Hvad tænkes der egentlig på, når de stridende parter i en bestialsk krig begynder at hverve børn til at være soldater? Og hvordan opleves det igennem børnenes egne øjne? Det er spørgsmål, der for flertallet vil være umådeligt svære, hvis ikke umulige, at svare på, men som størstedelen formentligt alligevel har en holdning til. Med den biografaktuelle og stærkt vedkommende “Uskyldige stemmer” forsøger instruktøren Luis Mandoki at afstedkomme de tilfredsstillende svar.

Baseret på manuskriptforfatter Oscar Torres’ egne traumatiske oplevelser under opvæksten i et borgerkrigshærget El Salvador i 1980’erne, er det et ædrueligt billede af en beskidt fejde set med et barns uskyldige blik. Fri for politiserede indspark og løftede pegefingre, er “Uskyldige stemmer” nu ikke. Og det er egentligt forståeligt nok, dens dybt personlige indgangsvinkel taget i betragtning. Alligevel vælges der aldrig for alvor side mellem de to stridende kombattanter – den amerikanskstøttede regeringshær og bøndernes revolutionære partisaner.

I stedet følges krigens psykologiske og fysiologiske påvirkninger nogenlunde i børnehøjde med Chave (Carlos Padilla Lenero) som den centrale og spilstyrende skikkelse. I en alder af kun 11 år er han “manden i huset”, tjener til føden som buschaufførassistent, passer sine mindre søskende men går også stadig i skole, plejer vennerne og den jomfruelige kærlighed. Alt imens bliver krigen stadigt mere allestedsnærværende. De natlige skuddueller fører stadigt flere civile ofre med sig, og det er for så vidt et spørgsmål om tid, før Chave også vil kunne finde venner og familiemedlemmer blandt de talrige lig i gaderne.

For Chave er det imidlertid det allermindste af to onder. Den mangeårige krig har tæret på antallet af våbenføre mænd i det mellemamerikanske land, hvilket naturligt nok har medført en stigende interesse for, i bogstaveligste forstand, at hverve drengebørn direkte fra skolebænken. Selv om det er i mod de flestes vilje, har de således ikke andet valg end at lade sig indrulle i hæren, når de runder de tolv år og nærmest per automatik bliver afhentet i regeringsstyrkernes camouflagefarvede kampvogne. Også oprørshæren er imidlertid interesseret i nye medlemmer, så for den unge Chave er det under alle omstændigheder valget mellem pest eller kolera. Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og således finder Chave snart alternative udveje til at undgå en snarlig soldaterkarriere. Alligevel er det nok begrænset, hvor længe den unge el salvadoraners opfindsomhed kan styre ham udenom krigens vold.

Det er på alle måder Chaves krig. Både udvendigt og indvendigt. Dels skal han forholde sig til den råhed og kynisme, der er blevet hverdag i El Salvadors gader, og hvor selv kirken ikke kan være et fristed fra artilleriets tilstedeværelse. Dels skal han forholde sig til sin egen splittelse mellem barndommen og voksenlivet, hvor, på den ene side, vennerne og den eksperimenterende første kærlighed befinder sig, og på den anden side krigens alvor og forpligtelsen over for slægten.