Fantastisk fantasiverdenHer gik man lige og troede, at Hollywood havde mistet al tiltro til magien i den virkelige verden, og så dukker en film som “Terabithia – et hemmeligt land” pludselig op ud af det blå. De sidste mange år har filmmagere ofte følt sig nødsaget til at sende seere til Midgård, Hogwarts eller igennem mystiske garderobeskabe for at sælge billetter. Så det er forfriskende at blive konfronteret med en familiefilm, som hylder den menneskelige fantasi ved at tvinge os til at indse, at mirakler og trolddom har en plads i den virkelige verden.

Filmen er baseret på Katherine Patersons prisbelønnede børnebog af samme navn, og det er ikke helt utænkeligt, at mexicanske Guillermo del Toro bladrede igennem den amerikanske forfatters bestseller, før han skrev manuskriptet til sin mageløse “Pans laybrint”. Del Toros moderne klassiker er selvsagt for foruroligende til at blive set af børn, mens “Terabithia – et hemmeligt land” er yderst velegnet til alle drenge, piger, mænd og kvinder, som har tendens til at dagdrømme og lade deres fantasi transportere dem væk fra dagligdagens trivialiteter. Ligesom “Pans labyrint” beretter “Tarabithia – et hemmeligt land” om børn, der flygter ind i en opdigtet fantasiverden, som ender med at fremstå så virkelig, at man bliver i tvivl om, hvorvidt den egentlig er det.

Det er to yderst kompetente børneskuespillere – den dengang 13-årige Josh Hutcherson og 12-årige AnnaSophia Robb – som spiller fortællingens centrale skikkelser: drengen Jesse og pigen Leslie. Til forskel for deres klassekammerater er de ikke interesseret i det nyeste legetøj eller de nyeste videospil. Jesse er glad for at tegne, mens Leslie er en talentfuld forfatter. Sammen skaber de fantasilandet Terabithia, hvor skovens træer, buske, fugle og andet kræ forvandles til trolde, slotte, glubske kæmpeørne og andre særprægede skabninger. 6-årige Bailee Madison er også uforglemmelig som Jesses lillesøster, May Belle, og Robert Patrick er fornem som Jesses strikte, men sympatiske far.

“Tarabithia – et hemmeligt land” skiller sig i allerhøjeste grad ud fra størstedelen af de umådelig dyre, men ofte forbavsende livløse familiefilm, som Hollywood for tiden disker op med. Der er ikke ét eneste påklistret øjeblik, som udelukkende virker indsat for at give marketingsfolkene noget at savle over. Effekterne er sjældent overbevisende (og en enkelt gang endda en smule distraherende), men det er let at godtage, når nu det skal forestille at være en del af børnenes opdigtede fantasi. Karaktererne er også enormt nuancerede – selv den grumme, bidske lærerinde, der ved første øjekast virker som en nøjagtig kopi af talløse andre koldblodige undervisere, viser sig at have en historie at fortælle.

Og lige så snart man begynder at frygte, at filmen vil gå i selvsving og drukne i en overflod af computergenererede bæster og ensartede missioner, forekommer et fuldstændig uventet, hjerteknusende twist, som tilføjer filmen en helt ny dimension. Selv ældre seere bør for en ordens skyld holde kleenexen parat. Folkene bag “Harry Potter”-filmene ævler konstant om, hvor mørke og dystre, de er. Men i modsætning til “Terabithia – et hemmeligt land” tør de sjældent udforske de tragiske konsekvenser, børns valg kan afføde, hvorfor de slet ikke er nær så følelsesladede eller vedkommende. “Terabithia – et hemmeligt land” er en veltimet påmindelse om, at fantasien er mindst ligeså god til at transportere os til fortryllende verdener som kostelige film, bøger og computerspil.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Terabithia – et hemmeligt land” ser aldeles fantastisk ud på dvd. Der er ikke ét eneste skud, som ikke står knivskarpt. Kontrasten er eminent, og selv ikke filmens mørkeste scener byder på udtværing. Edge-enhancement, støj og snavs optræder heller ikke, og farverne er flotte. Skovens farvemætte, grønne blade er simpelthen et lamslående syn.

AudioMan har mulighed for at lytte til filmen både på dansk og engelsk. Uheldigvis præsenteres det danske lydspor blot i Dolby Digital 2.0, hvorimod det oprindelige engelske mix præsenteres i Dolby Digital 5.1. Men det danske spor henvender sig trods alt også mest til børnefamilier og ikke folk, der nyder at sætte anlægget på en prøve. Under alle omstændigheder er det danske mix ganske brugbart, og de danske stemmer er udmærkede, selvom det kan være svært at vænne sig til synet af skuespillere, der er eftersynkroniseret. 5.1-sporet er virkelig godt. Man savner måske lidt mere aktivitet under filmens mere stilfærdige dele, men kanalnetværket vågner virkelig op til dåd under de mere aggressive scener – skovens tårnhøje trold sætter for alvor subwooferen på en prøve. Al lyd og musik er tydelig.

EkstramaterialeDet ene af skivens to kommentarspor er med instruktør Gabor Csupo, manuskriptforfatteren Jeff Stockwell og produceren Hal Leiberman. Det andet er med produceren Laurew Levine og skuespillerne Josh Hutcherson og AnnaSophia Robb. Begge indeholder kun få pauser og masser af underholdende anekdoter og fascinerende indsigt i produktionen af filmen. Alle personerne er tydeligvis gode venner, hvorfor de ofte joker og griner sammen. Det høje humør har en afsmittende effekt.

Derudover medfølger musikvideoen til nummeret “Keep Your Mind Wide Open” (4 min.), som synges af skuespillerinden AnnaSophia Robb, og trailere til “Terabithia – et hemmeligt land”, “The Reef” og “The Thief Lord”. Til slut er der de to featuretter “Digital Imagination – bringing Terabithia to Life” (6 min.), som omhandler filmens effekter, og “Behind the Book: The Themes of Bridge to Terabithia” (14 min.), der indeholder interviews med bl.a. forfatteren Katherine Paterson, skuespillerne og filmens bagmænd, der diskuterer bogens indhold og det indtryk, den havde på læserne. Begge er ganske gemytlige dokumentarer, men de måtte gerne have været meget længere.

“Terabithia – et hemmeligt land” er blevet markedsført som endnu et indslag i den efterhånden temmelig lange række af fantasy-film, der er fulgt i kølvandet på “Ringenes herre”, “Harry Potter” og “Narnia”. Det var derfor med en noget behersket begejstring undertegnede satte sig i sædet i forventning om at skulle overvære en lav-budgets udgave af “Narnia”. Stor var overraskelsen, da filmen startede, og jeg kunne konstatere, at den var fuldstændig anderledes – og langt bedre – end forventet.

Snarere end alverdens trolde, drager og isdronninger er filmens skurke de bøller i skolen, der udsætter den 11-årige Jess for alskens drillerier. Hans familie har beskedne midler og han må arve sin søsters udtrådte – og meget lyserøde – gummisko, hvilket blot føjer til mobningen. Alt ændrer sig dog, da han møder klassens nye pige, Leslie, der er datter af et små-excentrisk forfatterpar, og ligesom ham selv er lidt af en outsider. Hvor Jess har talent for at tegne, er det Leslies passion at fortælle historier, og de danner hurtigt fælles front.

Sammen begiver de sig ud i en ukendt del af den nærliggende skov, og inden længe har de hittet på det skjulte kongerige “Terabithia”, hvor de bekæmper en ond fyrste, der har fanget nogle krigere eller noget i den retning. Den fantasifulde del af historien er i sig selv ikke det vigtige og er kun glimtvis skimtet. Hvad der til gengæld er væsentligt, er den energi og mod på livet, som den giver børnene og som gør dem i stand til at takle det virkelig liv, der trods alt leves på den anden side af skoven.

“Terabithia – et hemmeligt land” er baseret på Katherine Patersons børnebog, der er udgivet herhjemme som “Et hemmeligt land”. Filmen føles i et vist omfang som en tilbagevenden til de ældre Disney film: Skurkene er ikke så skræmmende endda og opgaverne er ikke så vanskelige, men som filmen skrider frem bliver det klart, at den indeholder betydelig mere end man tror ved første øjekast. Man kan med en vis ret beskrive den som en mere børnevenlig udgave af “Pans labyrint”, hvor eskapismen både viser sine styrker – og farer.

Computereffekterne, der er brugt til at illustrere det imaginære kongerige, er kun ganske sparsomme og aldrig skræmmende. De hører dog så absolut til filmens svageste øjeblikke og kunne med fordel helt være undladt. Eftersom vi aldrig er i tvivl om, at de ikke er virkelige, behøver vi strengt taget slet ikke at se dem. Til filmens styrker hører, at den tager sine hovedpersoner alvorligt. Den bliver aldrig nedladende eller popsmart og hver af skurkerollerne får deres modsætning i karaktertegningerne: Skolens bølle bærer på en tragedie og den forhadte lærer viser sig at have andre sider.