Det er ikke nogen hemmelighed, at manden, der engang blev anerkendt af millioner som sin professions absolutte spydspids, skuespilleren Robert De Niro, i årevis har været beskæftiget med at tilsmudse sit omdømme. Det er især takket være halvhjertede præstationer i et overflødighedshorn af gudsjammerligt bras, at mandens image har lidt overlast. Som instruktør har De Niro dog ikke mistet al troværdighed, men forinden “The Good Shepherd” havde han også kun instrueret én enkelt spillefilm: gangsterdramaet “A Bronx Tale”. Men hvis De Niro fortsætter med at instruere lige så stemningsfulde og forfriskende ukonventionelle film som den suveræne “The Good Shepherd”, kan de seneste års frygtelige karrierevalg snildt fortrænges.

Det danske dvd-cover portrætterer skuespilleren Matt Damon armeret med en frygtindgydende pistol. Men lad ikke det bedrageriske omslag narre eller afskrække dig – det her er ikke en film om plaffende agenter, og Damons karakter, Edward Wilson, kunne ikke være mere anderledes end den 36-årige skuespillers signaturrolle: Jason Bourne. Damon er fænomenal som den lavmælte, snarrådige Edward, der som ung filosofistuderende frivilligt drager til 40’ernes krigshærgede Europa for at udføre kontraspionage. Senere bliver han en af hovedarkitekterne bag CIA. Historien strækker sig over flere årtier, og takket være overbevisende make-up og især den veloplagte Damon, forbliver Edward en troværdig karakter, uanset om han så har rundet de 20, 30 eller 40.

Enkelte har sammenlignet De Niros film med Francis Ford Coppolas episke “The Godfather”-trilogi, og sammenligningerne er hverken fejlagtige eller blasfemiske (Coppola har for øvrigt været med til at producere “The Good Shepherd”). Nøjagtig ligesom Michael Corleone vil Edward Wilson sine nærmeste det bedste, men hans sjæl og familie fortæres langsomt af hans profession. Via sit arbejde støder han på talløse særegne individer, og filmen hopper jævnligt frem og tilbage i tiden, så der er nok at holde styr på – i visse perioder (primært under filmens første halvdel) endda lige lovlig meget. Enkelte karakterer får desværre ikke nok spilletid til at tage ordentlig form.

Men man bør heller ikke glemme, at “The Good Shepherd” er en historie om bedrageri og tvetydige personligheder, og den umiddelbart overfladiske karakterskildring forstærker blot vores forståelse af Edwards situation: han er konstant omgivet af uigennemskuelige, potentielle fupmagere og spioner. Det hjælper også, at De Niro har hyret en overflod af fænomenale skuespillere såsom William Hurt, Alec Baldwin, John Turturro, Timothy Hutton, Michael Gambon og Martina Gedeck. Selv Joe Pesci dukker op efter otte år i hi. Mange mener, at Angelina Jolie er fejlcastet i rollen som Edwards hustru, Clover, men den Oscar-belønnede aktrice er eminent – intens og hjerteskærende. Billy Crudup virker dog utilpas i rollen som den britiske efterretningsmand, Arch Cummings.

De Niro og den Oscar-belønnede manuskriptforfatter Eric Roth (“The Insider”, “München”) kreerer en indviklet labyrint, som man glædeligt farer vild i. Den er fyldt med gådefulde skikkelser og nervepirrende spændingsmomenter, men duoen glemmer aldrig den menneskelige side af fortællingen. Edward er så opslugt af at modarbejde sine russiske opponenter, at han forsømmer sin kone og sønnen, Edward Jr. Overraskende nok er det snarere familiescenerne end dem, der fokuserer på konstruktionen af CIA eller internationale intriger, som virkelig gør indtryk.

I en af de stærkeste scener møder Edward for første gang sin søn, der allerede er en håndfuld år gammel, og som tydeligvis prøver at række ud efter sin fremmede far. Edward, hvis egen far begik selvmord, forstår ikke gestusen, og den altoverdøvende tavshed i lokalet er så håndgribelig og tragisk, at man ikke kan undgå at blive bevæget. I modsætning til mange andre forholdsvis nye instruktører forfalder De Niro heldigvis aldrig til manipulerende musik eller letkøbt følelsesporno. Less is more. Alene filmens sidste akt har nok gennemsalgskraft til at lamme en fuldvoksen rocker.

Bag kameraet har De Niro også allieret sig med flere af branchens største mirakelmagere. En af dem er fotografen Robert Richardson, som allerede har vundet to Oscars og burde have fået karrierens sjette nominering for sit enestående arbejde på “The Good Shepherd”. Skygger danser elegant over skuespillernes ansigter, og sjældent har så dystre, dunkle lokaliteter fremstået så attraktive og indbydende. Bruce Fowler og Marcelo Zarvos’ stilfærdige musik gør også underværker, og samarbejdet mellem de evnerige designere, kulissemagere og rekvisitører får filmen til at ose af autenticitet.

VideoPræsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen format. Heldigvis præsenteres Robert Richardsons fantastiske billeder godt på denne danske dvd-udgivelse. Der er en lille snert af udtværing i nogle af filmens mørkeste sekvenser og ganske tynde glorier (grundet edge-enhancement) rundt om objekter i nogle af filmens få velbelyste scener. Men kontrasten er solid som marmor, og farvegengivelsen er helt i top. Transferet byder hverken på snavs eller smuds, og langt størstedelen af filmen er blottet for de førnævnte skavanker og fremstår derudover knivskarp.

AudioDiscens Dolby Digital 5.1 lydspor er fornemt. Al lyd og musik lyder virkelig distinkt, og sporet besidder en dejlig rumklang. Alle højtalere får lov til at brillere. Subwooferen er aggressiv, når den har brug for at være det, og der er masser af veludtænkte panoreringer. Størstedelen af musikken optræder i fronthøjtalerne, mens enkelte musikalske toner får lov til at figurere i baghøjtalerne, hvilket virkelig får Bruce Fowler og Marcelo Zarvos’ kompositioner til at krybe under huden. De talløse, vedkommende atmosfære-lyde har en stor del af æren for, at man bliver opslugt af filmen.

EkstramaterialeUdgivelsen byder udelukkende på filmen og trailere til “Parfumen: Historien om en morder”, “Harsh Times”, “Flyboys” og “Kærlighedens slør”.

Robert De Niros anden spillefilm som instruktør er en lang og ambitiøs historie, der gennem karakteren Edward Wilson beskriver opbygningen af CIA og paranoiaen under den kolde krig. De gode intentioner om at skabe en film om et vigtigt historisk forløb drukner dog i et rodet manuskript og en alt for stor mængde overfladiske bipersoner.

Den unge Edward Wilson er som elev på Yale kendt for sit intellekt og sunde værdier, og han bliver hurtigt tilbudt optagelse i universitets hemmelige orden, Skulls & Bones. Igennem hans kontakter i ordenen bliver han tilbudt arbejde for efterretningsorganisationen OSS, som senere bliver til CIA. Efterhånden som årene går, lærer han gentagne gange lektien, at man ikke kan stole på nogen, og til sidst bliver hans tillid sat på den ultimative prøve.

En hemmelig universitetsorden og et spirende efterretningsorgan med dertil hørende spionagearbejde burde kunne danne baggrunden for en spændende historie om loyalitet og mod. Men i hænderne på Robert De Niro er de mange muligheder, som historien åbner op for, blevet til et virvar af halvt fortalte historier og manglende sammenhæng.
Et af filmens største problemer er, at den introducerer en alt for stor mængde efterretningsfolk/bipersoner, der løbende dukker op gennem historien, men som aldrig bliver ordentligt etablerede som personer og derfor ikke bærer en bestemt betydning.

I løbet af filmen bliver Edward Wilson mere og mere mistroisk overfor sine kolleger, men grunden er svær at fastlægge, eftersom filmen aldrig reelt viser, hvem der har gjort hvad eller hvorfor. Sideløbende med CIA-arbejdet løber historien om Wilsons privatliv med konen, han kun giftede sig med, fordi hun blev gravid, og den søn, der kom ud af deres første nat sammen. Igen virker de konflikter, der ridses op, ikke overbevisende, eftersom filmen ikke bruger tid nok på at skildre familien. I stedet ses blot karikaturerne af en forsømt kone, en fraværende mand og en usikker søn.

Skuespillerne har ikke meget at arbejde med i de mange små roller, og al vægt ligger derfor på hovedpersonen, spillet af Matt Damon, der stort set er med i samtlige af filmens scener. Hans indadvendte væsen og underspillede mimik virker stærkt i starten, men efter næsten tre timer med samme ansigtsudtryk stivner han unægteligt i sin rolle, og formår på ingen måde at skildre den transformation, Edward Wilson gennemgår fra poesi-interesseret studerende til desillusioneret, mistænksom efterretningsagent. Den konsekvente mangel på en ordentlig introduktion af personerne i filmen indeholder en trist ironi, da “The Good Shepherd” samtidigt er enormt lang. Den varer 2 timer og 40 minutter, men føles uendeligt længere.