthed huskes serien primært for Don Johnson. Strømeren der var så hårdkogt at han havde en alligator som kæledyr og som egenhændigt gjorde lyserøde trøjer seje. Hvad der sjældent huskes er hvor neddæmpet og nihilistisk serien ofte var, i forhold til tilsvarende serier på den tid.

Da Michael Mann første gang læste manuskriptet til pilot-afsnittet af “Miami Vice”, var det hans intention at lave den som film, men da var det for sent – manuset var allerede solgt som serie. Den producerede han som bekendt med stor succes og nu, lidt mere end 20 år senere, er han vendt tilbage til den oprindelige ide, og har genopfundet formlen til et helt nyt værk.

“Miami Vice” åbner uden varsel i et tæt befolket diskotek hvor narkobetjentene Crockett (Colin Farrell) og Tubbs (Jamie Foxx) er i fuld gang med en overvågning, da en vigtigere sag dukker op. Ikke ulig Robert De Niros karakter i “Heat”, er de professionelle nok til øjeblikket at droppe det igangværende projekt og haste videre. Nogle FBI agenter falder i et grumt baghold der gennem resten af filmen lurer i baggrunden, som en påmindelse om at på hvilket som helst tidspunkt kan enhver scene ende i vold. Inden længe bliver Crockett og Tubbs sendt dybt undercover som narkosmuglere i et forsøg på at finde de ansvarlige. Undervejs møder Crockett den benhårde forretningskvinde Isabella (Gong Li) der arbejder for forbryderne men alligevel, eller måske netop derfor, indleder de en romance, hvori det bliver vanskeligt at adskille sandheden fra løgnen.

“Miami Vice” er en mørk, sexet og super-cool kriminalfilm, men den er først og fremmest en Michael Mann film. Hans visuelle stil og fortællerform, komplet med håndholdte kameraer, klaustrofobiske natklubber og tætte motorveje, gennemsyder filmen fra start til slut og er stærkt medvirkende til den overbevisende atmosfære. Filmen ser, kort sagt, fantastisk ud. På trods af at billederne bugner af eye-candy i form af sportsvogne, hurtiggående motorbåde og elegante fly, så er det ikke mindst de betagende billeder af Miamis natteliv der tager pusten fra en.

De konventionelle politimakkerpar scener mangler fuldstændigt. Vi ser hverken Crockett og Tubbs snakke om baseball eller dele en fyraftensbajer. De udveksler næsten ingen ord mellem sig. Deres venskab er underforstået, og de lader heller ikke til at nyde deres arbejde synderligt. De er slet og ret professionelle arbejdsheste der udfører et vanskeligt job. Som i “Heat” er grænsen mellem de gode og onde løst defineret. Det bliver diskret signaleret her, hvor der vitterlig ikke er megen forskel på gruppernes arbejdsmåder. En forbryder mistænker på et tidspunkt Crockett og Tubbs for at dække over noget, fordi: ”De er for gode til deres arbejde.” I sidste ende er der måske ikke megen forskel på metoderne eller evnerne der kræves, uanset hvilken side af hegnet man er på. Man vinder ikke spillet ved at være moralsk overlegen, men ved at være mere udspekuleret og koldblodig end modparten.

Mere problematisk er selve historien i filmen, der ofte er temmelig kaotisk og uoverskuelig. Der er mindst to sideplots der af uforklarlige grunde blot forsvinder ud af filmen, uden at der gives nogle tilfredsstillende svar. Ligeledes er Crockett og Tubbs som figurer ikke særligt interessante og det er svært at blive revet meget med af deres skæbner. Farrell og Foxx giver udmærkede bevidst neddæmpede præstationer, men de vækker slet ikke den samme indlevelse som f.eks. Foxx’ uheldige taxachauffør i “Collateral”.