Rene hjerter
Udgivet 7. sep 2006 | Af: filmz-gurkemeje | Set i biografen
I filmen fra 1940’erne er verden delt op i gode og onde mennesker, og da Kriss bruger filmen som sin bibel, ser verden også sådan ud for ham. Som seer er man på hans side lige fra starten, og man kan ikke gøre andet end at føle en stor modvilje mod personalet på hospitalet, der hele tiden stiller forhindringer i vejen for Kriss’ eneste ønske om at se film i fred. Gennem Kriss’ voice-over og hans samtaler med vennen Willy bliver vi introduceret for hans livsfilosofi, og man bliver hurtigt lullet ind i en komplet enighed i opdelingen af de andre karakterer som enten gode eller onde.
Størstedelen af skuespillerne i “Rene hjerter” holder normalt til på de skrå brædder, men når man ser dem folde sig ud i filmen, kunne man ønske, at de oftere skiftede medie. Birollerne fylder meget i filmen, ikke mindst i form af Lisbeth Dahl, der leverer en overrumplende virkelig præstation som Kriss’ fordrukne og ætsende bitre mor. Morten Suurballe er en god støtte som Willy – den kæmpestore, voldelige mand, der elsker hunde så meget, at de er de eneste dyr, der måtte komme med, hvis han skulle fylde Noahs ark. Anders Matthesen underspiller godt i rollen som Kriss, og selv med et udseende, der indebærer en stor topmave, kæmpehår og ticks ved øjet, formår han at holde et niveau, hvor han undgår det karikerede. Matthesens eneste problem er hans kendthed fra hans andet arbejde. Når man ser Kriss, kan man ikke helt glemme Anden.
Fotograferingen veksler mellem en Nordvest-agtig realisme, der præger scenerne fra hospitalet og flashbackene fra Kriss’ liv med hans mor i en lille lejlighed, de sort/hvide glamourbilleder fra 1940’er udgaven af “Rene hjerter” og billederne fra de gode stunder udenfor hospitalets mure. De billeder rummer gyldne kornaks som strækker sig mod himlen, der har samme farveskala som reklamer fra 70’erne, hvor de med tiden blegede farver tilsammen skaber en gylden-rødlig harmoni. Hvert fortællelag bliver understøttet af hver sin fotografiske stil, uden at det virker dirigerende eller forstilt.
“Rene hjerter” har en forpligtende historie, troværdige karakterer og billeder, man husker.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet