United 93
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 22. okt 2011 | Af: DjBeau | Set på Blu-Ray
Der er ikke kommet mange film, som direkte omhandler begivenhederne den 11. september 2001. Men er det også overhovedet muligt at finde et mere betændt og kontroversielt emne? Der er så mange komplicerede følelser indblandet, at man som instruktør skal være forsigtig for at undgå at støde et stort antal mennesker. Oliver Stone forsøgte med “World Trade Center” og fejlede grusomt. Stone trådte ikke nødvendigvis på nogens følelser, men han fik fremstillet heltene i sin film så ekstremt patriotiske, at man ikke kunne tage historien seriøst. Greengrass, derimod, har med filmen “United 93” begået et værk, der ikke blot yder respekt for de efterladte, men også griber fat i seerens følelser uden at blive sentimental eller vammel-patriotisk.
Musikken stiger til et klimaks og stopper brat, da kameraet efter en kort køretur lander helt oppe i ansigtet på vor helt, som med alvorlig mine bemærker: ”The United States of America is under attack.”
Sådan havde det set ud i langt de fleste spændingsfilm, men den type “drama” holder Greengrass sig heldigvis helt fra. I stedet går han til værks med en dokumentarists filmsprog. “United 93” fremstår mere som en kaotisk optagelse fra selve dagen end som en dramatisering af begivenhederne. Det er naturligvis en pointe i sig selv, eftersom begivenhederne den 11. september var dramatiske nok på egen hånd – de behøver ikke at blive manipulet for at blive interessante og intense.
Greengrass går langt i sin higen efter realisme. Flere af filmens karakterer portrætteres af virkelighedens personer – eksempelvis lederen af flykontrollen, Ben Sliney, der leverer en fremragende præstation i rollen som sig selv. Af gode grunde kunne passagererne ombord på United 93 ikke selv deltage i filmen, men i stedet spilles disse af helt ukendte skuespillere, der lige så godt kunne have været flyets reelle passagerer. Der lægges på intet tidspunkt vægt på enkelte personer. I stedet bliver gruppen som koncept vores hovedperson. Det er et velgennemtænkt træk fra Greengrass’ side, for det var netop ikke det enkelte individ, der blev ramt den 11. september, men en stor mængde mennesker. Ligesom det var op til gruppen at læge det nationale trauma, som indfandt sig efter begivenhederne.
Præsenteret i 16:9. Det er ikke just det bedste transfer, disken har at byde på. Sortniveauet er ikke for godt, hvilket resulterer i alt for mange gråtoner. Det har yderligere den effekt, at der trækkes temmelig meget støj frem i billedet. På trods af den skuffende kontrast er farverne fine og naturlige, og der er desuden ikke andre nævneværdige komprimeringsfejl.
DTS-HD Master Audio 5.1. Lydsporet er på sin vis en smule anonymt, idet det aldrig gør unødvendigt opmærksom på sig selv, men der er absolut tale om virkelig godt håndværk. I den travle flykontrol fyger det med snak i alle afkroge, og flypassagerernes panik fornemmes tydeligt, når kameraet bevæger sig langs midtergangen. Rumfornemmelsen er helt i top, og de diskanttonerne fra de mange knapper og maskiner i flykontrollen er knitrende sprøde uden at skære i ørerne. Stemmeføringen i frontkanalen er tydelig, og den subtile musik sniger sig med ildevarslende, dyb bas direkte ind i underbevidstheden og skaber utryghed hos seeren.
Det er ikke, fordi der ligefrem mangler ekstramateriale på udgivelsen… kvaliteten af ekstramaterialet er bare lav. En dokumentarist har fulgt en række af filmens skuespillere, når de besøger de efterladtes familier. Det er blevet til en lille film på næsten en time, men den er usandsynligt kedelig og i øvrigt filmet af verdens måske mest fantasiløse kameramand. Ydermere kan man se endnu en dokumentar af næsten samme længde, som omhandler personerne i den amerikanske flykontrol, og den er om muligt endnu mere trættende. Sidst, men ikke mindst, er der et kommentarspor af Paul Greengrass, men hans stemme er så søvndyssende, at den ellers så intense film kommer til at fremstå meget lang. Så tak for alt ekstramaterialet og bedre held næste gang!
“United 93” er overordnet set en udmærket udgivelse, og filmen selv et mesterværk, der stadig står som den bedste film om terrorangrebene den 11. september. Filmen er helt sin egen og indgår ingen kompromisser, hverken hvad angår afbildningen af begivenhederne eller den kontroversielle stil. Absolut anbefalelsesværdig.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet