Twin Sisters
Udgivet 22. jul 2006 | Af: El vez | Set på DVD
Søstrene synes at befinde sig i to verdener blottede for kærlighed. Et længslens spil mellem de to søstre og deres familier udspilles, og det øger deres modsætninger og fordomme og sætter i flere omgange en stopper for at de kan mødes. Det er indimellem svært at forholde sig til den behandling de bliver udsat for, og det virker grænsende til det utroværdige.
Da pigerne bliver voksne bliver de begge berørt af det nazistiske regime på grusom vis, hvilket også bringer forholdet ud i stormvejr, da Anna, ved at være opvokset i Tyskland, ses som værende nazi-sympatisør og Lotte, som voksede op i Holland, har klare holdninger mod krigen og tyskerne.
Skuespillet er udmærket, især af de to unge piger Thekla Reuten og Nadja Uhl. Visse af bipersonerne synes meget endimensionelle og skuespillet gør ikke meget for at opveje dette.
Filmen er klippet således at man følger de to søstre som gamle, hvor de mødes og fortæller deres livshistorie til hinanden – historierne forekommer således som flash-backs og dette fungerer ganske glimrende og er med til at friske op i den ellers langsommelige fortælling.
Der er ikke gjort meget ud af at få denne dvd til at virke attraktiv for nysgerrige købere. Teknisk set er udgivelsen under gennemsnittet og dette gør sig også gældende for indhold og ekstramateriale – sidstnævnte er helt udelukket fra udgivelsen. Ser man på øvrige region-udgivelser af filmen, er både ekstramateriale og et Dolby 5.1 lydspor tilgængeligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet