Hvis man zapper igennem den danske programflade, vil man hurtigt erfare, at der efterhånden er flere reality-shows, dokumentarer og film omhandlende modeindustrien, end der er kalorier i Kate Moss’ krop – hvilket naturligvis ikke siger så forbandet meget… Man vil også hurtigt bide mærke i de mange udsendelsers klamme og stærkt selvpromoverende natur, samt den umoralske fornøjelse deres bagmænd tydeligvis får ud af at afbilde pigebørn, som toppes og tilsviner hinanden groft for åben skærm. Så ideen om en hel spillefilm om unge kvinder i det ubarmhjertige modemiljø kan i første omgang virke frastødende, men “The Devil Wears Prada” er et herligt og velmenende komediedrama.

Filmen er baseret på bestselleren af samme navn og beretter om den idealistiske og talentfulde unge journalist Andy Sachs (Anne Hathaway), som bliver hyret til at være modebladsredaktøren Miranda Pristleys (Meryl Streep) assistent. Både udseendemæssigt og i sin mimik minder den strikse Miranda i høj grad om Cruella De Vil fra “101 dalmatinere”, og den ellers godhjertede Andy bliver ofte udsat for hårde verbale lussinger og bedt om at påtage sig umulige opgaver.

Hathaway gør det godt og formår at gøre Andy sympatisk og interessant. Men det kommer ikke som den store overraskelse, at det er Streep, som nærmest belejrer rampelyset, hver eneste gang hun er i billedet. Den 58 år gamle skuespillerinde fik med god grund tildelt sin 14. Oscar-nominering (hun var vundet 2 gange) for sin præstation i filmen. Pristley er en led isdronning, men Streep formår at gøre karakteren, som nemt kunne være blevet en overfladisk og ufrivillig komisk karikatur, fuldstændig menneskelig og troværdig. Det underskønne engelske talent Emily Blunt, som for nylig udmærkede sig i “My Summer of Love”, er også mindeværdig i rollen som Pristleys anden assistent.

Filmen varer knap to timer, og den første time byder på en masse dejlig løssluppen komik og velafbalanceret drama. Det er en fornøjelse at se skuespillerne i aktion, som alle konkurrerer om, hvem der bedst kan matche Streep. Med en forfriskende fandenivoldskhed og masser af gåpåmod kører filmen derudaf i et febrilsk tempo, som selv de mest hærdede catwalk-modeller vil have svært ved at opnå. Men midtvejs går filmen desværre lidt i stå, og de velsmagende komiske lækkerbiskner drukner ofte i en lidt for sukret sødsuppe. Plottet bliver også mere traditionelt og forudsigeligt, men heldigvis fordufter charmen, der ligesom filmens blændende garderobe imponerer vældigt, aldrig.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “The Devil Wears Prada” ser godt ud, men filmens unge alder og budget taget i betragtning burde den have set bedre ud. Farvegengivelsen er enormt imponerende, men billedet er uheldigvis en anelse blødt, og så spotter man også en hel del glorier forårsaget af edge-enhancement. Men digital støj, komprimeringsfejl og alskens snavs er heldigvis fraværende.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er godt, men langt fra noget særligt. Mest imponerende er brugen af subwooferen, som især kommer i omdrejninger, når Theodore Shapiros score eller de mange højlydte popsange optræder. Det er primært fronthøjtalerne, som bliver brugt, og man savner en lidt mere helstøbt auditiv atmosfære. Lydsporets mest markante element, dialogen, lyder tydelig, men lyden fra centerhøjtaleren forekommer af og til en anelse for spids.

EkstramaterialeKommentarsporet med instruktøren David Frankel, produceren Wendy Finerman, manuskriptforfatteren Aline Brosh McKenna, kostumedesigneren Patricia Field, fotografen Florian Ballhaus og klipperen Mark Livolsi er desværre en anelse tørt. Der bliver brugt lidt for meget tid på at debattere, hvad for noget tøj de forskellige skuespillere er iført. Og af og til afbryder deltagerne hinanden, lige før de skal til at sige noget interessant. For modeinteresserede eller meget store fans af filmen er sporet værd at lægge øre til, men de fleste andre vil nok kede sig lidt.

Der er i alt seks korte featuretter: “The Trip to the Big Screen” (12 min.), “NYC and Fashion” (6 min.), “Fashion Visionary Patricia Field” (9 min.), “Getting Valentino” (3 min.), “Boss from Hell” (3 min.) og “Danda Santini: Real Life Editor-in-Chief” (4 min.). Som man nok kan se ud fra featuretternes titler og spillelængder, så er de ikke særlig lange, og derudover fokuserer de en hel del på modeverdenen – endda mere end på selve filmen. Så (akkurat som det er med kommentarsporet) hvis man har en forkærlighed for mode, vil man garanteret sætte pris på disse mini-dokumentarer.

Der er ca. 18 minutters slettede/forlængede scener, som instruktør Frankel og klipper Mark Livolsi har indtalt kommentarer til. Her er enkelte fine øjeblikke, men intet, som man virkelig savner i filmen. Slutteligt indeholder dvd’en 5 minutters muntre fraklip og filmens biograftrailer.

“The Devil Wears Prada”, som er baseret på Lauren Wesibergers bog af samme navn, er en komedie, der, som navnet antyder, foregår blandt accessories og haute couture. Meryl Streep har en af sine bedste roller i lang tid som isdronningen Miranda Priestly, der alene styrer modeverdenen fra sit tårn.

Andrea Sachs er netop kommet ud af skolen med en uddannelse indenfor journalistik. I byen forventer hun, at hun i kraft af sin intelligens og gåpåmod uden problemer kan finde sig et job på en af de respekterede aviser. Desværre hænger de seriøse jobs ikke på træerne til en ung pige, og hun søger i desperation job som assistent for Miranda Priestly, der er den magtfulde redaktør for modemagasinet Runway, og håber på, at hun gennem den stilling kan arbejde sig vej ind i journalistbranchen.

På trods af, at Andrea ikke har den fjerneste interesse eller sans for mode, og slet, slet ikke ligner de andre piger, der arbejder der, får hun jobbet. Jobbet som assistent for modedronningen er yderst krævende, og Andrea bliver sendt på den ene umulige opgave efter den anden. Langsomt suges hun ind i en verden af kjoler, tasker og deadlines, og jobbet tager en stadig større del af hendes liv. Det går ud over venner og kæresten, at man er på konstant tilkaldevagt, og mobiltelefonen ringer uafbrudt.

Andrea får efterhånden en tiltroet stilling hos Miranda, men i den hektiske modebranche er der et strengt hierarki, og Andreas vej til toppen kræver tilsidesættelse af værdier i en verden, hvor enhver er sig selv nærmest.

“The Devil Wears Prada” er grundlæggende en vellykket komedie, men den kommer alligevel til kort overfor sit eget projekt. Filmen er en grovskåret karikatur af en branche, de fleste kun kommer tilnærmelsesvis i nærheden af, når de tømmer sparegrisen for at få den sidste nye taske eller venter på bussen i selskab med en plakat af Claudia Schiffer.

Naturligvis spiller filmen på konflikterne i en branche, hvor kun de mest hårdføre overlever. Småpigers drømme knuses af benhård konkurrence og spidse albuer baner vejen. Filmen lever dog i høj grad udelukkende i kraft af et udmærket persongalleri, mens fortællingen i sig selv er noget søgt.

Meryl Streep, ja, man fristes næsten til at pointere, at hun jo næsten altid er god, men i “The Devil Wears Prada” er hun fremragende. Hun er faktisk den eneste interessante figur i filmen, og hun spiller djævlen på høje hæle med vanlig sans for detalje. Hun er sexet, skøn, hård og sårbar på samme tid. Det er dog synd, at vi kun lige får lov til at kradse lidt i overfladen af Miranda Priestly, og ikke får lidt mere af personen bag det stilrette ydre, men det skal dog tilskrives et til tider klodset manuskript og et forsøg på at gennemtrumfe en pointe om modebranchens overfladiskhed og ikke Meryl Streeps evner. Anne Hathaway spiller rollen som den unge, kejtede journalist med de uformelige bluser med en sødme og naivitet, som man så ofte har set hende levere. Man holder hurtigt op med at være på hendes side, og hepper i stedet på den krævende modedronning.

Publikummet til “The Devil Wears Prada” skal nok findes blandt drømmende teenage-piger, der sikkert vil fryde sig over alle de fine kjoler, tasker og sko, mens det mere modne publikum, der kræver lidt mere af en film, sikkert vil nøjes med at nyde Meryl Streep og de vellykkede sekvenser, filmen dog alligevel byder på. Men det hele er dog lidt for feel-good og forudsigeligt til at stå mål med intentionen om en vittig komedie og en satire over modebranchen.