Brick
Udgivet 20. maj 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
“Brick” fortjener (og kræver næsten) op til flere gensyn. Første gang, man ser filmen, gælder det om at holde fast på hat og briller. Filmen tolererer ingen kortvarige koncentrationsudfald, for navne, steder og anden fakta bliver slynget ud med en vældig hast. Men når man først har sammenkædet alle begivenhederne og fordøjet filmens rystende klimaks, er det muligt at gense filmen i en mere afslappet sindstilstand og virkelig nyde instruktør/manuskriptforfatter Rian Johnsons elegante dialog, der er rig på nuancer. 33-årige Johnsons allerførste spillefilm lover godt for mandens fremtidige karriere.
Resten af det primært unge ensemble gør også et fornemt stykke arbejde. Lukas Haas spiller narkobaronen ‘The Pin’, som sjældent gestikulerer eller andet end hvisker, men alligvel virker stærkt intimiderende. Matt O’Leary og Noah Fleiss er fornøjelige som hhv. Brendans eneste kammerat, Brain, og den aggressive håndlanger Tugger. Noah Segan imponerer også som den overraskende sympatiske junkie Dode, men det er Nora Zehetner, som næstefter Gordon-Levitt imponerer mest som den uforudsigelige Laura, der måske eller måske ikke har rent mel i posen.
“Brick” er en herlig og djævelsk opfindsom cadeau til klassisk film noir, der var uheldig ikke at få biografpremiere herhjemme i Danmark. Hvis man føler, at krimigenren trænger til en saltvandsindsindprøjtning, så vil man garanteret nyde “Brick”, der svælger i originalitet og frydelige twists. Transferet er fint om end ikke prangende, mens skivens Dolby Digital 5.1 mix er formidabelt. Udover et par ubetydelige trailere er her intet ekstramateriale, men for nysgerrige sjæle er udgivelsen alligevel et must. Det er også prisværdigt, at Nordisk Film har valgt at smække et retfærdigt og forholdsvis beskedent prisskilt på udgivelsen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet